Gorm's åbner restaurant på Bornholm

Gorm's åbner restaurant på Bornholm
Gorm Wisweh har formået at gøre italienske pizzaer til sit helt eget, og han driver restauranter rundt om i landet. Nu også Bornholm, hvor han selv er vokset op. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 6. JAN 2022 • 06:28
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
6. JAN 2022 • 06:28

Man kan se frem til sprøde, tynde pizzaer med bornholmsk fyld, bornholmske øl, morgenbrød og meget mere, når Gorm's åbner sin første restaurant på Bornholm.


I påsken bliver der fest på Pension Solgården. Solgården i Aarsdale skal nemlig lægge lokaler til en Gorm's-restaurant, der åbner i påsken. Bag Gorm's, der især er kendt for sine pizzaer, står bornholmeren Gorm Wisweh. Ved sin side har han en anden bornholmer, Kristian Nielsen, der er driftschef i det, der hedder Gorm's Events.

De er opvokset i henholdsvis Svaneke og Nexø, og det er lige imellem deres barndomsgader, at de nu åbner en ny pizzarestaurant. De vender hjem igen, fortæller Kristian Nielsen. Men det betyder også meget for dem begge, der nu gerne vil give noget tilbage til den egn, som de har så kær.

– Det er et ekstra sjovt projekt, da Gorm og jeg begge er fra øen. Det er vildt spændende, og man kan mærke, at man allerede nu har meget fokus på projektet, fordi vi i en forstand vender hjem og er hjemvendte sønner af øen. Måske er ordet, jeg skal bruge, ikke angstprovokerende, men jeg synes, det forpligter, at vi nu vender hjem med vores erfaring og kunnen, og vi vil gerne vise, hvad vi har lært, og hvad vi kan, siger Kristian Nielsen.

Den gode nabo

Gorm's er et koncept fra 2008, der formentlig er mest kendt for pizza. Men Gorm's er mere end pizza. Det er et koncept, der står på tre ben: Restauranter, pizzabarer og events. Kristian Nielsen står for events, hvor han har at gøre med alt fra festivaler til konfirmationer, der spørger efter pizza fra Gorm's.

Konceptet på Solgården bliver noget ganske særligt, da det hverken bliver en entydig restaurant, pizzabar eller andet man kender fra Gorm's. Man vil kunne få både pizza, klassiske italienske delikatesser, vin, øl, is, og om det er en konfirmation eller et bryllup er Solgården også til rådighed.

– Det bliver en sæsonbetonet pop op-restaurant, som favner bredt. Vi prøver at køre et relativt snævert menukort med gode råvarer.

– Det bliver et sammensurium af alt, hvad Gorm's laver, og det bliver meget lokalt. Vi er sådan set bare blevet forpagtere af nogle lokaler på Solgården, som Bjørn Beyer ejer. Vi forpagter restaurationsdelen og deres selskabslokaler, hvor vi laver en sæsonrestaurant fra start påske til og med efterårsferien. Derudover har vi sat gang i lidt selskabspakker i forhold til konfirmationer og bryllupper og så videre, der kan ligge uden for sæson, siger Kristian Nielsen.

Fortæller Kristian Nielsen også, at de forventer, at man kan komme forbi og købe italienske snacks, antipasti, pølser og ost. Han betragter projekter som at være den gode nabo, som man måske aldrig har fået. En af de naboer, der altid har tid til en snak, en kold øl, et godt glas vin og friskbagt brød, som de byder på. Det har de i hvert fald tænkt sig at gøre på Solgården, hvor også en slags kiosk med morgenbrød og andet skal åbne.

– Vi vil gerne lande godt i lokalbefolkningen, siger Kristian Nielsen.

En romantisk tilbagevenden

Kristian Nielsen og Gorm Wisweh har endnu ikke været ovre at se lokalerne, og hvad der kan lade sig gøre, men for dem drejer det sig om at få skabt en masse stemning i og omkring den gamle æblehave. Og selvom det er en tommelfingerregel, at man ikke gør forretning med hjertet, så kan Kristian Nielsen ikke afvise, at de måske blev grebet af, at de fik mulighed for at lave en forretning tæt på deres barndomshjem.

Hvorfor gør I det her?

– Det hurtige svar er, fordi det lyder som et skide sjovt projekt, og det ligger lige ved siden af, hvor Gorm og jeg kommer fra – lige til højrebenet. Det er nok en romantisk idé, som vi har synes har været sjov og spændende. Det med at gøre det rentabelt er næste skridt. Vi tog beslutningen om at gøre det, før vi reelt set havde et færdigt koncept, siger Kristian Nielsen.

Men konceptet er stort set klar. Indretningen vil man gå i gang med inden for et kort stykke tid. Lige nu arbejder man med at lave et bornholmsk samarbejde. Pizzaerne skal være toppet med bornholmske varer, isen til dessert skal være bornholmsk, og drikkevarerne bliver formentligt også bornholmske. Det er i hvert fald planen for det nye koncept.

– Det bliver vildt sjovt at komme hjem til øen, også med alt det der sker blandt andet inden for mad og gastronomi. Derfor er det også vigtigt med lokale samarbejder, da der er så mange gode bornholmske produkter. Indtil videre har vi lokale partnere, hvad angår is og øl, siger Kristian Nielsen.

Har det altid været en del af planerne af vende hjem?

– Der har altid været noget af det her ærekære i forhold til den her fede ø, man kommer fra. Om det altid har været en idé at have fast restaurant, det ved jeg ikke, men det har sikkert altid ligget i baghovedet, og vi har altid haft et øje på øen og på den gastronomiske scene.

Kommer man til at se flere Gorm's på Bornholm?

– Det er nok svært at svare på nu. Det er vigtigt for os, at vi lander solidt i det her koncept, at det bliver en succes, og at det bliver noget, folk har lyst til at besøge. Hvis vi nailer den, skal vi ikke afvise, at der kommer et nyt koncept et sted.

Hvad er succes for jer?

– Det er helt klart, at det bliver en succes for alle parter, også for Bjørn Beyer, der stiller lokaler til rådighed. Det er vigtigt, at vi lander godt i lokalområdet, at folk rundt om synes, at det er rart, at vi er der. Vi kommer ikke for at genere naboer. Til slut skal det være så rentabelt, for at det skal fortsætte til næste år også, siger Kristian Nielsen.