Ny analyse: God løsning at koble Bornholm på energiøen

Ny analyse: God løsning at koble Bornholm på energiøen
Landanlægget til Energiø Bornholm er forberedt til at koble det lokal elnet til energiøen. Om det skal ske, er op til klima-, energi- og forsyningsministeren. Illustration: Energinet
NYHED | 29. OKT 2024 • 11:20
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
29. OKT 2024 • 11:20

Energinet forventer en samfundsøkonomisk besparelse på cirka en milliard kroner over 40 år.


Det er både teknisk muligt og en god løsning rent samfundsøkonomisk at koble Bornholms elnet på energiøens kabler. Det viser en ny analyse fra statens Energinet. Analysen er netop sendt til klima-, energi- og forsyningsministeren, der skal give grønt lys.

– Vi kan godt forstå, at bornholmerne ønsker at høste de fordele, som energiøen bringer med sig. Både i forhold til forbrug og produktion af grøn strøm på øen. Derfor er jeg glad for, at vores analyse viser, at det rent faktisk er teknisk muligt og tilmed er en god løsning, hvis vi kigger på det rent samfundsøkonomisk, siger Hanne Storm Edlefsen fra Energinet i en pressemeddelelse.

Hun er direktør for Megaprojekter Udvikling, der blandt andet har ansvaret for energiøer.

Aldrig prøvet før


I dag er Bornholm forbundet til det sjællandske elnet via søkablet til Sverige. Hvis det bornholmske elnet kobles på energiøens kabler, kan udgifter til forsyning via søkablet spares væk. Ifølge Energinet forventes den samfundsøkonomiske besparelse at være på cirka en milliard kroner over 40 år.

Analysen viser også, at bornholmerne får relativt stabile elpriser ved at koble sig på energiøen, fortæller Energinet, og at der er plads til yderligere grøn elproduktion.

Det er aldrig prøvet før at koble et lokalt elnet på en energiø. Derfor har Energinet måttet tænke i nye baner.

– Det er ikke gjort før, at man har koblet et lille forbrugsområde til en stor produktionsenhed som Energiø Bornholm. Vi har derfor udviklet en ny teknisk løsning, som skal sikre, at vi ikke overbelaster elnettet, så Bornholm fortsat har strøm i stikkontakten, siger projektleder for Energiø Bornholm Kim Søgaard Mikkelsen.

Ny politisk stillingtagen


Energinets analyse indgår i en business case for tilkobling af Bornholms elnet til Energiø Bornholms elinfrastruktur. Den er netop sendt til politisk godkendelse i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Beslutningen om tilkoblingen af Bornholms elnet til Energiø Bornholm afventer en ny politisk stillingtagen til Energiø Bornholm og udbud på de havvindmølleparker, som skal sende grøn strøm ind til energiøen, fortæller Energinet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT