Farfaren startede Victor Vask efter et drama til søs: Kenn Kjellberg er forberedt på at sælge familievirksomheden

Kenn Kjellberg førte tidligt familietraditionen videre med sin passion for at sejle. Han gik til gengæld sin egen karrierevej, inden han alligevel endte med at overtage familievirksomheden Victor Vask. Men da han blev stressramt, var det netop sejlads, der hjalp ham med at genfinde roen.

Victor Vasks historie begyndte dramatisk under vand – og under 2. verdenskrig. For dengang var Kenn Kjellbergs farfar og vaskeriets grundlægger, Victor Kjellberg, tæt på at drukne, da han lå og skyllede rundt i bunden af et torpederet skib. Som maskinmester var han den nat for tredje gang om bord på et skib, der blev ramt af en mine. Men Victor Kjellberg var en overlever, så han dykkede ud gennem et hul i skibets side og reddede sig i land.

– Da besluttede min farfar at finde arbejde i en anden branche, da han ikke var sikker på at overleve på søen endnu en gang. Så han gik i land og fik arbejde på Tulanders Vaskeri, som han købte i februar 1945. Det lå dengang nede ved Snorregade og det gamle teater, hvor der i dag er en stor parkeringsplads, siger Kenn Kjellberg med en dyb, myndig stemme, da han ved spisebordet i sit hjem tæt på kasernen tager hul på sin familiesaga, som fortsatte dramatisk få måneder efter, at farfaren havde købt vaskeriet midt i Rønne.

– Hele vaskeriet blev bombet af russerne, men der var min farfar faktisk meget geskæftig, siger han med et glimt i øjet.

– For min farfar fik stadig tøjet vasket ved at køre det hjem til de ansatte. Dengang havde alle kvinder en kogekedel, så de stod og vaskede tøjet derhjemme. På den måde betjente de faktisk alle kunderne, selvom vaskeriet lå i ruiner.

I mellemtiden gik farfaren rask i gang med at genopbygge firmaet.

– Dengang kunne man få nogle meget billige bombelån, men det kunne min farfar ikke, fordi han var af svensk afstamning, så han måtte låne på den hårde måde.

En gylden opfindelse

Alligevel lykkedes det igen farfaren at ’komme op til overfladen’. For virksomheden, som nu kom til at hedde Bornholms Dampvaskeri, fik kunder over hele Bornholm, ligesom hverdagen for vaskeriets vaskekoner med tiden blev mere effektiv med sønnens – Kenn Kjellbergs fars – opfindelse i 1960.

– Min far tegnede en maskine, der kunne folde lagnerne nemmere, end hvis der stod en masse damer og gjorde det. Min farfar troede på ideen og gav min far penge til at bygge den.

Faren henvendte sig nu til sin skolekammerat, Jørgen Munch Jensen, hvis far dengang havde et smedeværksted, der hed BMMF, Bornholms Mejerimaskinforretning.

– De lavede smedereparationer og den slags, så min far spurgte, om de ikke kunne hjælpe med at bygge den maskine, han havde tegnet.

Det gjorde de, fortæller Kenn Kjellberg. Og da prototypen stod færdig, tog hans far sammen med sin ven maskinen med til en messe i Tyskland og kom hjem med en ordre på 11 maskiner. Sådan startede det, der sidenhen blev til øens største private arbejdsplads, Jensen.

– Min far havde patent på maskinen, og Jensen skulle så fabrikere den. Det er også derfor, at Jensen Industris ligger på Bornholm. Men siden har de jo dygtigt taget det videre, så de er blevet verdens største producent af industrivaskemaskiner i dag.

En barsk bedstefar

I mellemtiden fortsatte Bornholms Dampvaskeri sin egen lille industrihistorie.

– I 1965 gik min farfar på pension og overdrog forretningen til min far og onkel, som drev den videre under navnet Victor Vask, og så blev det et aktieselskab. Min farfar hed jo Victor, så navneskiftet var ment som en fin hilsen til ham, forklarer han.

I dag husker Kenn Kjellberg stadig, hvordan farfaren arbejdede fra meget tidlig morgen til sen aften. Syv dage om ugen. I hvert fald i sommerperioden.

– Så han kæmpede for hver eneste krone, han tjente, siger Kenn Kjellberg, mens et lille smil kruser i mundvigen.

– Til gengæld kunne min farfar være barsk og sagde for eksempel, at man lige så godt kunne lægge sig ned og dø, hvis man ikke kunne tjene til den mad, man skulle spise.

En anden gang gik han dog i rette med farfaren, da han sagde, at de fleste mennesker er dumme.

– ”Det kan du ikke mene, farfar,” sagde jeg, men det, han mente var, at de fleste mennesker er misundelige og flabede, når de ser, at det går godt for nogen. Ofte aner de ikke, hvad de taler om.

En naturlig leder

Som dreng mødte Kenn Kjellberg også sådanne – med farfarens formulering – ’dumme’ personer.

– Jeg mødte da børn, som troede, at jeg var født med en guldske i munden, selvom de ingenting vidste om det, siger vaskeridirektøren, som aldrig har fået lommepenge.

Dem tjente han selv.

– Jeg fik 10 øre for at vaske gulv eller vaske op derhjemme som lille. Og jeg hjalp til på vaskeriet fra 10-årsalderen.

På den måde lærte han i en tidlig alder at bestille noget, ligesom hans forældre, der begge havde lederjob.

– Min mor var produktionsleder på vaskeriet, og min far var direktør, og de sled begge i det. Det har jeg selv taget til mig.

Selvom han ikke altid var enig med sin farfar, mener han også, at man gerne må forlange noget af dem, der vil have noget. Pengene vokser jo ikke på træerne, som han siger.

– Det lærte mine forældre mig også. Min mor var en ørn til at spare penge. Det var helt klart hende, der var finansminister derhjemme, så sommetider kiggede min far på min mor, hvis han var i tvivl, om vi havde råd til noget. Jeg lærte først senere at spare sammen, for som alle unge mennesker var jeg som helt ung mere optaget af fest.

Han smiler.

– Men jeg har altid været typen, der rejste mig, hvis jeg oplevede uretfærdighed. Det gjorde jeg allerede i skolegården. Hvis nogen blev mobbet, sagde jeg straks fra. På den måde blev jeg nok også der en naturlig leder.

– Jeg er stolt over, at det har kørt så længe i familien, siger Kenn Kjellberg om familievirksomheden Victor Vask. Foto: Jacob Jepsen

Sejlede som femårig

Kenn Kjellberg er stadig typen, der nærmest ikke kan sætte sig ved et bord uden at blive formand for et eller andet. Her på øen er han blandt andet formand for forsvarsorganisationen Interforce, Dansk Industri og Rønne Skydeselskab, ligesom han på landsplan er aktiv i bestyrelsen for Danske Vaskerier – både som næstformand i brancheforeningen og arbejdsgiverforeningen. Det tager en masse tid ved siden af hans egentlige job som hovedejer og direktør af Victor Vask.

– Men sådan går det jo, når man ikke kan tie stille, siger den aktive erhvervsmand, som også allerede som barn og ung var energisk.

Udover barndommens udendørslege i gaderne omkring barndomshjemmet i Østergade, tæt på vaskeriet og skolekammeraterne i Rønne Privatskole, dyrkede han som teenager masser af sport. Men maskinmester-farfarens og farens passion for at sejle gik også i arv.

– Allerede som femårig begyndte jeg selv at sejle. Min far hjalp mig med at bygge en optimistjolle. Siden kom jeg med i Rønne Sejlklub, og da jeg blev 15 år, var jeg med til at bygge 25 flipperjoller i glasfiber, som jeg var med til at sejle, fortæller han smilende.

– Og jeg sejler stadigvæk. Nu er jeg bare skipper på et gammelt sejlskib. Det at sejle er på en eller anden måde en frihed. For mig er det vildt afslappende. Jeg glemmer alt det, der ellers kan stresse mig i hverdagen. Det er voldsom balsam for sjælen at sejle. Så snart jeg sætter mine fødder på dækket, så slapper jeg af, fortæller den søstærke bornholmer, der tidligt gjorde sig ven med vandet.

– Som jollesejler har jeg prøvet at kæntre masser af gange og føler mig som en fisk i vandet, og i øvrigt dykker jeg også, siger Kenn Kjellberg, som åbenbart både har arvet sin farfars evne til at dykke ned i forretninger og havvand.

Handlede først med huse

For den unge Kenn Kjellberg var det i første omgang ikke familievirksomheden, som lokkede. Han ville hellere handle med huse, og da han havde aftjent sin værnepligt, uddannede han sig til merkonom og statsautoriseret ejendomsmægler og blev kompagnon i en ejendomsmæglerforretning med en kollega på Vesterbro.

I mellemtiden havde Kenn Kjellberg fået to børn med sin kone, som han allerede mødte på kollegiet. Sammen flyttede de først til Nordvestkvarteret og siden til Solrød.

– Jeg skulle derfor pendle til København hver dag. Jeg kalder det at pendle, for man sad i kø uanset, hvornår man kørte ud på motorvejen, begge veje, så det var lidt tungt. Og det var også en svær periode at være ejendomsmægler i, husker han.

Først kom oliekrisen og så kartoffelkuren, som gjorde det væsentligt vanskeligere at få salgene igennem.

– Og da man var provisionslønnet, blev man nødt til at handle, mens kunderne var der, så til sidst var jeg mere på arbejde, end jeg var hjemme, siger den tidligere sælger, som mindes, hvordan han en dag – midt i sin stormfulde tilværelse som ejendomsmægler – læste en artikel i Berlingske Tidende, der skulle vise sig at få ham op til flyde oven på igen arbejdsmæssigt.

Succesen i Sverige

– Artiklen beskrev, hvordan de svenske trykkerier havde et kæmpe problem med affald i forbindelse med aftørringen af deres valser.

Det gav ham en vaks idé, fortæller han.

– Jeg vidste faktisk, at der lå et vaskeri i Albertslund, som lejede bomuldsklude ud til trykkerier, som de vaskede og leverede tilbage i et retursystem. Jeg kørte ud til dem og fik en aftale. Og så flyttede vi til Hässleholm i Sverige, fortæller den driftige erhvervsmand, hvis idé spredte sig som ringe i vandet hos de svenske trykkerier.

– Året efter havde vi en omsætning på syv millioner svenske kroner.

Serviceydelsen blev til et aktieselskab, som han endte med at frasælge til en stor koncern, som i stedet gjorde ham til nordisk områdechef med tjenestested i Søborg, mens familien flyttede hjem til Bornholm. Sådan gik der nogle pendlerår, inden Kenn Kjellberg fik muligheden for at købe sin onkel ud af Victor Vask med sin far som sleeping partner. Sådan blev han med tiden alligevel en del af familiefirmaet.

– Jeg blev direktør og kompagnon i Victor Vask, og efter nogle år købte jeg aktiemajoriteten, fortæller den bornholmske vaskerileder, som betragter medarbejderne som rygraden i virksomheden.

– Hvis de ikke synes, at det er rart at være der, så har jeg heller ikke nogen virksomhed. Jeg har derfor heller ikke behov for at være kontrollant 24 timer i døgnet. Man skal stole på sine medarbejdere, understreger direktøren, der dog også har forventninger til sine medarbejdere.

– Enhver medarbejder er jo sin virksomheds ambassadør. Man kan heller ikke have folk ansat, hvis de går og taler dårligt om virksomheden. Det har et par enkelte gjort uden nogen grund. Og der måtte jeg bede dem om at holde op med det. Det er ligesom med hunden. Den bider ikke den, der fodrer, siger direktøren, der selv er en glad hundeejer.

– Men det er en stor fryd at se, at man har glade medarbejdere. Og jeg ved også, at flere af mine medarbejdere er stolte af at arbejde hos os. For hvis vi stopper, så er der mange kunder og institutioner, der stopper på Bornholm, siger han og lister op:

– Sygehus, plejehjem, forsvar, færger og hoteller, samt en varieret detailhandel, der alle bruger vaskeriet.

Blå bog

Kenn Kjellberg. Født i 1955 i Rønne.

Uddannet statsautoriseret ejendomsmægler og havde egen ejendomsmægler i København, før han gik ind i vaskeribranchen ligesom sin far og farfar. I dag er han hovedejer og direktør for Victor Vask, som hans farfar, Victor Kjellberg, stiftede under navnet Bornholms Dampvaskeri i 1945. Selv har Kenn Kjellberg også stiftet og frasolgt servicevirksomheden Miljö-Tvätt AB. Han er formand for DI Bornholm, Interforce Bornholm, Rønne Skydeselskab af 1860, ligesom han er forhenværende formand for Partrederiet Mester af Rønne og Destination Bornholm, og næstformand for Arbejdsgiverforeningen af Danske Vaskerier (ADV) og Brancheforeningen af Vaskerier og Tekstiludlejning (BVT). Privat er han gift og far til to sønner.

Kæntrede med stress

Virksomhedens største konkurrent Bornholms Andelsvaskeri købte han for nogle år siden, så Victor Vask de facto har monopol på industrivaskeriopgaverne på øen.

– Der er heller ikke plads til flere, siger vaskerikongen.

– Om sommeren vasker vi ti tons om dagen og om vinteren vasker vi kun vi 3-4 tons om dagen.

Hvem er jeres største kunde?

– Det er kommunen og så er hospitalet stort. Vi har også et renseri, hvor vi renser branddragter og privat tøj, så vi løser også en samfundsopgave. Det synes jeg ikke altid, at de forstår på venstrefløjen, siger direktøren og påpeger, at det jo også er private virksomheders skattekroner, der kan blive til velfærd.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

– Jeg er blevet bedre til at arbejde mindre. Men jeg har også prøvet at arbejde 60-70 timer om ugen, men det kom der ikke nødvendigvis noget godt ud af, siger han.

– Jeg gik ned med stress i 2013.

Fordi du arbejdede for meget?

– Ja, det var en grim oplevelse.

– Jeg har selv været soldat, så jeg kan bedst beskrive det med en soldatermetafor. Da jeg gik ned med stress, føltes det som at sidde i et skyttehul, og lige så snart du hæver hovedet lidt, bliver der simpelthen pløkket løs på dig, så du sætter dig ned igen.

Så du trak dig en periode?

– Ja, det er man nødt til i sådan en situation, hvor man fandme er på kanten af en depression også. Det ved jeg stadigvæk ikke, om jeg havde. Men jeg var virkelig ked af det, siger han og lader blikket svømme mod sollyset udenfor.

Da jeg gik ned med stress, føltes det som at sidde i et skyttehul, og lige så snart du hæver hovedet lidt, bliver der simpelthen pløkket løs på dig, siger Kenn Kjellberg. Foto: Jacob Jepsen

Reddet med samtale og sejlads

Vejen op af ”skyttegraven” gik gennem samtale med andre, husker han.

– Jeg talte meget med min kone, og nogle af mine erhvervsbekendte og nære venner. Man skal simpelthen ud med det!

– Det hjalp mig at være ærlig og komme til erkendelsen af, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, og så kan der ikke gøres mere. Det, der giver stress, er jo alle de uafsluttede sager. Dengang stod vi også midt i en finanskrise, hvor mine aftaler med banken lige pludselig ikke gjaldt mere. Og så fik jeg for alvor stress, siger direktøren, som dog følte sig hjulpet af sine ansatte, da han selv var på dybt vand.

– Jeg har nogle gode medarbejdere, der tog rigtig godt fat i den periode, så på den måde klarede vi det i de tre måneder, jeg var væk, hvor jeg faktisk sejlede, ligesom jeg var ude på jagt, og på den måde fandt jeg roen igen til at komme tilbage, ligesom jeg altså nød godt af at tale med andre erhvervsfolk, jeg kender.

Hvad var det bedste råd, du fik, inden du kom tilbage?

– At tænke mere over, hvad jeg brugte tiden på. Før havde jeg arbejdet 60-70 timer om ugen, men det var slet ikke nødvendigt. Og så skulle jeg lære at sige mere fra, at prioritere mellem det vigtige og knap så vigtige og tage tingene i den rækkefølge, siger Kenn Kjellberg, som fra da af blev bedre til også at værne om sin fritid.

– Den skal man prioritere. For ved at sejle eller gå på jagt får jeg også mere energi til arbejdet, siger Kenn Kjellberg, som ikke har tænkt sig at udsætte det gode liv til pensionsalderen. For hvornår den begynder, har han ikke sat nogen deadline for.

– For mig er det gode liv at være glad for sit arbejde og at ens familie har det godt. Fremfor alt at ingen er syge. Alt andet kan gå nok så godt. Men det værste er, hvis man er syg eller nogen i ens familie er syge.

Tror på sig selv

Er du et religiøst menneske?

– Nej, lyder det straks uden omsvøb og med smil i øjnene.

– Jeg er som mange andre danskere døbt og konfirmeret, men jeg nægter at tro på, at der er en eller anden kraft, der styrer, hvordan tingene går, siger han.

– Det har jeg ikke længere en tro på.

Hvad tror du så på?

– Jeg tror på mig selv, og jeg tror på, at man skal opføre sig ordentlig. Ganske enkelt opføre sig mod andre, som man ønsker, at de skal være mod en selv. Og at man skal hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det kan man jo kalde en kristen etik, men jeg tror ikke på, at vi har mere end dette liv. Jeg tror, at vi bliver til støv, når vi dør, siger direktøren tørt.

– Jeg er lige blevet 67 år, og jeg kan da mærke, at jeg er blevet dårligere til at lave nogle af de fysiske ting, jeg kunne som 35-årig. Man får jo nogle skavanker med alderen. Jeg har dyrket meget sport i mit liv, men jeg har også fået nyt højre knæ og ny venstre hofte for eksempel. Og nu kan jeg mærke, at min højre hofte også begynder at brokke sig, siger han og brokker sig også:

– Det er hamrende irriterende! udbryder han.

– Det værste ville være at blive så hæmmet, at man ikke kunne gå.

Kenn Kjellberg tænker længe og lader tavsheden ligge på bordet mellem os, før han svarer på, hvad der har været sværest i hans liv.

– Jeg ville gerne gøre flest mulige mennesker tilfredse, kommer det så efter flere sekunders stilhed.

– Men det kan man ikke, og det skal man heller ikke. Men det er nok det sværeste at acceptere. Alle har forventninger til en. Det kunne være medarbejdere, kunder, venner og familie, uddyber han.

– Og noget af det, jeg fortryder mest, er, at jeg ikke brugte nok tid på børnene, fordi jeg altid havde så travlt. Det kom sig af, at jeg pendlede mellem Bornholm, København og Sverige. I den periode var jeg der ikke, når mine drenge havde brug for mig. Det forsøgte jeg at kompensere for i weekenderne, men det var ikke nok.

Drømmen om at stikke til søs

Hvad har givet dig størst glæde i livet?

– Når det går mine børn godt, svarer han med lys i øjnene.

–Det er stadig det vigtigste. Men der er mange ting, der kan gøre en glad, når man sætter sig ned og analyserer, at alt faktisk ikke er noget lort. For selvfølgelig har vi alle dage, hvor alt er noget lort. Men jeg har lært at tage mig selv i at være sortseer, for det hjælper ikke. Løsningerne kommer ikke sivende til dig, hvis du er sortseer, siger han.

– Hvis jeg har fået en god ide, har jeg altid forfulgt den.

Er der nogen til at overtage Victor Vask, når du går på pension?

– Nej, det skal sælges. Jeg går også og tænker over, hvornår jeg skal på pension, men så længe jeg synes, at det er sjovt, så fortsætter jeg.

Er det en sorg for dig, at firmaet ikke går videre i familien?

– Naaajr, siger han og tøver:

– Selvfølgelig er der en vis emotionalitet i, at vi nu er i gang på 77. år, lyder det så fra vaskeridirektøren.

– Jeg er stolt over, at det har kørt så længe i familien, men det dur jo ikke at være ked af, at det en dag ikke fortsætter i familien, siger han og fortsætter med sikker stemme:

– Man skal for Guds skyld ikke tvinge sine børn til at overtage ens firma, hvis de ikke har lyst, og det har jeg heller aldrig nogensinde forsøgt at presse vores drenge til. Vi har to sønner, og de skal gøre det, som de har lyst til. Det tror jeg, at man kommer længst med. For hvis man ikke brænder for det, man laver, så er det jo ligegyldigt.

– Det kan jo også virke tilfældigt, at jeg selv kom tilbage i vaskeribranchen, for jeg var jo egentlig i gang med en ejendomsmæglerkarriere, men det var den beslutning, vi tog dengang, fordi det ikke var godt for vores familie, da jeg skulle vise boliger frem 24/7.

Hvordan vil du gerne bruge resten af livet?

– Jeg har en drøm om at købe en båd, der egner sig til at sejle på floder og kanaler. Det gør den båd, jeg har nu, ikke, for det er et gammelt, lidt større træskib med master.

Han ser mod forårslyset udenfor, mens tankerne lader til at sejle frit af sted.

– Men jeg vil gerne se Europa fra sejlsiden. Der er masser af steder, man kan sejle rundt på den måde i Europa helt ned til Sortehavet, siger sejlmesteren, som på den måde fortsætter familietraditionerne, der begyndte til havs, før familien fik succes med at vaske i vand på land.