Frisør Jan: Pensionen nærmer sig – eller gør den?

Frisør Jan i Rønne har haft sin salon i 39 år. Han har aldrig haft en sygedag og har da heller aldrig manglet kunder. I løbet af sin karriere har han endda både takket nej til dronning Margrethe og Sanne Salomonsen.

Lyden af snittende metal løber over hovedet på kvinden i frisørstolen, mens grå hårlokker lydløst falder mod skuldre og gulv. Det er formiddag, og hos Frisør Jan på Snellemark i Rønne er der godt gang i klipperytmen. Sikkert føres kam og saks gennem det våde hår, alt imens der tales om løst og fast og venlige smil udveksles i salonspejlet mellem frisøren og den ældre kunde i stolen, der med ”kun” 10 års kundehistorik hører til de nyligt ankomne. Og i dag skal hun som vanligt have studset de korte lokker, fortæller hun.

– Jeg har aldrig fået håret farvet eller krøllet. Så jeg skal bare klippes, og det er Jan, der bestemmer, hvor, siger hun, mens det korte hår bliver kortere.

Hvordan hørte du om frisør Jan?

– Det var gennem en veninde. For jeg bor ikke her i byen. Jeg bor i Hasle. Og min søster er faktisk også begyndt at blive klippet her, og hun bor i Roskilde.

Salon bombet under krigen

Frisør Jans borgerlige navn er Jan Hjorth Hansen. Men alle kalder ham bare Frisør Jan.

– Der er ikke ret mange, der ved, hvad jeg hedder til efternavn. Så af omtale, hvad enten det er fritid eller arbejdsmæssigt, så er det bare frisør Jan. Det er det, folk de siger. Så det er blevet min identitet, lige fra jeg kommer ind et sted.

Og sådan har frisør Jan ofte via anbefalinger fået mange faste kunder gennem tiden, og lige siden han slog dørene op til sin salon i 1984, har der aldrig været tomt i frisørstolene.

– Jeg nåede kun lige at åbne forretningen, og så var der fyldt op fra morgen til aften, erindrer frisøren, der med sin egen salon fortsatte frisørtraditionen på adressen.

For mens typerne af forretninger jævnligt har forandret sig på Snellemark i Rønne, strækker frisørerhvervet på Snellemark nr. 47 sig langt tilbage.

– Der har været frisør her siden før 2. verdenskrig. Dengang hed indehaveren af salonen Harbo Jensen, men under 2. verdenskrig blev hele gaden her bombet sønder og sammen. Men da krigen var slut, genopbyggede han bygningen og åbnede sin frisørsalon igen. Han overdrog salonen til en herrefrisør, der hed Kure, som siden solgte den til sin svend Poul Lund, og det var så ham, der ringede til mig for at høre, om jeg var interesseret, da han nærmede sig pensionsalderen.

Han kendte dig…?

– Ja, vi havde vores frisørkonkurrencer på Bornholm. Vi havde en herrefrisørklub, der hed Klub 71, og der mødtes vi, så han kendte mig derigennem, og spurgte om jeg kunne tænkte mig at blive selvstændig. Det ville jeg jo gerne, fortæller frisør Jan, som dengang arbejdede hos frisøren i Nexø, hvorfra han er udlært.

Havde du skænket det en tanke inden?

– Nej, slet ikke, svarer han smilende og fortæller, at frisørfaget heller ikke var et bevidst karrierevalg. For som ung ville han være mekaniker. Men da der ingen lærepladser var at få, takkede han ja, da en frisør i Nexø ringede og tilbød ham en læreplads. For her havde han været i praktik i en uge i 9. klasse.

"Var rystende nervøs"

– Jeg havde fået at vide af mine forældre, at enten finder du en læreplads, eller også tager du 10. klasse, og da jeg ikke var begejstret for skolen, slog jeg til med det samme. Men jeg tænkte ikke: ”Fedt, jeg skal være frisør”, men mere ”fedt, jeg skal ikke gå i skole”, fortæller frisør Jan, som således startede i mesterlære som 16-årig, og allerede to dage efter sin begyndelse stod han med en saks i hånden, da en frejdig onkel i frisørstolen foreslog hans chef at lade hans nevø stå for klipningen.

– Og jeg var rystende nervøs. For jeg anede jo ikke, hvordan jeg skulle holde på saksen eller noget som helst. I min praktik i 9. havde jeg kun vasket gulv og hår og føntørret folk. Altså opgaver, hvor jeg ikke kunne gøre nogen skade, smiler frisøren, som dog hurtigt fik nerverne under kontrol, da han oplevede, hvordan saksen i hans hånd var et godt match.

– Jeg var meget privilegeret. Når jeg var hjemme fra de jævnlige skoleophold fra frisørskolen i Næstved, fik jeg, i modsætning til mange andre frisørlærlinge, lov til rigtig meget. Jeg fik meget hurtigt lov til at have kunder og modeller og trænede og trænede, morgen, middag, aften og weekend. Det var faktisk sjovt.

Mekanikerdrømmen gik derfor hurtigt over.

– Dengang havde vi også konkurrencer for frisører. Allerede som 18-årig stillede jeg op i sjællandsmesterskabet og blev nummer 3.

Det unge frisørtalent oplevede således også snart, hvordan hans flair for hårarbejde åbnede flere døre udenfor Bornholm.

– Lige så snart jeg var udlært, rejste jeg til Færøerne. Der havde jeg fået en svendeplads i Thorshavn. Og dengang var jeg kun 18. Så jeg kom hjem til mine forældre og sagde: Jeg skal rejse til Færøerne om 14 dage. De anede ingenting. Men jeg pakkede en kuffert, og så rejste jeg til Færøerne.

Deroppe var de frisørmæssigt mange år bagud i forhold til Danmark, husker han.

– De var jo stadigvæk langhårede, mens vi herhjemme begyndte at blive klippet korthåret, så jeg prøvede at skubbe lidt på udviklingen deroppe.

Frisørsvend på Færøerne

Men snart var det ikke kun de færøske kunder, som stod i kø. Det gjorde jobtilbud også. For efter en måned på Færøerne modtog han et tilbud om et frisørjob i England.

– En dansk frisør, som jeg kendte, var ansat i en stor butik i en frisørkæde i England, og hendes chef ville gerne havde mig til England for at drive en frisørforretning. Og jeg var kun 18 år. Men fordi jeg havde gjort mig bemærket med forskellige resultater til forskellige mesterskaber, så synes han det kunne være interessant.

Men eftersom han lige var landet deroppe, ville han ”ikke være bekendt at sige op”.

– Men at de ligefrem skrev fra England, gav mig selvfølgelig meget selvtillid dengang, fortæller frisør Jan, der også pænt takkede nej til dronningen, da han efter et år på Færøerne meldte sig ind som værnepligtig på marinedistriktet i Almindingen og blev spurgt om at være majestætens personlige oppasser på kongeskibet Dannebrog.

– Jobbet indebar for eksempel at sætte hendes hår og servere mad for hende, når hun var ombord på skibet. Dengang var der ikke mange mandlige frisører i søværnet. Men jeg sagde nej, fortæller han.

Hvorfor?

– For det sagde mig ikke noget. Det havde jeg ikke lyst til. Hvis jeg skulle ind som værnepligtig, var det ikke for at være frisør og heller ikke for at være tjener. Så var det for at prøve at være i miljøet som soldat. Men havde jeg sagt ja, havde jeg fået jobbet, siger frisør Jan, som efter sin tid som værnepligtig marinesoldat vendte hjem som frisør hos sin gamle mester i Nexø, og efter halvandet år fik han nøglerne til sin egen salon på Snellemark i Rønne.

Egen salon som 22-årig

– Jeg havde ikke en krone. Dengang var jeg 22.

Den unge frisør måtte derfor først en tur i banken for at låne til stole, vask og spejle.

– Derefter kunne jeg gå i gang med at rive det hele ned, siger han og ser mod baglokalet.

– Der står faktisk nogle rester fra dengang, som jeg har ladet stå, gamle marmorbordplader og barberstole, fortæller frisøren, som i alt har totalrenoveret salonen tre gange.

– Jeg tror, det er fem år siden sidst, hvor jeg fjernede neonrør og det lave loft. Så det er også sidste gang, smiler han.

Til gengæld fortsætter han med at ”renovere” håret på hovederne af et hav af bornholmere, som i modsætning til sine forgængere på adressen altid både har talt kvinder og mænd.

– Selv er jeg uddannet frisør, men generationen før mig var enten eller. Der gik man i lære som enten herrefrisør eller damefrisør. Der kom ikke damer i herresalonerne, og der kom ikke herrer i damesalonerne, fortæller Jan, der med en frisørkarriere på over 40 år har været vidne til en voldsom vekslen i hårmoden hos både herrer og damer.

– Da jeg var ung i 70erne, havde vi alle sammen langt hår, og jo længere jo bedre. I 80erne var det derimod det svenskeragtige look, der var in med langt nakkehår og det korte og krøllede hår på toppen, og for kvindernes vedkommende blev disco-looket med store krøller moderne. Det var sjovt.

Tåger af permanentvæske

Mindre skægge var de kradse væsker, som fulgte med datidens hårmode.

– Dengang havde vi ikke et udluftningssystem, som vi har nu, så vi stod i lokaler fyldt med tåger af permanentvæske og indåndede det og fik hovedpine, og når man spiste, kunne man smage permanentvæsken.

I dag er de permanente lokker ikke længere højeste mode, men før i tiden lignede alle folk hinanden. Og når der kom nye frisurer, så fik alle bare dem, forklarer han.

– Og da prinsesse Diana kom frem, ville alle damer skulle ligne hende med de korte vindblæste lokker, der bukkede tilbage i et stort sving. Vi lavede ikke andet. For dengang så man ikke så meget på, hvad der helt præcist klædte den enkelte.

Det gør man til gengæld i dag, oplyser frisøren.

– I dag er man bevidst om, at folks ansigtsform og hårkvalitet er forskelligt. Derfor handler det om at finde en frisure, hvor de får det bedste ud af det, de har. Man skal fremhæve de gode ting og skjule de mindre gode. Så man skal ikke bare klippe det samme på alle sammen, som man gjorde før i tiden.

Men indimellem har han også ”udfordrende” kunder, som han kalder dem.

– Nogle gange kommer kunden med en helt bestemt ide, som de godt kunne tænke sig, ud fra et billede de har set. De vil selvfølgelig gerne ligne hende på billedet, en model på 20 år, der ser godt ud, så hvis de kunne blive klippet sådan. Men det er ikke altid, det er nok.

Hvad gør du så?

– Så prøver man på en diplomatisk måde at guide dem henimod noget, man synes ville klæde dem. Det er jo det, man lærer med tiden. Men der er også nogle, som næsten forlanger, at vi går på hænder og kan trylle.

Er der en hårtrend, der skinner særligt igennem nu?

– Det, der måske skinner igennem, er, at det skal være mere råt og vildt og naturligt. Mange mænd er klippet med fade og dyrker det vildmandsagtige look med fuldskæg og tatoveringer, mens mange unge piger har hestehale, 9 ud af 10 skal blot have klippet spidser en gang imellem. På den måde er det meget anderledes end tidligere, hvor kvinder nemt kunne stå en halv time foran spejlet med føntørrer og krøllejern, før de tog på arbejde. Men når det kommer til de nyeste trends, er det ikke Bornholm, der rykker først, siger frisør Jan, som dog blot behøver at dreje hovedet mod fortovet om sommeren for at se, hvad vej frisørmoden blæser.

– Om sommeren kan vi næsten spotte turisterne på gaden. Især tyskerne går mere op i det, ligesom storbyfolket. Når vi kommer ud til storbyerne, kan vi jo godt se, at det er en anden type mennesker, der går på gaden end dem, der normalt går forbi herude, siger han og nikker mod gaden udenfor.

– Så der er forskel. For mange gange er den sidste nye hårmode lidt for fancy til Hr. og Fru Jensen, der skal gå rundt i Rønne.

"En saks er ikke bare en saks"

Til gengæld glæder den bornholmske frisør sig især over, hvorledes frisørens nærmeste værktøj har udviklet sig.

– Saksen kan meget mere i dag, end den kunne i gamle dage. En saks er ikke bare en saks.

Nogle er beregnet til at klippe ind i håret, og andre kan skære i håret. Det kunne man ikke i gamle dage, så havde kunden pebet. Men i dag er de så skarpe, så man kan mange flere ting med sit værktøj, end man kunne tidligere, og på den måde er frisørfaget også blevet mere kreativt.

Trods udviklingen indenfor frisørfaget med nye teknikker, skarpere værktøj og hjælpemidler er mange frisørforretninger gået i hårdknude, og det skyldes ifølge frisøren den urimelige konkurrence fra mange af nutidens herrefrisører.

– Mange af de barberer, der ligger rundt om i dag, er folk med anden etnisk baggrund, som er kommet til landet. Og selvom de vist ingen uddannelse har, åbner de en frisørsalon. Det tager aldrig over 10 minutter at blive klippet sådan et sted, siger han.

– De har lukket mange etablerede frisørsaloner, der ikke kan overleve, fordi de sænker priserne, til gengæld vil de ofte have kunderne til at betale kontant, men kunderne går mange steder efter, hvad der er billigst.

Stamkunder gemmem 45 år

Hvad er så hemmeligheden til at overleve, som du har gjort i så mange år, når andre har måttet lukke?

– De første mange år arbejdede jeg fra tidlig morgen til sen aften og holdt kun fri fire dage om året. Hvis kunderne kom, så var jeg her, også til konfirmation, jul og andre højtider. Og jo mere flittig, man er, jo mere kan man tjene. Og det var min filosofi dengang. Bare klip og klip, siger frisøren, som selv holder et klippetempo med to kunder i timen, med mindre hårmanken skal farves, for så skal der sættes flere minutter af.

Overtog du den tidligere ejers kunder?

– Han havde ikke ret mange kunder, men jeg havde mange nede fra Nexø, som jeg havde klippet, mens jeg var dernede. De kørte så bare til Rønne, og det gør de stadigvæk. Jeg har stadig kunder, som jeg har klippet, siden jeg stod i lære. De har fulgt mig lige siden. Og dem har jeg klippet i 45 år nu. På den måde følger mange kunder min egen alder. Jeg har stadigvæk også teenagere, børn og unge mennesker, men gennemsnittet på mine kunder er nok på min egen alder, og jeg bliver 62 lige om et øjeblik.

Hvor vigtigt er det, at man kan snakke med sine kunder, mens de klippes?

– Det er vigtigt. Det skal jo gerne være lidt hyggeligt. Man skal kunne kommunikere om løst og fast, og nogle gange bliver vi jo også brugt som psykologer. Folk skal have tømt noget ud, som de ikke engang har fortalt manden eller konen derhjemme eller nogen andre. Men det er jo fortroligt. Sådan har jeg altid betragtet det. Hvis man først får at vide, at man ikke kan stole på sin frisør, fordi han eller hun løber med sladder, så bliver man ikke populær, fortæller den garvede frisør, som ikke har haft problemer med sin popularitet, siden han kastede sig ud i sit frisøreventyr.

– Der er fyldt op hver dag fra morgen til aften året rundt. Og det er jeg også ydmyg og taknemmelig over. Mange andre steder i landet er der krise i frisørfaget. Men på Bornholm mangler vi frisører. Alle har fyldt bøgerne op fra morgen til aften. Der er ingen frisører, der går og triller tommelfingre. Og derfor er der også rigtig mange, der går ned med stress.

For ham selv var lediggangen under pandemien dog et større pres end presset fra klippetrængende kunder.

– Coronakrisen var forfærdelig. Det var første gang i hele mit liv, at jeg ikke skulle lave noget udover at sidde derhjemme og trille tommelfingre i to måneder i træk. Der kravlede man på væggene og anede ikke, hvordan man skulle få dagene til at gå. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid bare stået op hver morgen og kørt på arbejde, siger han og tilføjer:

– Og indtil coronaen kom, har jeg jo aldrig haft en sygedag. Jeg har været på arbejde hver dag.

Frokostpausen er hellig

Gennem tiden har han også gjort sit for ikke kun at holde frisuren i form, idet han både har løbet og cyklet, fisket og spillet golf. Men syg eller ej, så er frisørbranchen en, som slider på den kropslige mekanik, fortæller han.

– Min ene fod er nedslidt, og knæene er også færdige, ligesom jeg har ondt i hofter, nakke, skuldre og fingre. Man får slidgigt. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer gennem vores fag uden skavanker. Jeg har derfor gået til kiropraktor og fysioterapeut og gået til massage i mange år. I dag har jeg en arbejdsstol, og den hjælper en lille smule. Men den kom jo først længe efter jeg startede. De første mange år, stod vi op fra morgen til aften.

I dag har han klippet sig ned til en arbejdsuge på 37 timer, og frokostpausen har han de seneste to år forlænget med en halv time.

– Før i tiden holdt jeg pause i en time, og hvis jeg var hurtig, kunne jeg nå hjem og spise og måske også klippe en i frokostpausen. Det gør jeg ikke længere. Frokostpausen, den er hellig.

Kl. 12.30 kører jeg hjem, spiser min mad i fred og ro, tjekker nyhederne, og lægger mig en halv time og tager en middagslur, inden jeg kl. 14 er tilbage på arbejde igen. Det kan varmt anbefales, smiler frisør Jan, der ikke kun er kompromisløs, når det handler om hans siesta. Det er han også, når det gælder hans frisør- og åbningstider. For dem bliver, der ifølge frisøren, aldrig pillet ved.

Anbefalet af Dennis Knudsen

– En kunde er en kunde. Og der bliver ikke gjort forskel, selvom jeg også har nogle, der kommer ind og siger: ”Ved du ikke, hvem jeg er?”, når jeg fortæller, at jeg ikke har tid til at klippe dem. Jo, jeg ved godt hvem du er, men min bog er fuld. Det kan jeg jo ikke gøre noget ved. Og så er det lige meget, hvem det er, siger frisør Jan, der også engang har måttet skuffe sangerinden Sanne Salomonsen.

– Hun boede på Fredensborg, og hendes mor var blevet syg og indlagt, så hun kunne ikke komme hjem til sin frisør. Hun havde derfor ringet til Dennis Knudsen for at høre, hvad hun skulle gøre. Og så havde Dennis sagt: Du skal ringe til frisør Jan, for han kan hjælpe dig.

Frisør Jan smiler og uddyber:

– Dennis og jeg stod i lære på samme tid og mødte hinanden til de her sjællandsmesterskaber. Så vi kender hinanden ret godt. Hun ringede derfor og spurgte, om jeg kunne hjælpe hende. Men hun ville til om lørdagen, og der havde jeg lukket, så det kunne ikke lade sig gøre. Det var hun selvfølgelig ked af. Men selvom man hedder Sanne Salomonsen, går jeg ikke på arbejde på min fridag, siger han og smiler.

I sin tid som frisør har han dog haft lejlighed til at klippe håret på andre kendisser, fortæller han. For eksempel en polsk verdensmester i speedway og dansktopstjernerne Dorthe Kollo og Birthe Kjær.

– Alle de gamle der fra dengang, de kom herovre, når der var fester, og vi havde noget modeshow med noget underholdning. Så skulle de lige klippes og have sat håret.

Selv er han også blevet lidt af et kendt ansigt på øen.

– Man møder jo folk overalt. De er i nabobutikker og i bankerne og på golfbanen, hvor jeg er tit. Og jeg fisker også en del. Så kommer jeg til at lære dem at kende, og så kommer de ned og bliver klippet, og så lærer jeg dem endnu bedre at kende. Og med nogle opbygger man jo venskaber og nære kontakter.

Høj arbejdsmoral

Tilbage i frisørstolen er endnu en kunde klar til at lade sig klippe. Denne gang en yngre mandlig kunde, som har lært Jan at kende på golfbanen, og med en kundetid på seks år er han blandt de sidstankomne kunder.

– Jeg kender Jan fra golf, og så er der en anden tillid på en måde. Jeg blev tidligere klippet hos en, hvor det tog fem minutter, men min kone synes ikke altid, det var lige heldigt resultat. Jeg er ret ligeglad, men det er hun ikke altid. Så kvalitetsmæssigt tror jeg, jeg er bedre stillet her. Hun brokker sig i hvert fald ikke, siger han og smiler til spejlet, hvori han kan se, hvordan frisør Jan er godt i gang med at få skik på frisuren.

Jeg kan se, du har to frisørstole. Har du aldrig overvejet at få en assistent?

– Det havde jeg faktisk i en årrække lige efter, jeg var startet. Der var så travlt, så der nåede jeg at have tre ansatte, en ad gangen.

Men assistenterne havde ikke samme arbejdsmoral som ham.

– Så det blev jeg træt af til sidst, siger han.

– For så ringede de om morgenen og sagde, de havde fået ondt i halsen og ikke kunne komme. Og så står man med 10 kunder for meget, som man ikke kan nå og skal forklare kunderne situationen, som synes, det er irriterende, fordi de enten skal rejse eller til fest.

Han tøver lidt.

– Altså, jeg har som sagt aldrig selv haft en sygedag. Og det er måske, fordi man siger til sig selv, jeg har ikke tid til at være syg. Og så står man op, og så kører man. Og nogle gange, så har man det måske ikke helt godt, men så tager man to panodiler, og så kører man på arbejde, og når man kommer hjem, så går man i seng, og næste dag har man det lidt bedre. Og så er det ude af kroppen igen, fortæller den bornholmske frisør, der efter 39 år stadig holder frisørtraditionen i hævd på Snellemark 47. Og selvom kunderne og håret varierer, er dagsrytmen den samme.

– Jeg møder typisk altid et kvarter før jeg åbner kl. 8 og tænder lys og musik og tjekker, hvad jeg skal lave og forbereder mig på det, og drikker en kop kaffe og sidder og slapper af, indtil den første kunde kommer. Og så er den sidste kunde som regel ude af døren om aftenen, når kl. er halvseks. Så skal der fejes og ryddes op og gøres regnskab og lukkes ned, og så kører jeg hjem.

Du fylder 62. Hvor længe vil du fortsætte?

– Jeg har fået tilkendt en Arne-pension, og den træder i kraft, når jeg bliver 64. Der er to år til. Så må vi se til den tid. For en ting er at gå og lægge planer, men når man først står ved skillevejen, kan det være, jeg alligevel tænker: Jeg kan da ikke bare lukke. Hvad med alle mine kunder? Hvem skal så klippe dem?

Om Frisør Jan

Jan Hjorth Hansen

Født i 1961.

Uddannet frisør i 1978. Blev selvstændig med salonen ”Frisør Jan” på Snellemark 47 i Rønne i 1984.