Journalist af den gamle skole

Bjarne Hansen begyndte allerede at arbejde som journalist som 13-årig, og han har ikke tænkt sig at stoppe med at drive sin netavis Bornholm.nu, med mindre han skulle finde en yngre klon af ham selv. Og de findes ikke, mener han.

Denne artikel er ikke i Bjarne Hansens ånd. For selv skriver han hellere helt kort, faktuelt og refererende, sådan som han er blevet skolet til, siden han som 13-årig fik en fod indenfor avisbranchen i sin barndomsby Nykøbing Sjælland. I dag er strategien også hans levebrød, når han dagligt lægger ultrakorte nyheder op på sin webavis Bornholm.nu, som med tilskyndelse fra sin tidligere chef på DR Bornholm gik i luften i 2001. Og ifølge Bjarne selv var den tidligere radiochef kun glad for at slippe af med sin stædige medarbejder.

Selv har han heller ikke fortrudt, at han gik solo, for det er rart at kunne bestemme selv, synes han, og med en trafik på op til 2 millioner visninger er bornholm.nu også blevet en profitabel gesjæft, ligesom der som gammel traver i branchen endda er tid til at kede sig lidt. Derfor har han de seneste par år også kastet sig ud i at lave podcast, fortæller han, da vi sidder i et tidligere cykelskur i haven, som er blevet indrettet til formålet, med mikrofoner, bløde sæder og vægge tapetseret med lyddæmpende skum.

– Her interviewer jeg alle, der har en sjov og god historie. For eksempel direktøren fra Bornholms Brand. Han har jo været landmand. Det vidste han ikke, jeg ville spørge ham om. Men når du tjekker ham, kan du se et gammelt CVR-nummer, fortæller den garvede nyhedshund indviende, inden han graver sig tilbage til sin egen histories begyndelse.

Ærkerød far

– Som barn voksede jeg op med to ældre søskende, der var 10 og 14 år ældre end mig selv. Så jeg er en rigtig efternøler og et ønskebarn. Og med det udgangspunkt fulgte visse fordele, fortæller han. For mens hans søskende som små voksede op under beskedne kår i en fugtig baggårdslejlighed i Nykøbing, voksede han selv op i et hus i udkanten af byen. Moren var dagplejemor og faren var fagforeningsmand ved siden af sit job som plejer på byens statshospital for psykisk syge.

– Og dengang fik man som statstjenestemand muligheden for at få statsgaranteret lån, så derfor købte de den her store grund i udkanten i byen, hvor de dyrkede grøntsager.

Bjarne Hansen smiler, så overskægget strækkes ud.

– Mine søskende siger jo, jeg var forkælet. Og det har jeg nok været til en vis grænse, indrømmer efternøleren, der ikke kun voksede op med mere plads, men også færre regler.

– Min far var blevet det ældre og havde vel også lært af det, så hvor mine søskende voksede op under meget streng disciplin, voksede jeg selv op med en meget stor grad af frihed.

Til gengæld stod de politiske grundværdier i barndomshjemmet ikke til diskussion, husker han og banker hårdt i bordet mellem os.

– Jeg kan huske, min far slog i bordet og sagde, at vi aldrig skulle glemme, at vi kom fra et arbejderhjem. Det var virkelig vigtigt. Min storebror stillede på et tidspunkt op for de konservative, og han var ved at blive gjort arveløs, siger han og slipper en latter løs.

– Men min far voksede op i fiskerfamilie og havde opdaget, at hvis man meldte sig ind i Socialdemokratiet, havde man mulighed for at præge samfundet i den rigtige retning, og alle de dyder, som de dengang havde, lå dybt i ham.

Og i mangel af en rød avis holdt faderen byens radikale dagblad, fordi den havde en masse lokalstof.

– Og hver dag hidsede han sig helt vildt op over lederen, så han var ved at få hjertestop, fortæller han og griner igen.

Sådan fulgte der også mange sjove episoder med det at have en ærkerød socialdemokrat som far, husker han.

– Som dreng spillede jeg fodbold på ret højt niveau. Så jeg skulle jævnligt have fri, og så var det min far, der kørte med min avisrute, og engang var avisen forsinket, og dengang fik avisbudene ikke ventepenge, og min far blev simpelthen så tosset over, at han skulle stå der og vente. Så han HIDSEDE sig op. Og siden den dag fik avisbudene ventepenge. Så det var, det der socialdemokratiske blod.

”Den fødte journalist”

Selv fik Bjarne Hansen også vendt dagsordenen, da han som dreng ved et tilfælde blev overavisbud.

– Det betød, at jeg skulle passe telefonen efter arbejdstid og så køre ud med glemte aviser. Og der fik jeg indført, at man trak en krone fra avisbudene, hvis de havde glemt en avis, siger han og smiler.

– Så ophørte det jo. Så var der jo ikke nogen glemte aviser tilbage, ler han.

– Pludselig havde jeg masser af tid og skulle primært passe telefonen.

Men den lange ventetid mellem telefonopkaldene skulle til gengæld vise sig at blive adgangsbilletten til hans drengedrøm.

– Før jeg selv kunne læse, læste min mor de her Janbøger højt for mig, som dengang var en vildt populær bogserie om kriminalkommissærens søn, der hed Jan, og i en af bøgerne er han journalist, og jeg kan bare huske, at jeg syntes, det var enormt spændende. Derfor drømte jeg ikke længere om at blive Batman, men journalist, fortæller Bjarne Hansen, som også tidligt havde næsen nede i hjemmets avis.

– Ugeavisen læste jeg meget, for de skrev om lokalsport. Og fordi jeg dengang spillede fodbold på relativt højt plan i byen, blev mit navn nævnt og kampene blev refereret.

Snart blev han ikke kun en flittig læser af lokalavisen, men også en flittig skribent.

– Jeg hang jo altid inde på redaktionen, selvom jeg nærmest havde gjort mig selv arbejdsløs som overbud. Og journalisterne på avisen syntes jo, det var sjovt, at jeg var så interesseret i deres arbejde, smiler han og tilføjer:

– Jeg har formentlig også været en pestilens.

Men hurtigt fandt han selv frem til de små historier i byen.

– En dag var det så koldt i den fløj, hvor vi sad på skolen, at vi besluttede at gå hjem i protest.

Men i stedet for at gå hjem gik den 13-årige Bjarne Hansen journalistagtigt ned på dagbladet og fortalte om hændelsen, og på grund af fredagstravlhed blev han bedt om selv at skrive historien.

– Så jeg skrev: Elever frøs - gik hjem. Det var den første artikel.

Derfra ”møvede han sig ind med mere stof” til den lokale ugeavis, Odsherred Kysten, for 25 øre per linje, hvor hans redaktør senere skrev i en anbefaling, at Bjarne Hansen var det nærmeste, han havde oplevet begrebet ”den fødte journalist”.

– Min lokalredaktør sagde, at alt, hvad jeg kunne aflevere, kunne bruges. Og journalisterne sad jo og rettede i mine små tekster, og sagde, det er bedre, hvis du gør sådan her.

Sådan blev han hurtigt sporet ind på faget, husker han.

– Og den gamle lokalredaktør, Erik Pedersen, som boede ved siden af redaktionen, gik rundt og skreg til mig og resten af redaktionen: ”Noter. Folk vil have noter!” Og det sidder stadig dybt i mig i dag. Det skal være kort. Så kort som overhovedet muligt. Hvis det strækker til flere historier, skal det hakkes op. Og jeg må bare sige, at alt det, han dengang havde på mavefornemmelsen, kan man måle på i dag. Og han havde 100 procent ret.

Med tiden steg Bjarne Hansen til 35 øre per linje. Og hurtigt kom han til at bruge al sin fritid på avisen efter skole.

– Jeg startede jo på avisen klokken 15 om eftermiddagen, og min første opgave var at klippe 10 sider ud fra avisen og hænge dem ud i udhængsskabet. Men jeg måtte også skrive alt det, jeg ville, til avisen.

Hævnede sig på rektor

Journalistarbejdet fyldte også mere for ham end skolen, da han begyndte på Stenhus Gymnasium i Holbæk.

– Jeg skulle tage toget og stå af på trinbrættet i Stenhus, og det første halve år passede jeg skolen nogenlunde, men så fandt jeg ud af, at mit togkort gjaldt helt til Holbæk, så hvis jeg kørte derhen, kunne jeg sætte mig på Holbæk Amts Venstreblads hovedredaktion og skrive. Så jeg sad og skrev om sport i stedet for at gå i skole. Tillidsmanden Hanne Fall, der gik i røde træsko, var meget oprørt over, at jeg kun fik 35 øre per linje, men chefredaktøren på Venstrebladet, Alfred Hansen, lovede mig en praktikplads, hvis jeg søgte ind på journalistuddannelsen. Det gik Hanne med til, og så var jeg fredet.

På gymnasiet blev han dog kaldt ned på rektorens kontor på grund af sin høje fraværsprocent, og han måtte bruge sommerferien mellem 1. og 2. g. på at indhente det forsømte.

– Men det interesserede mig ikke at gå i gymnasiet. Jeg var kun optaget af dansk og samfundsfag, og idræt kom jeg til, fordi jeg som en af de yngste spillede på skolens fodboldhold, og så geografi. Men det var, fordi vores geografilærer var så smuk. Hun blev kaldt dullen. Og der var ingen drenge, der pjækkede fra hendes timer, det var der bare ikke, siger Bjarne Hansen, der dog alligevel endte med at droppe ud af gymnasiet for at hellige sig journalistikken. Og det fik rektoren også at mærke.

– Lige inden jeg gik ud, var der store diskussioner i elevrådet med rektor om at nedlægge trinbrættet, så man skulle køre til Holbæk, og så gå derfra til Stenhus. Så min første forsidehistorie på Holbæk Amts Venstreblad lød: ”Stenhus gymnasium vil nedlægge trinbrættet”. Og det satte gang i tingene, siger han og tilføjer leende:

– Og jeg havde jo ringet til rektoren og præsenteret mig som Bjarne Hansen fra Holbæk Amts Venstreblad. Han anede jo ikke, at det var hans umulige elev, han havde fået i røret. Og der kom et ramaskrig. Og trinbrættet er der endnu, smiler han.

– Det var min stille hævn over rektoren.

Til Bornholm via P3

I begyndelsen vidste hans forældre dog ikke engang, at han havde droppet alt om at få studenterhue på.

– Jeg turde ikke gå hjem og sige, at jeg var stoppet, men så sagde redaktøren, Steen Thomsen fra ugeavisen, at han nok skulle køre med mig hjem. Han sagde til min far, at man ikke behøver være student for at blive journalist. Man skal have talent, og man skal kunne tale med folk. Og det kunne jeg, sagde han. Det beroligede min far. Og jeg søgte ind på journalisthøjskolen, da jeg var 18 år, hvor jeg gik til optagelsesprøve i Aarhus. Det gik fint, men jeg modtog et brev, hvor der stod, at de syntes, at jeg stadig var for ung til at begynde.

I stedet fortsatte han bare med at arbejde som journalist. Han prøvede også kræfter med den mere kulørte presse, da han sammen med en jævnaldrende fotograf begyndte at freelance for Ude & Hjemme og Se Og Hør, ligesom han skrev ”tjubanghistorier” for ungdomsmagasinet UNG NU, mens han stadig fik al den spalteplads i Holbæk Venstreblad, han kunne fylde ud.

– Det var en fantastisk tid, siger Bjarne Hansen, der endda fik lov til at lave radio, da Holbæk Amts Venstreblad startede sin egen lokalstation. Og via en stilling på P3 læste han senere et jobopslag på TV Bornholm, som han søgte og fik.

– Det var i 1987. Dengang var jeg 27, og grunden til, at det blev Bornholm og ikke Esbjerg var, at de havde firedagsuge, fortæller Bjarne Hansen, der som ung ellers havde forsvoret at skulle til klippeøen.

– Da jeg som 19-årig flyttede hjemmefra, flyttede jeg nærmest rundt om hjørnet, sammen med min kæreste, som var fra Bornholm. Og når hun dengang snakkede om at flytte tilbage til Bornholm, tænkte jeg: Du er vist ikke rigtig klog.

Hvad var så dit første indtryk af øen?

– Jeg så jo Bornholm som et minidanmark med lufthavn og hospital, amt og så videre. Så jeg synes, det var som at lave nyheder om hele Danmark. Der var bare lidt færre nuller bagved alting. Men ellers var det dybest set det samme, og der var fem kommuner, så der var jo masser at lave.

En heftig alkoholkultur

I begyndelsen var planen ”bare at være her et halvt år”.

– Jeg havde kæreste og boede i Holbæk. Men allerede året efter fandt jeg sammen med min nuværende kone, som var fra Ystad, og som dengang var guide på øen.

Sådan fik han hurtig mere fast grund under fødderne og blev hængende i sit minidanmark, inden han for 22 år siden satsede på sin egen webavis. Og i dag kan se tilbage på en karriere, hvor kulturen i faget har ændret sig meget.

– Da jeg i sin tid tømte min skuffe på Venstrebladet, lå der jo stakkevis af cigaretpakker. Jeg startede tidligt med at ryge. Det er simpelthen en erhvervsskade. Og jeg ryger stadig. Det var en del af gamet. Du røg, du havde stress, du havde mange bolde i luften, du havde deadlines, og når deadline var overstået, så havde du god tid, og så hyggede vi os, og gav kvajebajere og det samme, når du gjorde det godt, siger han og spreder endnu et smil i overskægget.

– Men jeg kan huske, at jeg som ung journalist tænkte – det var bare livet. Men man havde heller ikke noget privatliv. Det var bare sådan. Hvis forsideredaktøren på dagbladet ikke havde fået fire elefantbajere, så kunne han ikke lave avis. Det var en kultur. Der var ikke mange, der ikke drak, det gjorde man bare.

Sådan var det også i begyndelsen, da han kom til øen i slutningen af 80erne.

– Jeg kan huske, hvordan min kone var dybt chokeret, når hun kom ind på radioen, hvor jeg fik arbejde efter nogle år. For der var fuldstændig tæt af tåge, og der stod bare ølflasker over det hele.

I dag drikker Bjarne Hansen stort set aldrig. Det er spild af tid, synes han.

– Jeg er inde i en rytme, og min dag er bare ikke til at sidde med tømmermænd en formiddag. Men da jeg var ung, mindes jeg ikke, at vi havde tømmermænd, men det var vel også, fordi rouletten kørte hele tiden.

Startede for sig selv

Selv nåede han næsten hele raden rundt af lokale medier og lavede nyheder for både TV2/Bornholm og for DR Bornholm, hvor han var ansat af to omgange, og det var i den seneste periode, at han blev sporet i retning af det journalistiske webmedie.

– Programchef på radioen, Per Bjerre, ville gerne satse på internetnyheder, men manden han havde sat i spidsen for det, var håbløs til opgaven. Vedkommende var god til det tekniske, men indhold havde personen ikke forstand på, så der kom slet ikke det der besøg på siden, som Per havde håbet på.

Bjarne Hansen takkede derfor i første omgang nej, da han blev spurgt om at blive redaktionssekretær på nettet.

– Ej, tænkte jeg. Der var jo ingen, der brugte det! siger han og sender et måbende blik over bordet.

– Hvis du stillede dig ned på Store Torv og råbte lidt højt, så ville du nå flere mennesker. Der var jo ikke nogen. Så jeg sagde nej. Men så fik jeg et godt tilbud lønmæssigt, som jeg ikke kunne sige nej til. Så sådan kom jeg til at lave internet.

Der gik dog ikke længe før internetfunktion blev en irritation for den nye redaktionssekretær.

– Serveren gik hele tiden ned, og siderne skulle laves i hånden. Det var frygteligt gammeldags. I Norge kunne jeg under et besøg hos en netavis se, hvordan de brugte CMS systemer, alting var programmeret på forhånd, ligesom de brugte søgerobotter.

Men da de nye metoder ikke straks kunne indføres på ”supertankeren” DR, bar det kun ved til et bål af irritation hos Bjarne Hansen.

– Jeg blev bare ved med at være mere og mere utilfreds, og en dag kom radiochefen og satte sig på hjørnet af mit skrivebord, og så sagde han: ”Bjarne, hvis du er så utilfreds, hvorfor starter du så ikke selv?” Og jeg tænkte, det kunne da godt være. Så jeg fik et halvt år med løn. Per ville jo gerne af med sin umulige medarbejder. Vi var lige stædige begge to. Og jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge ti annoncører for at komme i gang, og dem fandt jeg hurtigt.

Vågner til brandalarmen

Siden er Bornholm.nu vokset støt.

– Det er bare sådan her, siger han og stikker en arm skråt i vejret.

Selv tror han på, at hans gamle journalistdyder har skabt succesen for netavisen.

– Jeg laver avis, som man gjorde for 50 år siden. Det er kort og refererende. Det er sjældent, du hos mig ser nogen udtale sig. Hvis folk har meninger, må de sende mig et læserbrev. Det større perspektiv og dybden må man finde andetsteds.

Andre kvalitetsmedier på nettet som Zetland, Information, Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblads nye e-avis om søndagen satser netop på såkaldte longreads, der også fås her i avisen med artikler, der går i dybden med stoffet, men selv vil han hellere skrive kort.

– Og så er forskellen, at jeg ikke har nogen arbejdstid. Hvis jeg sidder og ser fjernsyn og brandalarmen lyder, så skal jeg bare lette røven og gå ovenpå og skrive, og så kan jeg gå ned igen. Om natten bipper min brandalarm også. Og det er der jo ingen, der kan konkurrere med. Du kan jo ikke have en mand siddende i nattetimerne i fald der sker noget. Men jeg er altid klar.

Alligevel har hans arbejdsdag ændret sig meget.

– Da jeg var ung, startede vi i Maler Møllers baglokale klokken 6 om morgenen og drak øl og Gammel Dansk, fordi der kom glarmesteren, og han vidste, hvor der havde været indbrud, for der skulle han ud at skifte ruden. Og malermesteren vidste, hvem der havde vundet licitationerne, for han havde selv deltaget. Og der kom det der faste klientel hver morgen, og det tog tre kvarter, og så gik man ned på avisen og ringede til politiet og skrev. Og dengang sad vi også selv og bladrede i politiets døgnrapporter, siger han smiler for sig selv.

– Nu står jeg først op ved syvtiden. Så tjekker jeg, hvad der sker i løbet af dagen, og så kommer politirapporten. Men meget af tiden går med at tjekke de ting, jeg har planlagt. For eksempel sidder jeg hele tiden og tjekker, hvem der har fødselsdag i næste måned. Det samme med dagsordener og retsmøder. Så det er bare rutine, fortæller Bjarne Hansen.

Noter på cigaretpakker

Avisen driver han her fra Vimmelskaftet i Rønne, hvor han bor sammen med sin svenske kone Jeanette, som han mødte året efter han kom til Bornholm, og begge var de enige om ikke at sætte småfolk i verden, fortæller han.

– Min svigermor fortalte jo den der FRYGTELIGE FØDSEL af min kone.

Bjarne Hansen slipper et lille grin, inden han uddybende forklarer:

– Så min kone var jo skræmt fra hvid og sans. Det var med tang og alt muligt, tror jeg, og sugekop. Hun var jo ikke ret stor, hendes mor, så jeg tror, det var det, der satte en skræk i livet.

Han tier lidt.

– Jeg ville så heller ikke. Men i dag kan jeg da godt tænke, at det ville have været meget sjovt, hvis jeg nu havde en arving. Det er dårlig timing.

Men var det, fordi du synes, du ikke havde tid?

– Nej. Jeg havde længe syntes, det var en frygtelig verden, siger han og holder en lang pause.

– Det synes jeg stadig væk, siger han så.

– Men dengang var der også truslen om atomkrig. Verden var usikker. Jeg tænkte, det var ikke en verden at komme ind i. Når man bliver ældre, kan man så tænke, nå ja, sådan har det altid været. Man vil altid kunne finde på en grund til ikke at få børn, hvis man kiggede efter den, siger han og ser til siden.

– Og så var der de år, hvor jeg var på fuldtid og ikke havde fast kæreste. Der havde der jo slet ikke været plads til børn. For jeg var villig til at gå langt for mine historier.

Dengang arbejdede han nærmest i alle sine vågne timer – også når han tog på værtshus om aftenen.

– Sådan var det også i starten herovre. Jeg kunne sagtens sidde på værtshuset og fritte folk. Og det pudsige var, at mens jeg var i det, tænkte jeg: ”Du er sgu en rigtig journalist, Bjarne. Hvis det kræver, at du drikker dig fuld, så gør du bare det. Du skal være den første, der kommer og den sidste der går. Og du skal kunne huske, hvad der bliver sagt.” Og vi noterede faktuelle ting på cigaretpakker. Med kuglepen. Bare stikord. Resten huskede vi bare.

Intet er for småt

I dag finder han dog tid til at holde fri fra avisen.

– Jeg har mange historier liggende. Det er også derfor, jeg kan holde ferie. Så sparer jeg bare op. Der sker jo det sjove, at der er historier, som jeg har lavet for en måned siden, som bare venter på, jeg skal holde ferie, og når jeg bringer dem, bliver de citeret hos de andre. Og det er den, der opdragelse. Du finder historier. En lille oplysning er nok til, at jeg kan lave en historie på syv linjer. Og jeg skal ikke ringe rundt, så det er utrolig nemt.

Er der ikke noget, der er for småt til at komme på?

– Nej det er der næsten ikke. Det er jo også en misforståelse. Folk, der kommer herover, kan tænke, hold da op, de skriver om en, der væltet på en cykel. Men det er blandt det mest læste! Jeg tror jo, det er en af grundene til, at vi ikke har voldsom kriminalitet herovre. Før i tiden skrev jeg også, når folk fik dårlige smileys. Det er noget af det, jeg har fået allermest kritik for. Men det har haft en præventiv effekt. Dengang var der 2-3 hver eneste uge. Nu er der næsten ikke nogen, siger han og tilføjer:

– Jeg skriver også om konkurser. Og tvangsauktioner. Det er jo offentlig information. Og regnskaber. Det er folk også meget sure over, når det går dårligt. Men det er en del af gamet.

Han tøver et øjeblik.

– Der er jo nogle, som uforvarende kommer ud for noget, og der kan man jo sige, at det skal man tage hensyn til. Hvis jeg ved, det er selvmord, så skriver jeg overhovedet ikke om det. Men for mig selv er det en grundværdi, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, og derfor må jeg også tage de stød, jeg får en gang imellem. Det er bare et vilkår. Men jeg har ikke noget imod, at folk synes, jeg er et dumt svin. Det er bare mit arbejde. Men jeg har noget imod, hvis folk ikke synes, de er blevet behandlet fair. Og der kan være ting, man misforstår, som ikke er gjort i en ond vilje.

Hvad er det værste eller sværeste ved at drive en netavis alene?

– Det er, at det er svært at få folk til at respektere, at det er mig, der bestemmer. Folk skriver jo ind for at få gratis reklame. Hvis det er relevant, er det fair nok, at folk også får reklame ud af det, men ellers smider jeg det, de sender ind væk. Og det gør folk enormt sure.

Hvad giver dig størst glæde i livet?

– Det er, at jeg er sund og frisk. Jeg har sukkersyge, det blev jeg diagnosticeret med for nogle år siden. Men hvis jeg går ned, så går avisen ned. Og under coronakrisen var min frygt, at jeg skulle gå ned med corona. Det var virkelig en frygt.

Journalist 24 timer i døgnet 

Du er 63 i dag. Gør du dig tanker om pension?

– Nej! brøler han.

– Jeg dør med skoene på. Det er min plan.

Så Bornholm.nu dør med dig?

– Ja, eller også bliver den solgt. Der er regelmæssigt nogle, der gerne vil købe den. Men et drømmescenarie ville være at finde en yngre klon af mig selv, som har den samme tilgang til faget som mig. Du skal være journalist 24 timer i døgnet. Og dem kan du bare ikke finde. Jeg er en dinosaur, siger han og ser mod døren, som står på klem og lukker en sprække af lys ind i det lille podcaststudie.

– Du kommer jo ikke ind fra gaden og køber bornholm.nu. Den er mange millioner værd. Så et mere realistisk scenarie er nok, at jeg lukker avisen, den dag jeg ikke gider mere. Den er jo skabt for, at jeg skulle have noget at lave, og så har den jo sådan set udfyldt sin mission, siger den garvede nyhedshund, der nu også finder mening i sin fritid.

– Jeg har heste, som er i træning hos Frank Mikkelsen, min gamle ”svoger”. Det bruger jeg en del tid og penge på. Trav, det er høj og lav. Det er mange forskellige mennesker. Det er direktøren, der står og drikker håndbajer, og det er arbejdsmanden. Og de har præcis lige meget at skulle have sagt, og de har også brugt præcis lige mange penge på den hest, siger Bjarne Hansen, som selv har tænkt sig at fortsætte med at være arbejdshest af den gamle skole. Uden uddannelse. Men altid på pletten. På jagt efter en god historie.

– Da jeg droppede ud af gymnasiet og var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne blive journalist, så sagde redaktionschefen på Holbæk Amts Venstreblad, Mogens Larsen: ”Bjarne. Du bliver ALDRIG journalist. Du er REPORTER”. Og dengang tænkte jeg lidt skuffet, nå bliver jeg aldrig journalist. Men i hans terminologi var det meget flottere at være reporter. Reporteren er jo ham, der er ude at finde nyheden ude i felten. Og det tog jeg til mig som et adelsmærke og tænkte, yes, det har han nok ret i, siger Bjarne Hansen og fisker en cigaret frem fra lommen.

– Jeg skriver ikke særlig godt og flomfyldt, men jeg kan sgu finde nyheder.

Blå bog

Bjarne Hansen. Født 1960. Driver og ejer webavisen Bornholm.nu, som han startede i 2001 og som dermed er Danmarks ældste privatejede netavis. Han driver tillige en mindre netavis i sin barndomsby Nykøbing S. Har tidligere arbejdet som nyhedsjournalist på flere af øens medier, som TV2 Bornholm og DR Bornholm. Privat er han gift og bor i Rønne.