Gravgaard: Regeringens alvorlige ridser i lakken

De flotte ord om at binde landet sammen fra vores nye regering mangler endnu handling. Vandkantsdanmark venter stadig.

For få uger siden roste vi regeringsgrundlaget. Med god grund. Det rummer alt det, Bornholm har brug for: Større udligning mellem land og by. Kommuneskat fra fritidshusejere. En mere stabil økonomi for udsatte kommuner. På papiret var det skrevet til os.

Men ord er ikke penge. Og torsdagens økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening var den første prøve på, om der er kræfter bag de flotte løfter.

Svaret er nedslående. Vi kan endnu ikke se handlingen.

Regeringen og KL kalder aftalen et historisk velfærdsløft... Servicerammen hæves med 3,3 milliarder. Det lyder af meget. Men når man ser det med bornholmske briller, forsvinder feststemningen hurtigt. Det historiske løft er på mange måder overkommunikation, som går uden om Bornholm.

Det eneste konkrete håb for os ligger i særtilskudspuljen – kassen for almisser til økonomisk trængte kommuner. Den hæves fra 800 millioner til én milliard. Sidste år fik Bornholm 100 millioner af de 800. I år kan vi måske drømme om 120 eller på en god dag 140 millioner. Altså 20-40 millioner mere end vi plejer.

Det tager vi gerne imod. Hver krone tæller. Men lad os kalde det, hvad det er: En almisse. En usikker pose penge, vi hvert år må gå tiggergang efter. Borgmester Frederik Tolstrup havde håbet på, at puljen blev løftet med 600-800 millioner på landsplan. Han fik en brøkdel.

Og imens lurer regningen for en EU-dom om overarbejdsbetaling. Vores kommune forventer at skulle efterbetale mindst 18 millioner. Staten har endnu ikke lovet at betale en krone. Så vi står selv med hele udgiften.

Tolstrup taler om en storbyregering. Han har en pointe. De fleste folketingsmedlemmer bor reelt i hovedstadsområdet. Det er derfra, de fleste ser verden. Og det er svært ikke at få øje på skævheden, når anlægsloftet løsnes for de store kommuner, mens yderkommunerne får en lille pose almisser og ingen arbejdspladser.

Den egentlige sag handler dog ikke om puljens størrelse i år. Den handler om strukturen.

En almisse løser ikke noget på den lange bane. Den gør os afhængige og usikre. Den gør det umuligt at planlægge. Det er svært at lave en langsigtet tilflytterindsats eller bygge de skoler og fritidsklubber, folk vil flytte efter, når man ikke ved, om kassen rækker næste år.

Det, der skal til, er en ægte udligningsreform. En, hvor fattige kommuner med få vellønnede job og mange på overførselsindkomst alligevel får et fundament, de kan bygge velfærd på. Ikke almisser, men en retfærdig fælles velfærdsstat. Så kan vi arbejde strategisk med at udvikle Bornholm og sikre velfærden på den lange bane.

Den reform har regeringen lovet. Vi venter spændt på den.

Det er nu, regeringen skal vise, at grundlagets ord var alvorligt ment. Indtil da må vi nøjes med at konstatere de første ridser i lakken.