I mange år lå der en bornholmsk butik i Torvehallerne. Den lukkede for tre år siden, og det faldt sammen med bortfaldet af traditionen omkring Juleskibet, som Susanne Bloch holdt meget af. Det er hendes forhåbning, at den nye købmand kan overtage rollen som et samlingspunkt omkring bornholmske fødevarer.
Indvielsen fandt sted ved 14-tiden, og det symbolske snoreklip stod Georg Julin for. Han var med til at udvikle fødevarefortællingen i 00’erne, hvor han blev udpeget som fødevareambassadør og med EU-støtte i ryggen var med til at stable Gourmet Bornholm på benene. Susanne Bloch fandt det derfor oplagt, at den tidligere ambassadør, der i sin tid inspirerede hende til at hoppe med på madbølgen og eksperimentere med pastaproduktion, ”officielt åbnede Bornholms uofficielle fødevareambassade”, som hun betegner den 12 kvadratmeter store købmandsbutik.
Georg Julin er glad for at kunne støtte det nye initiativ, som ligger i naturlig forlængelse af den indsats, han for næsten 20 år siden gjorde for at forene Bornholms dengang væsentligt færre fødevareproducenter om en fælles markedsføring.
– Jeg husker de producenter, der var med i starten. Det var deres omstillingsparathed, der var skyld i succesen, siger Georg Julin.