Næsten alle hans virksomheder vokser på nær én: 'Det er et svært marked'

Næsten alle hans virksomheder vokser på nær én: 'Det er et svært marked'
Jan Rasch-Andersen kan pryde sig med flotte regnskaber fra seneste regnskabsår. Foto: Allan Rieck (2018)
ERHVERV | Lørdag 12. marts 2022 • 19:30
ERHVERV | Lørdag 12. marts 2022 • 19:30

Han gør sig i byggebranchen. Og selvom den har været præget af høje materialepriser og langsomme leveringstider, så klarer Jan Rasch-Andersens virksomheder det rigtig godt. Alle leverer overskud på nær en ny virksomhed, han startede i 2020.

Jan Rasch-Andersen har haft et tilfredsstillende år, hvis han selv skal sige det. Han ejer selskaberne Rasch-Andersen Ejendomme, Rasch-Andersen Holding, Ejendomsservice Bornholm og K-Bornholm. Alle Jan Rasch-Andersens selskaber på nær nystartede K-Bornholm leverer overskud, og de er alle kommet godt ud af corona.

Holdingselskabet, der så at sige ejer Jan Rasch-Andersen andre virksomheder, ligger med et resultat på lidt over 3 millioner kroner. Men det er altså ikke fordi, Jan Rasch-Andersen kører rundt i fint tøj og i en dyr tesla-bil. Pengene bliver brugt på noget andet, fortæller virksomhedsejeren.

– Det er jo ikke fordi, at jeg står med pengene i hånden. Men det er gået meget godt, og det er gået stille og roligt. Pengene bliver geninvesteret og brugt på afdrag og gæld. Jeg er ikke gældfri endnu – der går mange år, men når der er lån, man kan indfri, så skal man gøre det, siger Jan Rasch-Andersen.

Det eneste minus Jan Rasch-Andersen kan finde i sine regnskaber er hos K-Bornholm, også kendt som Kvik-Rønne. Det er et nystartet firma og butik, hvor han sælger interiør og køkkener. Firmaet har eksisteret i knap et år med et dertilhørende resultat på minus 343.000 kroner.

– Jeg er ikke tilfreds med starten, men det er et svært marked. Og det er dyrt med opstart af firma, og vi har været præget af corona og så videre, siger Jan Rasch-Andersen.

— Men jeg forventer et positivt resultat næste år.

Nogen bremser servicen 

Hans store virksomhed er Ejendomsservice Bornholm. De arbejder med at udskifte, døre, vinduer, vedligehold, og reparation af bygninger.

Ejendomsservice Bornholm præsterede i regnskabsåret 2021 at lave et overskud på 335.000 kroner. Selvom det er en markant forbedring af tidligere regnskabsår på 200.000 kroner, skyldes det ikke noget bestemt. Det er og bliver, som det altid har været hos Jan Rasch-Andersen og Ejendomsservice Bornholm. Næsten.

– Det har været som det plejer. Der er ikke sket de store ændringer. Det synes jeg ikke. Der kommer måske store ændringer fremover, når håndværkerfradraget forsvinder 1.april, siger Jan Rasch-Andersen.

Noget som Jan Rasch-Andersen derimod håber ændrer sig, det er kommunens langsomme sagsbehandling af byggetilladelser. Jan Rasch-Andersen fortæller, at det udfordrer hans arbejde i Ejendomsservice Bornholm.

– Mit arbejde bliver besværliggjort af ventetiden på byggetilladelser. Der er sager, vi har søgt på i sommer, som vi ikke har hørt fra endnu. Det kan være vinduer, der skal skiftes, som vi skal vente rigtig lang tid på. Det burde de kunne gøre bedre, siger Jan Rasch-Andersen.

FÅ ABONNEMENT