ERHVERV / 27. JAN • 11:12

Knudsker El: Derfor bliver Energiøen en kæmpe gevinst

Knudsker El: Derfor bliver Energiøen en kæmpe gevinst
Direktør i Knudsker EL kan endnu ikke sige, om det vil betyde flere ansatte. Foto: Søren Sorgenfri
Journalist

Direktør i Knudsker El Anders Mahler håber, at energiø-opgaver falder deres vej. Men selv hvis de ikke gør, er han stadig glad. 

Lige meget hvordan Anders Mahler vender og drejer mandagens store energinyhed, kommer det til at betyde fremgang for Knudsker El.

– Det betyder, at jeg uden at blinke kan sige, at vi har masser at lave de næste fem år, siger direktøren i el-virksomheden.

Den positive melding kommer, efter at Danmark og Tyskland har skrevet under på en historisk stor aftale, der skal gøre Energiø Bornholm til virkelighed.

– Nu når energiøen kommer, betyder det, at der kommer noget direkte arbejde, vi kan være med til at lave. Der er midlertidig beboelse, der skal bygges. Der skal laves en masse el, VVS, ventilation, sikring og bygningsinstallationer, siger han.

Det er endnu ikke på plads, hvilke virksomheder der kan skrive energiøen på som en af deres arbejdsopgaver, men det er en opgave, som Ander Mahler håber, at Knudsker El bliver en del af.

– Det vil potentielt kunne være mellem 10 og 30 mænd, som skulle træde til i forbindelse med energiøen. Det er alt efter, hvilken konstellation der kommer, siger han.

Men selv hvis Knudsker El ikke skal sætte mandskab ind på arbejde med energiøen, kommer mandagens aftale stadig til at få en positiv effekt på virksomheden.

– Hvis det ikke er os, der skal lave noget i Sose på anlægget - selvom det ville undre mig meget, hvis vi ikke får et eller andet arbejde der - vil det gøre, at vores konkollegaer flytter deres fokus over på det her projekt. Det gør, at nogle markeder internt på Bornholm vil få vores fokus, hvor kunder vil have behov for den samme service.

– Hvis vores kollegaer i branchen får en masse arbejde derude, vil man som virksomhed have svært ved at være to steder på en gang. Så der vil være nogle andre kunder på Bornholm, der efterspørger en ydelse, siger Anders Mahler.

Skal ikke kun løses af bornholmere

Direktøren i Knudsker El påpeger, at virksomheden de seneste år har eskaleret op på deres bemanding i forbindelse med store projekter på blandt andet Rønne Havn. Ifølge ham betyder det også, at de er klar til at varetage opgaver i forbindelse med Energiø Bornholm.

– Vi er det eneste firma, der har den størrelse, vi har. For at kunne levere til det her projekt vil det unægteligt påvirke en virksomhed rigtig meget. Men vi har de sidste par år haft de to-tre største el-entrepriser på Bornholm, og derfor har vi i en helt anden grad mulighed for at kunne tilpasse os sådan en opgave, uden at det går ud over vores normale kunder, siger han.

Selvom Knudsker El gerne vil have en masse at lave i forbindelse med Energiø Bornholm, mener han dog, at det er urealistisk at tænke, at opgaverne alene kommer til at ligge hos bornholmerne.

– Det kan ikke løses af Bornholms håndværkere udelukkende. Det er fuldstændig utopi at forestille sig, der vil komme en masse håndværkere og entreprenører overfra, men det er klart, at det vil dryppe af på os som håndværkere. Men jeg tror, at alle CVR-numre på Bornholm vil mærke det positivt.

Han kan dog ikke svare på, om der vil blive ansat flere i Knudsker El i den kommende tid for at forberede sig på endnu flere opgaver.

– Det kommer an på timingen i forhold til det igangværende arbejde. Kasernen bliver færdig i løbet af sommeren, og Bo42 bliver også færdig inden for et års tid. De folk er disponible, så hvis vi bare kan tage de folk direkte og flytte ud til Sose for at arbejde, er det fantastisk. Men det er et puslespil, der skal gå op.

– Enten bliver det en kombination af vores egne, vikarer og nyansættelser, siger Anders Mahler.

Og selvom Anders Mahler ikke allerede er i gang med ansættelsessamtaler, har aftalen mandag gjort, at virksomheden bliver mere risikovillig.

– Det gør lige nu og her, at man ikke er bange for at tage tre, fem eller syv lærlinge her til sommer.

Er allerede i gang

Selvom aftalen førte til gule bjælker i de danske medier og jublende politikere, ændrer aftalen ikke på Anders Mahlers og virksomhedens arbejde mod at sikre sig arbejde i forbindelse med Energiø Bornholm. Faktisk kommer de blot til at fortsætte det arbejde, som de allerede er i gang med.

– Arbejdet, der starter nu, er ikke så meget anderledes end det, som vi har været i gang med siden begyndelsen. Vi er hele tiden ude i de forskellige fora, både i forhold til Baltic Energy Island, Offshore Center Bornholm og andre store danske entreprenører, der er interesseret i Energiø Bornholm. Vi har en dialog med dem alle sammen for at fortælle, hvilke konstellationer vi kan tilbyde. Vi skal hele tiden gøre os til over for de her udenøs-aktører, der skal til Bornholm.

Men noget har dog alligevel ændret sig, efter der mandag blev sat krusseduller på aftalen.

– Vores visioniske overvejelser de seneste år, hvor vi gerne vil have skaleret op på antallet af lærlinge, kan nu koges ned til en strategi. Nu er vi mere sikre på, at det sker. Det vil sige, at vi tør spænde buen lidt mere i forhold til vores mandskab og i at investere i ting, som gør, at vi kan servicere energiøen.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT