Familiedrevet vinbar vender tilbage til sommer

Familiedrevet vinbar vender tilbage til sommer
Der plejer at være liv og glade dage på terrassen - så meget at man faktisk glemmer at man er på arbejde, fortæller Jimmi Korsholm. Eget foto
NYHED | 28. MAJ 2024 • 19:00
NYHED
28. MAJ 2024 • 19:00

Tidligere fandt man Jimmi Korsholm på havnen i Listed, men siden 2020 har han og familien drevet torsdags-vinbar på træterrassen i deres private sommerhus.

Hvert år åbner familien Korsholm Koch deres terrasse op for alle interesserede.

Det har de gjort siden 2020, da de i forbindelse med familiens sommerhus i Listed opførte en træterrasse på ikke mindre end 100 kvadratmeter.

På grund af den høje beliggenhed har terrassen en smuk panoramaudsigt over Østersøen, og på samme tid ligger sommerhuset bare 500 meter væk fra Listed Havn, hvor familien tidligere drev vinbar.

De holdt nemlig tidligere til i Hummerhytten; et tidligere røgeri på Listed Havn.

Vinbaren åbner kun i sommerferien, og hvis man skal nå med, skal man mestre en kunst, som synes at være ganske svær for de fleste ferierende. Man skal nemlig kunne kende forskel på ugedagene, da der kun er åbent om torsdagen.

Her er der til gengæld både vinsmagning og tapas, og så gentager familiens to døtre sidste års succes med et enkelt arrangement for børnefamilier, hvor der laves bålgryde og ristes skumfiduser over bål.

Familien ser frem til at invitere indenfor på terrassen, og at give en storartet oplevelse af gæstfrihed, god mad og en vild udsigt.

– Stemningen gør, at vi som familie faktisk glemmer, at vi er på arbejde, og derfor ser vi hvert år frem til at modtage gæster på vores terrasse, fortæller Jimmi Korsholm, som sammen med sin kone og deres to døtre er begyndt at glæde sig til sommer.


Familiens døtre prøvede sidste år kræfter med et lille familiearrangement med bålgryde og skumfiduser. Det vender tilbage i år. Eget foto