Det er svære tider, men Superbrugsen i Klemensker har ifølge Katja Skov Nielsen også gode kort på hånden.
– Vores fordel er, at vi ligger skidegodt. Vi har et kæmpe opland med os. Vi har Rø, Olsker, Nyker, Aarsballe, og vi ser dagligt kunder i vores butik som kommer fra Klynge-byerne. Det kan godt være, at man siger, at Klemensker bare er sådan en by, man kører igennem, det er det på sin vis også. Men der er mange, der stopper undervejs for at handle. Det gælder også mine kolleger i Tejn, siger Katja Skov Nielsen, der er bogholder i kommunens regnskabsafdeling.
– De stopper i Klemensker på vej hjem til Rønne. Fordi man kommer hurtigt til, og vi har de samme tilbud, som de har i brugsen i Rønne.
Der er desuden et stort sammenhold i Klemensker, og det er også kommet brugsen til gode det seneste år. Da bestyrelsen sidste år gik rundt og stemte dørklokker for at stampe lokale støtter op, meldte intet mindre end 30 klemenskerboer sig under fanerne.
– Vi kopierede lidt Pedersker Brugs, som har 'Brugsens Venner'. Vi har en masse personale, og vi har bestyrelsen. Men hvor mange i bestyrelsen tidligere var den ældre generation, der havde timer til at lægge i brøggsen. I dag er vi det yngre, det vil sige, vi har alle et arbejde, vi skal passe. Så vi tænkte, kan vi få borgerne i byen, som rent faktisk går hjemme hver dag, til at hjælpe os, fortæller Katja Skov Hansen og forklarer, at brugsvenner blandt andet hjælper med at feje parkeringspladsen, skifte batterier i prisskilte og tørre hylder af.