For 14 år siden mødtes de i fiskebuffeten – nu ejer de den

Sandra Kirketerp og Camilla Grønning mødte hinanden da de begge arbejdede på Nordbornholms Røgeri. Lørdag åbner de røgeriet som ejere.

Skyerne hænger tungt og mørkt over Allinge, da Tidendes bil ruller ind på den grusbelagte gårdsplads helt ud til vandet. Fiskebutikken er allerede åben, og duften af røgeri giver associationer til den bornholmske sommer, der venter lige rundt om hjørnet.

På Nordbornholms Røgeri mødte nu 27-årige Sandra Kirketerp og 31-årige Camilla Grønning hinanden for 14 år siden. Den ene arbejdede i fiskebutikken, mens den anden arbejdede i buffeten. Senere arbejdede de begge i buffeten - her snakkede man om løst og fast, mens der blev klargjort til dagens første gæster.

– Jeg kan huske, at jeg var med til din konfirmation, tænker Camilla Grønning højt i forsøget på at huske, hvornår de to egentlig mødte hinanden første gang.

Men der er løbet meget vand igennem åen siden de to havde sommerjob på røgeriet, og de seneste mange år har de to ikke haft noget med hinanden at gøre.

– Vi har altid haft det godt sammen, men det har været ude i periferien, hvor vi har fulgt hinanden på sociale medier. Men vi har ikke sådan snakket sammen.

Det ændrede sig dog for omkring et år siden, da Nordbornholms Røgeri blev sat til salg, og ingen ville købe det. Det er nemlig de to kvinders fædre, der i fællesskab har ejet og drevet røgeriet de seneste 21 år.

– Da det blev sat til salg gik det op for mig, at så er det ikke min far og Jesper, der skal have det. Hvem skal så have det? Men fordi jeg har boet i Aarhus, så var det ligesom ikke rigtig på spil, indtil de så fandt ud af, at de ikke kunne sælge det, fortæller Camilla Grønning.

– Det er et års tid siden, jeg begyndte at snakke med min far om det, og jeg tænkte, at det kunne egentlig være meget spændende, og han kom med en masse gode tanker omkring det, og så begyndte det at vokse på mig, fortæller Sandra Kirketerp, som allerede har haft flere job med lederansvar.

Tanken om at have sit eget sted har aldrig ligget fjernt for hende, og da hun for nogle år siden boede i København, gik hun med planer om at åbne en lille afdeling af Nordbornholms Røgeri i Torvehallerne. Det blev dog aldrig blev til noget.

I stedet er hun altså nu med til at overtage det originale Nordbornholms Røgeri. Men generationsskiftet er ikke lavet uden skrupler - for de har set deres fædre investere al deres energi i det de seneste mange år.

– Jeg tror også bare, at det var så meget deres, og det har altid været så meget deres. Vi har aldrig tænkt, det var en mulighed, at de nogensinde skulle sælge det. Fordi det har været en del af deres dna, at de har det her røgeri, forklarer de to.

De gætter også på, at deres fædre kommer til at skuffe deres koner lidt i starten, for salget af røgeriet betyder ikke nødvendigvis at de får frigivet en masse tid - snarere tværtimod.

– Vores fædre er her jo stadig hver dag, og vi snakker så meget med dem, fordi de kender til det hele. Så lige de første par år her er det virkelig rart at have dem med.

Skal vi købe et røgeri?

Men i sommer begyndte de to altså at tale sammen om, hvorvidt det kunne være en mulighed at overtage røgeriet sammen og blive forretningspartnere på godt og ondt.

På daværende tidspunkt var Sandra Kirketerp allerede flyttet til Bornholm efter endt uddannelse i København, og de to blev enige om at mødes i hendes lejlighed i Rønne for at tale tingene igennem og finde ud af, om de efter 14 år som perifert bekendtskab var klar til at slå pjalterne sammen og dele fremtid.

– Vi havde hver især uafhængigt at hinanden lavet en lang række med spørgsmål til hinanden. Både personlige spørgsmål og fremtidsspørgsmål, for man skal jo virkelig kende hinanden og vide, hvad er det du vil, og hvad er det jeg vil, og passer det sammen?

Så mødtes de to og snakkede i flere timer. På daværende tidspunkt handlede det mere om at forstå hinandens motiver, lære hinanden at kende og at opbygge en ærlig relation, mens tanken om selve røgeriet endnu var lidt fjern.

– Jeg har aldrig tænkt det som værende mærkeligt. Det var på en eller anden måde mega naturligt, at når Camilla kom, så var det bare sådan 'Hvad så Camilla, skal vi købe et røgeri eller hvad?' og så hilste hun lige på hunden og på kæresten som sad i sofaen, og så var det som om vi havde kendt hinanden i de der 14 år alligevel, forklarer Sandra Kirketerp om den eftermiddag i sommer, og Camilla Grønning bakker hende op.

– Ja, vi var slet ikke nået så langt i forhold til at finde ud af, hvor vi var på vej hen sammen. Jeg ville ikke købe røgeriet, hvis Sandra ville male det lyserødt, og hun ville ikke købe det, hvis jeg slet ikke ville gøre noget - og på den måde var den første snak også bare lidt en forventningsafstemning. Og så senere har man nok tænkt over, at okay - nu er det lidt mere end bare en idé.

Plan A og plan B

– Jeg tror vi ringede sammen i hvert fald fire-fem gange om ugen i starten. Og det har vi så gjort i måske fem måneder før vi træffer beslutningen. Også for at komme ind på livet af hinanden og for at kunne være 100 procent ærlige overfor hinanden.

– Vi har snakket om mange ting, som har været svære og grænseoverskridende, forklarer Sandra Kirketerp.

De to er enige om, at det har gjort dem stærkere, at de ved hvor de har hinanden, og at de har taget de svære samtaler, for det er sket før at forretningspartnere bliver uvenner. Det håber de på at forebygge ved at være åbne overfor hinanden, så de hver især kan se tingene fra hinandens synsvinkel. Også hvis den ene pludselig ikke vil være med mere - selvom det ikke er noget, de kan forstille sig. Derfor har det været vigtigt for dem, at der er en plan B.

– Det er jo ligesom, at jeg og min kæreste ikke er gift, men vi har et barn sammen. Så der er også nogle ting, man skal planlægge sig ud af, hvis der skulle ske noget. Og det er jo lidt det samme her. Det er bare et røgeri og ikke et barn, forklarer Camilla Grønning.

Begge oplever, at deres familier har taget hele røgeri-eventyret utrolig pænt. Også selvom det for Camilla Grønning og kæresten Rasmus har betydet en flytning fra Aarhus til Bornholm for bare to måneder siden for at gøre klar til sæsonåbningen. Parret og deres datter på halvandet har slået sig ned i Allinge, hvor de regner med at bo i mange år, og hvor de ikke har særlig langt til røgeriet, hvor de begge arbejder.

Hvad fanden..

Selvom Nordbornholms Røgeri er en stor virksomhed med omkring 40 ansatte i højsæsonen og en fast kerne af helårsansatte på omkring 15 personer, så har de nye ejere ikke tænkt det som noget stort, da de besluttede sig for at overtage det.

– Det er mere folk udefra, der siger 'hold kæft mand, det er da en stor virksomhed', men det har vi slet ikke tænkt over, for vi har jo bare købt røgeriet, forklarer Sandra Kirketerp

– Det har jo i lang tid været vores andet hjem, og vi har haft en helt særlig tilknytning til det, fordi det er vores fædres. Men det er så først nu, hvor vi får fingrene i det, at vi tænker 'hvad fanden - det er ikke bare lige'. Men samtidig synes vi jo, at det er helt vildt spændende.

Selvom de først formelt ejer stedet fra lørdag den 1. april, så har de brugt de seneste to måneder på at tale med leverandører, tale med de ansatte, hyre nye ansatte til sæsonen og selvfølgelig alverdens administrative opgaver.

Men som gæst kommer man ikke til at opleve de helt store ændringer på røgeriet, for det trofaste personale ved hvordan sildene skal røges, og hvordan man strikker en fiskebuffet eller en tallerkenanretning sammen. Og det kommer de nye ejere ikke til at ændre på.

Sådan er det blevet, fordi konceptet kører rigtig godt, og både lokale og turister virker til at være rigtig glade for måden, det kører på, og fordi personalet ved hvad de laver.

– Det vil jo være idiotisk at lave om på det, som folk kommer for. Men når vi kigger rundt i lokalerne, så har man kunnet se, at det har været to mænd, der har haft det, fortæller Camilla Grønning.

Derfor er der også blevet tid til at hænge lidt nyt på væggene, lave nye skilte og få stedet til at tage sig godt ud.

– Det er ligesom når man køber et hus. Selvom det er i god stand, så vil man jo gerne lige ændre lidt og sætte sit eget præg på det, fortsætter Sandra Kirketerp.

Kompagnoner

Som tingene er lige nu, kalder de ikke hinanden for veninder, selvom de ser hinanden mere end de ser deres bedste venner. De er partnere, makkere, kompagnoner og den slags.

Men måske de i virkeligheden også er veninder, hvis man kigger på definitionen af ordet, for de deler hverdag og fortæller hinanden om de ting, der sker i deres liv, og så hjælper de hinanden med at få det hele til at hænge sammen. I virkeligheden minder det måske lige så meget om et ægteskab, foreslår Camilla Grønning og sætter flere ord på.

– Der er nogle ting, jeg lige skal prioritere, når jeg har et barn på halvandet år, der skal hentes fra vuggestue, og det betyder, at der er nogle steder, hvor vi må acceptere, at vi arbejder på forskellige måder. Sådan bliver det også, når Sandra på et tidspunkt får børn. Og så nytter det ikke noget, at vi går og holder regnskab med, hvem der har gjort hvad - for der skal være plads til at være forskellige steder i livet, forklarer hun.

De to er enige om, at det er et projekt, der ikke har en udløbsdato. At drive en større virksomhed er en livsstil, og den kan man ikke bare sådan stoppe med.

– Vi er her hver dag, og når vi så siger farvel og kører hjem, så skal man altid lige sende en sms, eller jeg får lige en sms fra Camilla på vej hjem i bilen om et eller andet med røgeriet, så på den måde er man hele tiden på, fortæller Sandra Kirketerp.

De kan sagtens se sig selv drive røgeriet langt ud i fremtiden, helt indtil næste generation er klar til at tage over - eller noget i den retning.

– Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, om min datter skal køre det videre. Det må hun da selv om. Men jeg håber da, at hun vil arbejde her, når hun bliver gammel nok til det. Lige så snart hun er stor nok til at løfte remouladeskeen, griner Camilla Grønning.