Ny butik åbner på Lille Torv

Ny butik åbner på Lille Torv
NYHED | 29. MAR 2023 • 09:39
NYHED
29. MAR 2023 • 09:39

Allerede på lørdag åbner en ny butik med børne- og graviditetstøj i Rønne.

Allerede på lørdag den 1. april åbner Bornholms nye butik med børnetøj og graviditetstøj, Young Born, på Lille torv 1 i Rønne.

Det er familien Blem bestående af mor Mie, far Christoffer og deres to piger fra 2019 og 2021, der står bag butikken, som for første gang åbner i permanente lokaler.

– Vi er selv født, opvokset og bosat på Bornholm, og som mor på Bornholm kan jeg ofte føle mig begrænset, for eksempel når det gælder udvalget af tøj, foredrag eller aktiviteter, man kan lave med sine børn. Efter at have tænkt mange tanker, har jeg besluttet mig for, at gøre noget ved dette - og det er Young Born et resultat af, fortæller ejer af Young Born, Mie Blem.

Den nye butik er skabt med udgangspunkt i, at børnefamilier på Bornholm ikke skal føle sig begrænsede, og ejerne har gjort sig umage med at vælge de helt rigtige styles, tekstiler, prints, farver og brands, fortæller de.

– Målet er at skabe en uformel butik, som gør plads til dig og dine børn. Et sted hvor det er okay, at have sine børn med, smide pusletaske og legetøj på gulvet eller hvad der skal til, for at give dig selv lidt ekstra tid, til at fordybe dig i tøjet, skriver de i pressemeddelelsen.

Butikken har åbningsfest fra klokken 9.30 på lørdag.