Le Ports moder knokler stadig løs som 76-årig: 'Nogle gange arbejder jeg nærmest gratis'

Selvom hun for længst har rundet folkepensionsalderen, er Jette Jantzen fortsat en driftig forretningskvinde. I 36 år stod hun i spidsen for restaurant Le Port, og de seneste 11 år har hun drevet Café Misty. Vangs "københavnerpige" er dog begyndt at tænke på, hvor lang tid hun kan blive ved.

I en tidlig alder stod det klart for Jette Jantzen, at hun ville noget andet end at sidde med næsen begravet i bøgerne.

– Jeg hadede at gå i skole, for der var nogle dumme lærere. Jeg er ordblind, og der var 30 i klassen, så os, der ikke var så kloge, røg bagerst, fortæller hun.

Da hun var 12 og et halvt år, fik hun sit første arbejde. Hun blev ansat til at pille radiser og plukke persille på et gartneri på Amager, og her var hun, indtil hun fyldte 21 år. Hendes interesse for grøntsager var så stor, at hun også åbnede sin egen lille grøntforretning som 16-årig, men da hun ikke var myndig, var det på papiret hendes mor, som stod for det.

Om vinteren skulle hun finde noget andet at lave, for der fandtes ikke understøttelse til unge dengang.

– Jeg tog de job, jeg kunne få, fortæller Jette Jantzen, som blandt andet ernærede sig i de kolde måneder ved at arbejde i en bager.

Et andet bijob hun tog var som medhjælper i landbrugets restaurant på Axelborg i København. Det blev en øjenåbner og kom til at forandre hendes liv for altid.

– Ekko Danmark var en fed restaurant i julemåneden, og der blev jeg bidt af faget. Og gennem det kom jeg af bagvejen ind til andre restauranter i København, fortæller Jette Jantzen.

Købte Vang Bodega

Da hun blev ansat på Pub Caféen, mødte hun Steff Mortensen, som var ansat som køkkenchef. De forelskede sig og blev gift, og Jette Jantzen blev nu Jette Mortensen. Da de købte en frokostforretning sammen i København, var livet lagt på skinner, men en tredages weekendtur til Bornholm i 1975 fik Jette på andre tanker.

– Jeg tænkte, at her vil jeg bo. Men Steffs sagde, at han skulle fandeme ikke bo på Bornholm, fortæller hun.

På turen til Bornholm havde de mødt Tom Rønne, som læsere af Tidende nok kender fra historien om de falske dollarsedler. Han ringede ved nytår og fortalte, at Vang Bodega var til salg og allerede kunne overtages fra 1. januar 1976.

Jette tøvede ikke og flyttede ind sammen med sine to børn på seks og syv år, mens Steff blev tilbage og tog sig af frokostforretningen i København og deres hus i Rågeleje.

Hun havde en klar vision om, at den gamle bodega kunne laves om til en flot restaurant med øens bedste udsigt. Men det tog noget tid at få forvandlet det faldefærdige hus, som kun havde et lillebitte køkken.

– Der var ingen vinduer nogen steder, og der skulle laves badeværelser ovenpå, og jeg havde også en murer til at arbejde på huset i tre måneder. Så det var en stor opgave, og jeg var lige ved at opgive undervejs, fortæller Jette Mortensen, som grundet den tynde tegnebog selv måtte hive malerpenslen frem for at male alt det indvendige og bagefter alt det udvendige.

Bragte gastronomi til øen

Efter flere måneders hårdt arbejde åbnede restaurant Le Port den 1. maj 1976. Inspirationen til navnet fik hun fra en restaurant i Espergærde med samme navn, som var ejet af en af Jette og Steffs gode venner. Og da restauranten i Vang samtidig lå tæt på havnen, syntes hun, at det var et passende navn, da Le Port betyder havnen på fransk.

Efter et år overgav Steff sig og flyttede til Bornholm, og det gjorde det muligt at tilbyde Le Ports gæster noget mad, som man på daværende tidspunkt ikke kunne finde andre steder på øen. Steff var nemlig en dygtig kok, som tidligere i karrieren havde arbejdet på Hotel Østerport for restauratør og hotelejer Ejler Jørgensen, som lancerede det franske køkken i Danmark.

Men selvom Le Port kunne tilbyde gastronomi på menukortet, blev det ikke en succes med det samme.

– Det var svært de første to-tre år. Jeg kom hertil som 28-årig, og mange af de lokale var nysgerrige, men de så mig også som en "københavnerpige", siger hun og fortæller, at hun var nødt til at sælge sin gamle bil og i perioder tage arbejde i "fisken" og med rengøring for at kunne betale alle regningerne.

Det hjalp heller ikke, at hun stædigt holdt fast i, at der skulle være åbent om vinteren, selvom der ikke kom så mange turister til øen på den tid af året.

Store hotelplaner

Hvad værre var, at sommerturisterne mod slutningen af 80'erne også begyndte at svigte solskinsøen. Det gjorde, at hun måtte droppe store tanker om at lave et hotelbyggeri. Oprindeligt ville hun lave fem dobbeltværelser ovenpå Le Port, og i 1987 gik hun med ideen om at bygge 27-28 små lejligheder på den skrånende grund ned mod havnen.

– Men jeg var blevet alene på det tidspunkt, og jeg vidste ikke, om jeg kunne styre sådan noget, fortæller Jette, som blev skilt fra Steff Mortensen i 1985.

– Og da turisterne ikke gad komme længere, og jeg kunne se, at der på Balka var et hotel, som var ved at gå bankerot, så tænkte jeg mig om og droppede planerne.

Det er hun glad for i dag.

– Det ville have været Le Ports undergang, det er helt sikkert, for jeg ville have lidt rentedøden, siger hun og fortæller, at hun i forvejen betalte 28 procent i rente på et lån på halvanden million kroner, og at hun skulle have lånt yderligere syv-otte millioner kroner for at have råd til at opføre de skagensbygninger på grunden, som hun havde på tegnebrættet.

– Men i dag ville det da have været dejligt at have haft så mange ferielejligheder, som man kunne have frasolgt for en million kroner stykket, konstaterer hun.

Søn og svigerdatter overtog

I stedet for at blive hotelejer, udvidede Jette forretningen på en anden måde. Hun købte havnekiosken i 1989, som hun ansatte nogle unge piger til at stå for om sommeren. Selv fortsatte hun med at varetage Le Port, som oplevede stor fremgang i halvfemserne og nullerne, indtil finanskrisen kom.

På restauranten fik hun selskab af sønnen Kim, som kom i lære som kok og senere blev køkkenchef, ligesom stedfaderen Steff havde været det.

– Kim er en sindssyg dygtig kok, ligesom Steff også var det, fortæller Jette, som i 2012 lod sønnen og svigerdatteren Gabriela Jantzen overtage restauranten.

– Jeg tænkte, at lige pludselig er du 70 fru Mortensen, så det var nok et godt tidspunkt at stoppe, fortæller Jette, som trods en alder på 65 år ikke trak sig tilbage for at nyde sit otium, men for at koncentrere sig om at drive havnekiosken.

Hun ændrede dog konceptet, så det mere blev en café, og derfor gav hun det også navnet Café Misty.

– Det skulle være sådan, så jeg selv kunne holde ud at være der, så jeg ville gerne lave det til noget mere end bare et iskagehus. Nu kan man også få sandwiches, og der er gode siddepladser både inde og ude, og der er lavet store vinduespartier. Så jeg har fået et rigtig hyggeligt sted her, siger Jette, som efter mange år som Mortensen igen officielt hedder Jantzen.

Arbejder nærmest gratis

Nu er hun blevet 76 år, og hun kommer stadig hver dag i caféen for at servicere de mange gæster, især vandrere, som kommer forbi. Det kan ikke være anderledes.

– Jeg ville dø, hvis jeg stoppede med at arbejde, for jeg har altid arbejdet.

– Nogle gange arbejder jeg nærmest gratis, for min indtægt bliver modregnet i min pension, siger Jette, som især nyder, når der kommer gamle gæster fra Le Port på besøg i caféen.

– Man får hurtigt et personligt forhold til personer, som har besøgt restauranten i mange år, siger hun og fortæller, at der selvfølgelig også er mange nye ansigter, som besøger caféen, og det har tvunget hende til at følge med tiden.

– Nu har vi også en vegetarret, for det er man nødt til at have i dag.

På et eller andet tidspunkt skal arbejdslivet selvfølgelig stoppe, og tegnene begynder da også at vise sig.

– Jeg har gigt i armene, så jeg ved ikke, om jeg fortsætter, til jeg er 80 år, fortæller hun.

Hun er samtidig spændt på, hvad der kommer til at ske med cafeen og med restauranten, når hun selv er væk, og når hendes søn og svigerdatter - som er i halvtredserne - en dag går på pension.

– For jeg har ikke nogen børnebørn, så der er ikke nogen ny generation på vej til at overtage, siger Jette Jantzen, som fortsat bor ved siden af Le Port og har sin daglige gang på restauranten, hvor hun stadig bager det kendte anisbrød.