Sejren bliver hjemme: Kruse imponerede igen

Sejren bliver hjemme: Kruse imponerede igen
Erwin Lauterbach og Daniel Kruse vandt fredagens dessertkonkurrence. Foto: Sol over Gudhjem
KULTUR | 20. JUN • 09:33
KULTUR | 20. JUN • 09:33

Den årlige Sol over Gudhjem dessertkonkurrence blev vundet af Erwin Lauterbach og Daniel Kruse.

Den bornholmske kok og indehaver af Det Røde Pakhus, Daniel Kruse, blev tidligere på året udråbt til Bornholms bedste kok af Tidendes aviskok.

Det skete i forbindelse med at han kokkererede sig til en sølvmedalje i DM for kokke, og fredag beviste han så igen, at der er noget om snakken. Denne gang på hjemmebanen til Sol over Gudhjem.

Her deltog han som et hold sammen med sin gamle læremester Erwin Lauterbach, som er indehaver af Saison Food, hvor Kruse i sin tid blev oplært.

– Vi synes bestemt, at vi fik det frem på tallerkenen, som vi gerne ville. Tanken var, at det skulle være noget, som vi arbejdede sammen om på Saison i sin tid for at få den samme følelse og madstil frem som dengang, og det synes jeg lykkedes rigtig fint, siger Daniel Kruse i en pressemeddelelse efter sejren.


Vinderdesserten var bread pudding af Bager Dam croissant med bornholmske rabarber og madagaskar.dk vanilje, skum af Callebaut Velvet White Chocolate og Lavazza Tales of Napoli kaffe på toppen. Foto: Sol over Gudhjem

Holdene skulle både præsentere en oste-ret, en dessert og en tilhørende cocktail, og som noget nyt skulle holdene i år integrere et restprodukt fra en dansk producent i deres dessert.

Vinder-duoen havde valgt et restprodukt fra den lokale Bager Dam, og det var et stolt makkerpar, som stod med sejren på den store scene ved havnen i Gudhjem.

– Det er jo simpelthen ikke gået op for mig endnu, at vi har vundet. Jeg havde ikke rigtig en fornemmelse af, hvordan det gik, men da jeg så, hvordan Daniel satte tingene sammen, tænkte jeg, at vi faktisk har en chance, selvom de andre truede os med deres høje niveau, lød det fra Erwin Lauterbach.

Vandt 20.000 kroner

I år bestod det kyndige dommerpanel af ingen mindre end Brian Mark Hansen fra Hornbæk Hotel, Freja Krarup fra Maison d’Angleterre, Jesper Koch som er kok og gastronomisk iværksætter og Kenneth Toft-Hansen som ejer Svinkløv Badehotel.

Det var et samlet, imponeret dommerpanel, som udråbte vinderholdet på baggrund af håndværket - og især smagen.

– Jeg synes, det generelle niveau har været utroligt højt i dag. Jeg har været dommer ved Sol over Gudhjem i mange år, og vi har set rigtig mange gode ideer og x-faktor i år. Der var ikke nødvendigvis et enkelt afgørende element, men vinderholdets osteret var en fantastisk mundfuld sammen med et utroligt højt niveau over hele linjen, fortæller Jesper Koch.


Osteretten her var noget af en himmerigsmundfuld for Jesper Koch, som var en del af dommerpanelet. Foto: Sol over Gudhjem

Ud over til hæderen og anerkendelsen modtog vinderholdet en pengepræmie til en værdi af 20.000 kroner.

Ved sidste års Sol over Gudhjem rykkede dessertkonkurrencen for første gang op på hovedscenen med en hel dag dedikeret til desserterne og dækket af live tv-transmission, hvor seerne kunne følge dessertkokkene på nærmeste hold.

Det var en stor succes, som kun voksede sig større i år, lyder det fra arrangøren.

– Vi ser helt generelt en voksende interesse i hele arrangementet, og her er dessertkonkurrencen uden tvivl et af de bærende elementer i forhold til, hvordan vi år for år udvider oplevelsen til Sol over Gudhjem. Med endnu mere fokus på dessertkonkurrencen, introduktionen af madmarkedet og Leg med Maden-tiltaget for børnene, oplever vi en enorm interesse i gastronomien, og vi er utroligt glade for at se alle de gæster og tilskuere, som hygger sig igennem hele weekenden, mens vi er her, siger direktør og grundlægger af Sol over Gudhjem, Mikkel Marschall.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem.
Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
FÅ ABONNEMENT