Fra hjemmet i Hasle vil Casper få hele Danmark til at trække vejret

Fra hjemmet i Hasle vil Casper få hele Danmark til at trække vejret
Casper Craggs er direktør i virksomheden Mindmind, som han selv er stifter af.
ERHVERV | Lørdag 30. december 2023 • 11:00
ERHVERV | Lørdag 30. december 2023 • 11:00

Fra sit hjem i Hasle bygger 38-årige Casper Craggs fysiske redskaber til et mentalt motionsrum, og den første lille håndholdte robot har fået navn efter datterens tøjbamse.

Siden han som 17-årig flyttede hjemmefra og direkte til Belgien for at gøre karriere som elitecykelrytter, har Casper Craggs haft stort fokus på sit åndedræt.

Vejrtrækningen er det første tegn på liv, og det sidste man gør, inden man går bort – det burde være nemt og intuitivt, men for nogle mennesker skal der ikke så meget til, før åndedrættet begynder at have sit eget liv.

– Jeg skulle cykle en masse af de her forårsklassikere og world cups, og sådan noget, men jeg bøvlede med mit spændingsniveau, fortæller han.

– Jeg havde for meget pres på, så enten var jeg overtændt, eller også var jeg for nervøs, men jeg havde en træner, som introducerede mig til noget, der hedder ”box breathing”, fortæller Casper Craggs en novemberdag, da Tidende møder ham i hjemmet i Hasle.

Kassevejrtrækning, som man måske kunne oversætte konceptet til, handler om, at man trækker vejret ind i fire sekunder, holder vejret i fire sekunder, puster ud i fire sekunder og holder vejret i fire sekunder.

Han forklarer, at man kan tænke på det som fire sider af en kasse.

– Det har jeg brugt altid, og fordi jeg fandt ud af, at det virkede så godt, har jeg også nørdet i det. Jeg læser videnskabelige studier, og jeg synes, det er vildt spændende, fortæller han.

Han har siden lært, at hvis man begynder til terapeut, psykolog eller noget lignende, så starter behandlingen ofte med åndedrættet.

– Man kan bruge åndedrættet bevidst til at selvregulere sit nervesystem, og det tror jeg, der er rigtig mange, der ikke ved, at man kan.

– Ved at trække vejret på en bestemt måde kan man aktivere nogle centre i hjernen, som gør, at hjernen slapper mere af, forklarer han.

Derfor har Casper Craggs opfundet robotten Bibi, som kan guide din vejrtrækning.


Bibi er navnet på det første redskab, der skal hjælpe med at sætte fokus på åndedrættet og de positive effekter vejrtrækningsøvelser har på den mentale sundhed.

Ole Opfinder

Ideen om at skabe en meget simpel robot til at lede børn igennem en række vejrtrækningsøvelser opstod under corona-pandemien, hvor det kom frem, at rigtig mange bøvlede med angst. Det kom blandt andet til udtryk på vaccinationscentrene, når børn skulle stikkes.

– Jeg fandt på at lave et fysisk produkt, der kunne guide til de samme øvelser, som jeg egentlig selv bruger, og jeg kom hurtigt frem til, at det smarteste var, hvis det ikke var noget på en telefon, forklarer Casper Craggs, som kalder sig selv lidt af en Ole Opfinder. Han har siden 2008 har arbejdet med udvikling af velfærdsteknologi.

– Det skulle være noget fysisk, som ikke var skærmbaseret, for jeg tror, at skærmen i sig selv er en rigtig stor udfordring for mange. Så jeg ville ikke lave en app, men en form for hardware, der kunne hjælpe, fortæller han.

Derfor tog han fat i Foreningen for Børn med Angst, hvor 20 forældre meldte sig til at give feedback på ideen. Herefter snakkede han med skoler og formede den i arkitektskum for at få input på designet og selve beskrivelsen af det, han forestillede sig, inden han begyndte at tænke på at lave en prototype.

På spisebordet i hjemmet i Hasle ligger printplader, ledninger og noget, der ligner en gammeldags computermus med rundede hjørner i hårdt skum.

– Der er allerede masser af apps, der kan hjælpe med vejrtrækning og meditation, men jeg gik i gang med den reelle hardwareudvikling for et lille års tid siden, og så har jeg løbende talt med forældre, skoler og børn.

Ved at tale med brugergruppen fandt han blandt andet ud af, at det lille vejrtrækningsgadget ikke skulle gøre opmærksom på sig selv eller optjene belønning for regelmæssig brug.

– Oprindeligt havde jeg tænkt, at den lige skulle sige ’bzz – nu er det tid til dagens øvelse’, men det er faktisk enormt kontraproduktivt, fordi man skaber endnu et element, der kan stresse i stedet for bare at være der og hjælpe, når der er brug for det, fortæller han.

En cirkel af diodelys

Effekten ved at lave øvelserne er ikke anderledes for voksne end for børn, men ved at fokusere på de helt unge brugere har Casper Craggs gennem samarbejdet med skolerne haft adgang til en masse brugere på en gang, og han kan fortælle, at det fagprofessionelle personale på skolerne har været en stor hjælp.

– Det er fedt at få noget modspil fra andre, for jeg ved fra tidligere, at det handler faktisk slet ikke om teknologien, når man designer en robot. Det handler om, hvordan den bliver brugt, forklarer han.

– Derfor har jeg rigtig god erfaring med at inddrage brugere med det samme for at finde ud af, om den passer ind i et flow, som gør, at modtageren får det brugt.

Han finder robotten frem og ryster den for at starte maskineriet. Den simple robot ligger behageligt i hånden, og den har ingen knapper, men en lille cirkel af diodelys, som kører rundt i en ring.

– Der er fire forskellige øvelser i forskellig sværhedsgrad, hvor man kan øve sin vejrtrækning. En af øvelserne er anbefalet af Psykiatrifonden til at give ro på i situationen, hvis du får et angstanfald, forklarer opfinderen.

Robotten vibrerer i hånden i det tidsrum, hvor man skal trække vejret ind. Når den stopper med at vibrere, skal man holde vejret, og når den atter vibrerer, skal man puste ud. Diodelysene tæller hele tiden ned, så man kan se, hvor langt man er kommet.

– Jeg er gået efter både det visuelle og det taktile, for hvis man er teenager, så er det ikke sikkert, man vil have, at vennerne ved, at man går og arbejder med sig selv på den måde, men fordi der er en svag vibration i den, så kan man holde den i hånden i jakkelommen og lave øvelsen uden at kigge på den.

Han forklarer, at der er blevet arbejdet ad mange forskellige veje – både med lyd, med mere og mindre kraftige vibrationer og med belønningssystem til at motivere.

– Men man skal ikke kunne høre den, og den skal ikke gøre opmærksom på sig selv, når man ikke selv vil det, for så bliver det bare endnu en stressfaktor, og det er det sidste, det skal være, fortæller Casper Craggs.

Han har allerede oplevet stor interesse for produktet, selvom han i starten har prøvet at holde lav profil, mens han ikke har haft noget færdigt produkt at sælge. Han blev dog klar til at sætte salget i gang i løbet af oktober.

Robotfolket på Bornholm

Det var dog ikke givet, at det skulle gå helt smertefrit med at få robotten sammensat. Det er nemlig kun halvandet år siden, at familien gjorde alvor af drømmen om at give Bornholm et skud. Casper Craggs er bornholmsk gift, og som sådan må man give ølivet en chance.

– Vi flyttede hertil fra Odense, som er en af Europas største robot-hubs. Der er over 250 virksomheder indenfor robotteknologi i Odense, og så flyttede vi hertil, og jeg havde allerede ideen og tænkte – ’hvordan filan får jeg lavet den virksomhed her?’, fortæller han.

Det har dog været langt nemmere, end han havde turdet håbe på.

Da han ringede til Kurt i El-supply i Nexø og spurgte sig for, blev han hurtigt henvist til Jacob i Østermarie, som kunne hjælpe til med at designe projektet.

Jacob kendte Mads, som er 3D-designer og bor i Nexø, og da der skulle printes var der heldigvis nogen, der kendte til Johannes, som printer i 3D i Aakirkeby, og sådan fortæller Casper Craggs, at Bornholm har overrasket på den meget positive måde.

– Folk her er enormt entreprenante, og klar på alt muligt forskelligt, og det har virkelig været fedt. Nu skal vi serieproducere, og det sker blandt andet i samarbejde med nogen i Klemensker, så jeg behøver ikke sende noget til Kina eller sådan noget.

Det mentale motionsrum

Den seneste tid har opfinderen af den lille vejrtrækningsguide været på messer, hvor folk ikke bare går forbi, men faktisk stopper op for at skrive sig op til mere information om robotten, ligesom en skole købte tre styk på stedet.

– Så skal jeg rundt og mødes med folk og høre, om der er interesse for det, fortæller han.

Åndedrætsguiden er blandt andet solgt til psykologer, en praktiserende læge, et hospital, gymnasier, folkeskoler, specialskoler og privatpersoner.

Derfor skal Bibi nu skal sættes i produktion, så det ikke er ophavsmanden selv, der skal stå og samle de eksemplarer, der bliver købt. Han vil i stedet koncentrere sig om at udvikle nye produkter.

Bibi er nemlig kun det første af flere produkter, og målet med virksomheden Mindmind er på sigt at bygge en række fysiske løsninger, der hjælper folk med at være i mental balance.

– Jeg vil gerne skabe en hel portefølje af løsninger. Der er mange steder, hvor den måde du arbejder med din krop også regulerer din sindsstilstand, og jeg kan se en lang række produkter for mig, der kan gå ind og støtte den udvikling.

– Man kan sige, at jeg vil udvikle træningsudstyret til det mentale motionsrum.

Det er dog ikke nødvendigvis alle de kommende produkter, der fokuserer på åndedrættet.

– Men jeg har fået nogle andre produktidéer fra brugerne, hvor den ene er en tilsvarende åndedrætsguide, som man kan hænge op på væggen, så hele klassen kan lave åndedrætsøvelser sammen, forklarer han.

– Det er totalt oplagt at lave, så det er jeg i gang med, og jeg håber at kunne lancere den til foråret.

Udviklingen kræver dog, at han lykkes med at rejse kapital, og den proces kan han i slutningen af december sætte tjek ved, da både Sparekassen Bornholms Fond og Bornholms Erhvervsfond har meldt positivt tilbage på forespørgsler om investeringer.

– Jeg er så stolt af, at to så velrenommerede lokale fonde har udvist så stor tillid til MindMinds potentiale som en innovativ aktør indenfor mental sundhed. Det er en blåstempling af de resultater, som vi har opnået på meget kort tid, og lover godt for udviklingen og vores potentiale for at blive en drivkraft for vækst på Bornholm, udtalte iværksætteren i den forbindelse i en pressemeddelelse.

Universelt åndedræt

Der er nemlig masser af gode resultater, blandt andet fordi målgruppen for produktet har vist sig at være meget bredere end målgruppen, den er udviklet til. Det er dog ikke nogen overraskelse for Casper Craggs.

– Åndedrættet er universelt. Det er det første, vi gør, når vi kommer ud, og det sidste vi gør, inden vi dør. Målet er, at Bibi skal være en indgang til at lære om det med åndedrættet, for i bund og grund har man ikke brug for en device til at trække vejret, men jeg tror, det er godt for folk at få noget i hånden, som gør at de får det gjort, forklarer han.

Produktet, som oprindeligt hed ”Breathing Buddy”, men som efter inspiration fra datterens bamse – Bibi – nu er endt med at have et mere mundret navn, nyder allerede interesse fra mange forskellige aktører.

Udover psykiske lidelser som angst, adhd og stress, hjælper vejrtrækningsøvelser nemlig også på noget så almindeligt som eksamensangst, travlhed på arbejdet eller for sportsudøvere, der gerne vil præstere bedre.

– Jeg snakker også med nogle sportsklubber, ligesom jeg forrige uge havde et møde med Unicef i forhold til, om man kan bruge den i flygtningelejre, hvor der virkelig er pres på.

– Det ville være en kæmpe milepæl for mig at få det ud i verdens brændpunkter.

Selvom iværksætteren har udviklet mange robotter før, så fortæller han, at åndedrætsguiden har været den hidtil nemmeste at sælge.

– Folk får det i hænderne, og så forstår de det. Ligesom på messen, hvor den der skole købte tre styk på stedet. Det har jeg aldrig prøvet før.

Han gætter på, at der også er en tendens i markedet, som gør at folk interesserer sig for åndedrættet - eksempelvis gennem yoga eller vinterbadning.

– Så jeg er måske også lidt heldig. Mental sundhed er kæmpestort i øjeblikket, og det har det desværre været i mange år efterhånden.

27.500 om måneden

Da familien besluttede sig for at flytte til Bornholm, blev det på samme tid også en beslutning om en tilværelse som iværksætter.

I starten havde Casper Craggs et konsulentfirma ved siden af den spæde opstart i den nyopstartede iværksætter-virksomhed Mindmind. Den blev dog lagt lidt på hylden, mens iværksætteriet snart brændte de indledende fondsmindler af; hans egen opsparing.

– Det her er en fuldtidsbeskæftigelse plus mere. Jeg fik Innofounder fra Innovationsfonden, og det giver løn i et år, så man kan udvikle. Altså det er bare 27.500 kroner om måneden, men det er jo en fornem løn som iværksætter, fortæller han.

Udover det har han løbende søgt og fået midler til at udvikle prototyper fra mange forskellige fonde.

– Det er jeg meget taknemmelig for, for det er først nu, jeg begynder at få en omsætning i firmaet.

Siden oktober har maskinen været i salg, og det betyder, at der skal lavet en produktionslinje, som kan producere en større mængde af ensartede og velfungerende små Bibi’er, som kan sendes ud til køberne, som indtil videre primært er danske aktører, men som på sigt også skal inkludere det udenlandske marked.

– Jeg har holdt møder med folk fra England, som selv har rakt ud og med Holland, så der er noget, der åbner sig udenfor landets grænser, og det skal det også, hvis det skal bære.

Han er begyndt at samarbejde med en åndedrætsekspert, som kan bringe robotten ud i det danske land, og målet er at finde indflydelsesrige samarbejdspartnere, som ved et og andet om kroppen og åndedrættet, som kan bringe opfindelsen ud til de modtagere, der har brug for produktet.

– Der er mange kanaler, der skal bygges op, men det kræver, at vi har et produkt, der er klar til at blive solgt.

For nu er der rejst kapital til næste kapitel af rejsen, hvor en klasserums-Bibi er første skridt. Herefter skal resten af det mentale motionsrum bygges op skridt for skridt.

Casper Craggs

38 år, bor i Hasle med sin kone og sin datter på syv år.

Uddannet Cand. Merc og har arbejdet med velfærdsteknologi siden 2008.

Direktør og stifter af firmaet Mindmind, som specialiserer sig i udvikling og produktion af fysisk udstyr til støtte for mental sundhed.

Efter en årrække med velfærdsteknologi kalder Casper Craggs sig selv for noget af en Ole Opfinder. 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT