Mangel på arbejdskraft rammer hårdt i fremtiden

Mangel på arbejdskraft rammer hårdt i fremtiden
Frem mod 2040 falder den bornholmske arbejdsstyrke med 11 procent, viser ny analyse fra Dansk Erhverv. Arkivfoto
ERHVERV | Onsdag 26. april 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Onsdag 26. april 2023 • 15:30

Bornholm er en af mange kommuner, som ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv kommer til at mangle arbejdskraft.

Tre ud af fire kommuner kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Hele 74 kommuner vil opleve et fald i antallet af indbyggere i den arbejdsdygtige alder, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, og Bornholm er ingen undtagelse.

Analysen kigger på udviklen fra 2022 til 2040. I den periode vil Bornholm ifølge Dansk Erhverv opleve en tilbagegang i antallet af indbyggere i den arbejdsdygtige alder på 2.700, hvilket svarer til 11 procent. Det placerer Bornholm på niveau med Aabenraa, Haderslev, Odsherred og Varde.

Ifølge Dansk Erhverv kan det have voldsomme følger, hvis virksomhederne ikke kan skaffe de nødvendige medarbejdere. I værste fald kan det få dem til at søge væk, hvilket kan gøre det vanskeligt at opretholde et levedygtigt erhvervsliv i visse dele af landet.

– Samlet set er der i 2040 udsigt til 85.000 færre personer mellem 20 og 69 år. Det er et problem i sig selv. Vi kan også se, at 30 kommuner har udsigt til et fald i arbejdsstyrken på 10 procent eller mere. Det er voldsomt bekymrende, for hvis arbejdskraften forsvinder, så gør virksomhederne det også. Derfor skal vi have reformer, som sikrer, at udbuddet af arbejdskraft vokser. Det er helt afgørende, hvis vi skal have et levedygtigt erhvervsliv i alle dele af Danmark, siger arbejdsmarkedschef Peter Halkjær i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Seneste halvår opgav danske virksomheder at besætte godt 60.000 stillinger, så de har allerede store udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Hvis det forværres yderligere, kan det betyde, at kun virksomheder omkring de store byer kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Det må ikke ske, mener Peter Halkjær,

I Østjylland og københavnsområdet kan man se frem til en vækst i antallet af indbyggere i den arbejdsdygtige alder frem mod 2040.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT