Det er ifølge OK endnu uklart, hvorfor elprisen stiger så markant tirsdag aften i Østdanmark. Men energiselskabet skriver, at der kan være tale om, at elhandlere har afgivet fejlbud på strøm i tidsrummet, hvilket presser prisen op.
Jyder og fynboer er langtfra lige så slemt ramt. Vest for Storebælt ligger timeprisen mellem 17 og 18 omkring to kroner per kilowatt-time.
Troels Skipper, der er produktchef i OK, siger, at der ofte er forskelle i elprisen øst og vest for Storebælt. Men han kalder dog tirsdag aftens forskel for "bemærkelsesværdig".
– Men forskellen i aften er helt vild og ikke noget, vi ser ret tit. Jyder og fynboer skal altså i en periode betale op mod 7-8 kroner mindre for strømmen end sjællændere og bornholmere, siger han i pressemeddelelsen.
Det er forskelligt, om elkunder med variable elaftaler bliver afregnet på time- eller kvartersbasis.