Men hoteldirektøren syntes altså, at det nu også var tid til at give Griffen en ordentlig omgang. Udtrykket i lokalerne er blandt andet blevet blødere og mere lækkert, forklarer hun.
– Vi har fået nye møbler, her er blevet malet, vi har indrettet en spashop med alle mulige lækre produkter, og vi har med glasvægge fået skærmet nogle rum af i forhold til poolen, så her er rarere at være. Også udenfor har vi nogle tiltag på vej, men dem kan vi først gennemføre til efteråret, når her ikke er så mange gæster. Blandt andet vil vi etablere en ny champagnepool, siger hun.
Og ja, det refererer til, at man kan nyde et glas champagne i poolen, men også til, at det er nogle særlige bobler, der i en pool af den art forkæler kroppen, for ved en særlig teknik, som inkluderer nogle pimpsten, bliver boblerne ekstra bløde.
Ikke mindst en opbygning af et møbel i flere plateauer, som man kan sidde på nede i rummet ud mod Nordre Kystvej, er hun glad for. Det er - naturligvis - specialdesignet og -bygget af lokale håndværkere, og til forskel fra tidligere kan man nu sidde og kigge ud ad vinduet med udsigt til Østersøen, med mindre man gennem den nyetablerede glasvæg holder øje med svømmebassinet her i kælderen.