Den nye økonomidirektør hedder Ole Lund Madsen. Han tiltræder 1. januar 2025 og har i løbet af sine 61 leveår arbejdet en del med økonomi og ledelse gennem mere end tre årtier hos Maersk Line. De seneste 10 år har han været ansat i to virksomheder på Sjælland i en tilsvarende stilling som den, han får i Rønne Havn. Økonomidirektøren skal være med til at sikre, havnen får ført sine strategier ud i livet. Samt at økonomiske beslutninger understøtter både lokale og internationale aktiviteter.
– Jeg ser frem til at vende tilbage til den maritime branche og bidrage til professionaliseringen og udviklingen af Rønne Havn. Jeg håber at kunne være med til at udvikle havnens mange forretningsområder og videreudvikle havnen til ikke blot at være en travl erhvervshavn, men også en væsentlig aktør på Bornholm og en drivkraft for erhvervsudviklingen i Østdanmark, siger Ole Lund Madsen ifølge pressemeddelelsen.
Rønne Havn har de seneste år udvidet havnefaciliteterne godt og grundigt; især som følge af en stigende aktivitet inden for offshore- og fragtsektoren. Med ansættelsen af den nye økonomidirektør forventer havnen at styrke sin position yderligere i regionen.
Ole Lund Madsen er søn af en fiskeskipper samt født og opvokset i Esbjerg. Nu bor han i Birkerød med sin hustru.