Møbelbutik lukker
Ejeren af My Home tror ikke længere på at kunne gøre driften rentabel og lukker derfor sine butikker. Også My Home i Aakirkeby står foran lukning.
Det er slut med at handle lænestole og dobbeltsenge i møbelkæden My Home.
Kædens ejer, Jan Hallas, har nemlig besluttet sig for at lukke de resterende 23 butikker. Det siger han til Wood Supply. Dermed lukker også butikken i Aakirkeby.
– Branchen er hård, og vi lever ikke op til vores egne forventede tal.
– Jeg har lovet mig selv og min familie, at hvis jeg ikke kan se lys for enden af tunnelen, vil jeg lukke My Home i rettidig omhu. Og det gør jeg nu, siger Jan Hallas til erhvervsmediet.
Kædens direktør H.C. Andersen siger til Tidende, at der er tale om "en kontrolleret nedlukning" af butikkerne, så alle medarbejdere får deres løn, og alle forpligtelser bliver overholdt.
Butikken i Aakirkeby lukker "i tråd med de andre", siger han uden at kunne sætte en eksakt lukkedato på.
Han forventer dog, at vi kan handle i My Home på Nordvangen i Aakirkeby året ud.
Det var tidligere den lokale erhvervsmand Ernst Madsen, der ejede My Home-butikken i Aakirkeby, men den har han solgt til kæden for nogle år siden.
I slutningen af 2023 talte Tidende med ham, fordi ejendommen var sat til salg – det er også Ernst Madsen, der ejer dén. Dengang var det meningen, at My Home-kæden skulle fortsætte, også efter et eventuelt salg af bygningerne på Nordvangen.
Købt for en krone
My Home blev stiftet i 2006 af Jan Hallas selv. Siden solgte han den til svenske BHG Group. Men da BHG Group kom i vanskeligheder sidste efterår, købte han kæden tilbage igen for en krone i forventning om at kunne vende det daværende minus til et plus.
Den mission har han altså opgivet nu. I stedet vil Jan Hallas lukke forretningen ned, mens der stadig er penge til at betale alle kreditorer det, de har til gode.

NYT JOB
MEST LÆSTE


Röryggjuer
Kan bruges om en rød ko, tyr eller kalv med en hvid stribe langs ryggen. Man kan eksempelvis tale om ‘et röryggjut kraitur’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration