I fremtiden kan lodsen blive på land

I fremtiden kan lodsen blive på land
Rønne Havn arbejder med droner, som gør det muligt at lære nyt om skibe anløb i havnen. Foto: Rønne Havn A/S
NOTITS | 14. SEP 2023 • 17:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
14. SEP 2023 • 17:00

Nyt teknologinetværk kan blandt andet hjælpe med at udvikle fjernlodsning.

I en ikke alt for fjern fremtid behøver lodsen ikke komme ombord for at lede et skib i havn. I stedet kan det foregå fra land med hjælp fra droner og anden teknologi. Det er i hvert fald målsætningen for et arbejde, lodsvirksomheden Dan Pilot har i gang, og Østersøen bliver testområde, og hvor Bornholm kan spille en rolle.

Det kom frem på et møde i et nyt teknologinetværk koordineret af Offshore Center Bornholm på Rønne Havn. Forretningsudviklingschef Hanne Hinrichsen fra Dan Pilot fortalte om de fremtidige muligheder for fjerlodsning, og fordi de teknologiske forudsætninger endnu ikke er helt på plads, var mødet særdeles givende, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Det er så vigtigt, at vi har sparring på tværs af fagligheder, og her viste mødet, hvordan bornholmske aktører har en dyb indsigt, som er særdeles interessant for os. Jeg har fået knyttet nogle gode kontakter og erfaret, at for eksempel Rønne Havn arbejder med dronetiltag, hvilket er meget spændende og forudseende, siger Hanne Hinrichsen i pressemeddelelsen.

Fra Rønne Havn fortalte sikkerheds- og it-chef Reno Kure, at havnen er ved at lære at bruge dronerne og udnytte teknologien.

– Vi får selvfølgelig nogle flotte billeder, men vi kan for eksempel også understøtte trossefolkene ved vores interne sikkerhedskurser i at få et overblik og et nyt perspektiv på, hvor man skal stå, når skibet lægger til, fortæller han.

Teknologinetværket er et led i projektet Klar til Energiø Bornholm og er åbent for alle virksomheder.

– Vi vil løbe et netværk i gang, og det kræver selvfølgelig lidt tålmodighed fra de virksomheder, der er med, for emnet er bredt, men tværfagligheden er meget interessant, siger direktør Lone Reppien Thomsen i Offshore Center Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT