Nu kan Hammershus få ny forpagter

Nu kan Hammershus få ny forpagter
Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Lørdag 15. oktober 2022 • 08:38
ERHVERV | Lørdag 15. oktober 2022 • 08:38

Hvert femte år skal forpagterskabet af Hammershus Besøgscenter og café sendes i udbud, og det er dermed første gang, forpagterskabet kan skifte hænder siden Michael Møller vandt det i 2018. 

Efter to år med Michael Møller ved roret er forpagterskabet på Hammershus Besøgscenter nu igen i udbud. Men det har nu ikke noget med den nuværende forpagter at gøre, understreger Søren Friese, skovrider ved Naturstyrelsen Bornholm .

– Der er ikke noget dramatisk i det. Vi skal bare konkurrencesætte det hvert femte år. Sådan er reglerne, fortæller han. 

Og det betyder altså, at det meget vel kan blive den samme forpagter, der fortsætter, hvis det har interesse. Men det er svært at sige, hvor sandsynligt det er, at det sker. 

– Jeg er forpligtet på at gøre det mest fordelagtige for staten. Så det handler også om, hvor stor en procentdel af omsætningen, forpagteren er klar til at betale til staten. 

Og så vurderes der også på erfaring, om man kan stille en bankgaranti og selvfølgelig om den nye forpagter kan levere det koncept, der efterspørges på besøgscenteret. 

Selvom det er første gang siden opstarten, at besøgscenteret ryger i udbud, så er det bestemt ikke en opgave Søren Friese er ny i. Der er nemlig adskillige steder på øen, der jævnligt ryger i udbud - blandt andet Christianshøjkroen, som Michael Møller også er forpagter på. 

Og Søren Friese er da heller ikke bekymret for processen. 

– Det er jo ikke fordi der er decideret rift om det, men der plejer at være fem-seks gode bud på en fremtidig forpagter. 

Naturstyrelsen forventer at skrive kontrakt den 16. december, og den kommende forpagter kan starte i lokalerne den 1. januar. 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT