Mejeriet finder nye markeder og belønnes med initiativpris

Mejeriet finder nye markeder og belønnes med initiativpris
Michael Almeborg (tv), regionalforeningsleder for DI Bornholm, og borgmester Jacob Trøst (i midten) overrakte initiativprisen til mejeridirektør Per Olesen. Foto: Holger Larsen
ERHVERV | Mandag 18. december 2023 • 11:31
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 18. december 2023 • 11:31

Bornholms Andelsmejeri har mandag formiddag modtaget DI Bornholms initiativpris 2023.

Bornholms Andelsmejeri i Klemensker modtog mandag formiddag DI Bornholms initiativpris 2023, som mejeriet modtager for et vedvarende bidrag til innovation, produktudvikling og bæredygtighed.

Prisen blev overrakt af Michael Almeborg, regionalforeningsleder for DI Bornholm, og borgmester Jacob Trøst ved et arrangement i mejeriets kantine, hvor der både var alkoholfri gløgg, brunkager og blåskimmelost på menuen.

"Virksomheden har skabt et stærkt grundlag for vækst ved at tænke innovativt og skabe nye bæredygtige løsninger i en verden præget af forandring og usikkerhed", hedder det blandt andet i begrundelsen for prisen, som Michael Almeborg læste op.

Michael Almeborg tilføjede, at mejeriet er en god og inspirerende rollemodel for det øvrige bornholmske erhvervsliv.

Dansk Industri Bornholms initiativpris anerkender virksomhedens konstante stræben efter at forny sig og ekspandere på nye markeder samt deres dedikation til at reducere CO2-udledningen i samarbejde med de bornholmske mælkebønder.

Borgmester Jacob Trøst roste i sin tale mejeret for at have vist, at det er muligt at kombinere vækst med at vise klima- og bæredygtig ansvarlighed, og han glædede sig over, at mejeriet er med til at holde hjulene i gang på Bornholm.

Vækst i Sydamerika

Når gamle markeder lukker ned eller bliver lidt mere træge, må man finde nye markeder – og det har mejeriet gjort i Sydamerika hen over de seneste år med udvikling af oste, der matcher smagspræferencerne i regionen.

– Vi arbejder hele tiden med udvikling for at finde nicher i markedet, så vi kan betale de omkostninger, der er forbundet med at ligge på Bornholm, og samtidig betale en god pris til vores andelshavere, sagde mejeridirektør Per Olesen, da han takkede for prisen.

– Vi udvikler hele tiden nye oste. Det seneste er nogle grilloste i marinade som et alternativ til kød, sagde Per Olesen.

Mejeriet eksporterer 96 procent af produktionen til 38 lande rundt på alle kontinenter.

– Vi laver syv millioner kilo ost om året. Det svarer til, at vi sender seks-syv lastbiler af sted hver uge, sagde Per Olesen.

Mejeridirektøren oplyste, at mens en ko for omkring 20 år siden producerede otte tons mælk om året, producerer den i dag næsten 11 tons. Derfor kan der i dag produceres 60 millioner kilo mælk på Bornholm af færre køer end tidligere.

– Det gør, at vi kan nedbringe vores klimapåvirkning. Klima fylder meget på dagsordenen, og der er nogle klimamål, som dansk landbrug skal nå i 2030. Dem arbejder vi også med her på mejeriet. For det er vigtigt for forbrugerne at vide, at de kan købe klimavenlig mælk fra de mest effektive landmænd i verden.

Skal blive bedre

Per Olesen sagde, at det danske klimaaftryk pr. liter mælk er væsentligt lavere end verdensgennemsnittet

– Men vi skal blive endnu bedre for at få lov til at producere vores varer til de danske forbrugere og ude i verden, fordi det bliver der fokus på, sagde han.

Per Olesen havde i den forbindelse en appel til politikerne og det omgivende samfund:

– Vi taler i bestyrelsen meget om, hvordan de fem-ti mælkeproducenter, som der bliver i fremtiden, kan klare sig, så de stadig kan levere de 60 millioner kilo mælk om året, som er forudsætningen for mejeriets eksistens. Der skal man skabe nogle forhold, som gør, at de få producenter kan levere den nødvendige mælk, sagde Per Olesen.

Mejeridirektøren takkede for prisen og bebudede, at mejeriet vil arbejde for at få den gode historie frem i lyset:

– Bornholms Andelsmejeri er hele Bornholms virksomhed og ikke bare en "lille osteklokke i Klemensker". Vi vil gerne have, at bornholmerne er stolte af deres mejeri, sagde Per Olesen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT