Unge gymnaster vandt medaljer

Unge gymnaster vandt medaljer
Viking Teamgym Bornholm har fire hold, som stiller op i konkurrencer. Eget foto
NOTITS | SPORT | Fredag 26. april 2024 • 17:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | SPORT | Fredag 26. april 2024 • 17:00

To af fire hold fra Viking Teamgym Bornholm kom hjem fra stævne med medaljer om halsen.

På Bornholm er gymnastik en populær idrætsgren, men konkurrencegymnastikken har ikke fyldt meget siden begyndelsen af 1990'erne.

Lige indtil Viking sidste år genoptog traditionen og dannede to hold, der vandt bronzemedaljer. Siden er konkurrencegymnastikken vokset, og i denne sæson stillede Viking Teamgym Bornholm op med hele fire hold i Region Østs rækker.

I aspirantrækken deltog et microhold for de 8-10-årige, i regionsrækken dystede miniholdene for de 11-14-årige i henholdsvis 2. og 5. division, mens de 14-18-årige juniorer stillede op i 1. division.

– Der blev kæmpet flot, og Mini 2 fik en flot bronzemedalje og Mini 1 en sølvmedalje, fortæller instruktør Anders Beier i en pressemeddelelse.

I løbet af sæsonen har gymnasterne fået et solidt sammenhold, og der er stor forældreopbakning.

– Det er et flot og bemærkelsesværdigt comeback for Viking, fortæller Anders Beier, som udgør trænerstaben sammen med Olivia Rejnols og Malene Sommer.

Teamgym er en konkurrenceform, hvor der bliver konkurreret i gulvøvelse, minitrampolin og fiberbane. Viking har investeret i nye redskaber for at kunne stille op og træne på samme vilkår som resten af landet, fortæller Anders Beier.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT