Bornholms måske største griseproducent arbejder ikke med grise, men med mennesker

Kærlighed er en kerneværdi i Preben Bjerregaards store landbrugsvirksomhed, der er vokset og vokset, siden han blev landmand for 20 år siden.

Sneen farvede for nylig Preben Bjerregaards marker hvide, men til foråret vil en del af hans marker være gule. Det har hans datter bestilt, som han siger, da han står i blæsevejret foran en af staldene på Ellesgaard ved Ibsker og peger ud mod sine godt 1350 hektar landbrugsjord, der strækker sig helt ned til ”Jem & Fix-rundkørslen” i Nexø.

– Min datter skal konfirmeres til foråret, så hun har bestilt rapsmarker til sin konfirmation, som vi skal holde hjemme. Det fik vi til at passe, så det står gult, når hun skal konfirmeres. Det plejer endda at passe med, at kirsebærtræerne derovre står og blomstrer samtidig, siger han og peger mod alleen, der fører op til gården.

– Så er der jo ikke et øje tørt, siger Preben Bjerregaard, der også kan få tallene til at passe som landmand med en årlig omsætning på 60 millioner kroner.

Og det er aldrig gået tilbage for den driftige landmand, siden han i 2006 kom tilbage til sit barndomshjem her på Ellesgaard og allerede samme år købte en anden gård. Han dannede hurtigt et driftsselskab med sin far, og siden har han sammen med andre landmænd opkøbt adskillige gårde i succesfulde selskaber. Selv er han flere gange blevet kåret som øens mest effektive svineproducent og sågar også landets bedste til at producere en bestemt slags grise. Men lige nu er det afgrøderne, han tjener bedst på, fordi priserne på afgrøder er eksploderet, mens prisen på grisen ligger lidt mere trægt i øjeblikket, forklarer han, så han har faktisk af strategiske grunde saneret et par af staldene, der nu er ved at blive gjort klar til nye smågrise. Men han ved ikke selv, om han er øens største svineproducent.

– Det med størrelsen har jeg aldrig gået så meget op i, men vi laver da omkring 60.000 smågrise om året, siger han og takker sine 30 medarbejdere for virksomhedens succes og løbende anerkendelse.

– Det lykkedes, fordi jeg altid har været heldig at have nogle megagode medarbejdere omkring mig. Og fordi vi går lidt op i det, vi laver, fordi vi synes, det er spændende.

Hvad gør du anderledes end andre?

– Der er rigtig mange andre dygtige landmænd i Danmark, og det er jo dem, der er vores inspiration. Jeg tror, at det handler om at plukke de bedste ting ud, man ser rundt omkring og prøve at koge dem ned til noget, som vi kan bruge i vores butik. Mine medarbejdere er gode til at have antennerne ude og trække noget information ned, og så er jeg måske god til at give dem nogle gode rammer, hvor de kan prøve ting af, siger han, da vi sidder lunt i hans barndomshjem, som han nu ejer, med panoramavinduer ud mod Østersøen fra køkkenet.

Gik efter toppen

Preben Bjerregaard er vokset op som midterbarn i en søskendeflok på tre her på gården. Ingen af dem blev tvunget til at overtage Ellesgaard, selvom den er blevet drevet af familien i fire generationer.

Storesøsteren er nu ved at læse til sosuassistent, mens lillebroren er blevet direktør for en tegnestue i Rønne. Og da Preben Bjerregaard var barn, frarådede hans mor ham endda at blive landmand.

– Min mor døde meget tidligt. Hun døde allerede som 48-årig af kræft, og hun sagde altid til mig, at jeg skulle lade være. Hun vidste jo nok noget, som jeg ikke vidste, smiler Preben Bjerregaard, som i 2002 alligevel tog en kovending i forhold til fremtiden.

– Jeg fandt ud af, at jeg alligevel gerne ville være landmand. Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville drive min egen virksomhed. Det lå meget dybt i mig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har måske altid haft svært ved at indordne mig, griner han.

– Så jeg tænkte, at jeg måtte få min egen virksomhed, før det blev godt. Det var egentlig meningen, at jeg ville have mit eget værksted. Jeg var også begyndt at så nogle frø i den retning, men tingene gik for langsomt for mig, og det udviklede sig ikke sådan, som jeg havde ønsket, at det skulle gøre.

Altid i bevægelse

På den tid havde Preben Bjerregaard fået et godt kammeratligt forhold til sin kones onkel, som han fik stor respekt for.

– Han var en godt begavet mand, der var ved muffen. Og han blev ved med at sige til mig: ”Preben, du bliver nødt til at prøve at blive landmand”, fortæller Preben Bjerregaard, som med tiden tog det velmenende forslag til sig og snarrådigt søgte hyre på øens bedste gård.

– Landbrugsforeningen har jo en hitliste over øens dygtigste landmænd, så jeg ringede til den dygtigste og spurgte, om det ikke var en god idé, at jeg fik hyre hos ham, så jeg gik helt bevidst efter toppen. Og den landmand, jeg arbejdede for, var den mest effektive landmand. Han hedder Niels Kofod på Bæksgård i Poulsker.

– Der var jeg 2,5 år. Det var meget mærkeligt i starten, så jeg følte mig ikke hjemme i det. Men det var matematikken, der tog over. Der er ekstremt meget matematik i at lede og drive et sohold, for man kan hele tiden optimere på mange forskellige parametre, og det tændte noget i mig, siger han med lys i øjnene.

– Bagefter kom jeg halvandet år på en anden gård, hvor vi så tog førstepladsen fra den første landmand, jeg var hos. Og så kom jeg hjem i 2006, hvor jeg kom til at arbejde hos min far. Samme år købte jeg min første gård ude ved Paradisbakkerne, hvor jeg købte en gård med 40 hektar, og der kunne laves 2000 slagtesvin. Jeg købte en gård til i 2008, og i 2009 lavede vi et interesseselskab med min far. Og så tog tingene lidt fart. For så købte jeg nabogården i 2014, og det lykkedes vi ret fint med, så vi blev faktisk nummer et på øen ret hurtigt.

Succesen gav Preben Bjerregaard blod på tanden, og han rullede et landkort ud på bordet, da han overvejede, hvordan han kunne få fat på nogle flere ejendomme for at udvide forretningen.

– Jeg havde fået nogle byggepriser for at udvide, og det syntes jeg ikke, at der var en rentabel forretning i med de byggepriser, jeg kunne få, så jeg ville hellere købe flere ejendomme. Jeg har hele tiden været bevidst om, at vi ikke skulle stå stille, siger den driftige landmand og tilføjer:

– Vi skal være i bevægelse hele tiden, og for mig var det fra begyndelsen lige meget, hvordan vi var i bevægelse – bare vi blev bedre og dygtigere både med henblik på at rekruttere medarbejdere og få det hele til at virke.

Derfor var han også hurtig til at gribe den grønne omstilling ved at skifte til LED-lysrør, genanvende varmen og sætte overdækning på gylletankene, så de holdt på ammoniakken.

Det hele skulle helst blive mere og mere effektivt, forklarer han.

– Uanset hvad jeg har investeret i, har jeg hele tiden fokuseret på, at vi skulle kunne producere billigere, så der er et positivt afkast på det.

– Vi skal være i bevægelse hele tiden, og for mig var det fra begyndelsen lige meget, hvordan vi var i bevægelse – bare vi blev bedre og dygtigere både med henblik på at rekruttere medarbejdere og få det hele til at virke. Foto: Jacob Jepsen

Fødekæde af gode talenter

Samtidig med at virksomheden voksede, ansatte Preben Bjerregaard flere og flere medarbejdere. I dag har han 30 ansatte.

– Vi har altid været megaheldige, så vi har faktisk aldrig nogensinde manglet arbejdskraft.

Er det, fordi det er et attraktivt arbejdssted?

– Det kan jeg jo håbe, men det skal du spørge mine medarbejdere om. Jeg kom for alvor i gang i 2006, og jeg begyndte først at få rigtige ansatte i 2009, og jeg har stadig folk ansat fra den tid, så vi er heldige, at vi stadig har en god solid gruppe, der har været der i rigtig mange år. De er vores fundament, siger Preben Bjerregaard, der også gør en dyd ud af at ansætte mange unge mennesker, så virksomheden har en fødekæde af gode talenter.

Her arbejder for eksempel flere skoledrenge i alderen 15-17 år, som kommer efter skoletid og i ferier, hvor de får chancen for at snuse til landbruget, før de skal vælge studieretning.

– Vi har også otte landbrugselever ansat. Vi er rigtig glade for at have elever, og vi vil gerne have mange elever.

Det har de altid haft, fordi det giver dem noget fantastisk, mener virksomhedslederen.

– Forleden var der en artikel i Tidendes uddannelsestillæg, hvor en af vores elever, Frederik, udtaler sig om, hvordan han er kommet til at blomstre fagligt af at blive landbrugselev. For det er han god til. Og det er fantastisk at have folk som ham, der brænder for det, de laver, som er fulde af energi og som bidrager med en masse til os. For de kommer med alt det nye og alle de gode spørgsmål. De får os til at stoppe op og tænke, hvorfor siger eller gør man sådan? Så det er i høj grad eleverne, der er med til at udvikle os som virksomhed, siger han, inden vi går over til stalden for at hilse på et par af dem.

Kærlighed som kerneværdi

Staldene er tomme her på gården i øjeblikket, så man kan vade lige ind uden at klæde om i dragter, fortæller han. Indenfor er stalden fyldt med maskinstøj.

– Vi er ved at lægge gulvvarme og det hele, forklarer han, mens han hilser på to af sine lærlinge, der går og gør rent.

Og de er begge glade for at være i praktik her. Den ene hedder Malte Rask Petersen.

– Det er fedt at være elev her. Der er masser at lave hele tiden, og der er også en bred vifte af opgaver, så man kan næsten ikke undgå at lære noget, siger han og smiler.

– Generelt er jeg faktisk lidt over det hele. Lige nu vasker jeg stald med sæbe. Der kommer nye grise, og så skal det hele renses ud, så vi sørger for, at her ikke kommer nogen sygdomme. Efter det skal det have desinfektion, så vi fjerner alt, hvad der kan sidde tilbage efter sæben.

– Vi er mest på to forskellige gårde. Han er mere i Østermarie, istemmer den anden elev, og Malte Rask Petersen tilføjer:

– Ja, normalt møder jeg i Østermarie på Brændegård, hvor jeg også hjælper til i stalden eller i marken. Jeg ved ikke, om jeg vil have mit eget landbrug, men jeg vil gerne prøve at styre et landbrug som driftsleder eller noget i den stil, siger han, inden de to elever fortsætter arbejdet.

Preben Bjerregaard står selv for det administrative men har udpeget fem ledere, som hver især har ansvaret for en lille afdeling af virksomheden, som også er spredt ud på flere gårde med sohold og markarbejde, ligesom han har ansat en fuldtidsmekaniker, der har ansvaret for at tilse alle maskinerne.

– Jeg vil meget gerne have en så bred palet af mennesker som muligt, og jeg synes, det er sjovt at arbejde med mennesker, der er skruet forskelligt sammen oppe i hovedet. Det skal ikke forstås negativt. Men jeg har både brug for nørden, der kan fordybe sig og reflektere, jeg har brug for nogen, der elsker dyr og drager omsorg for dyr, og jeg har brug for nogen, der har lidt for meget krudt i røven, så de virkelig kan levere nogle timer, når det brænder på. Det er meget forskellige profiler, vi har ansat, men det er sjovt at få det hele til at spille sammen.

– Jeg kan også godt lide at tage konflikter i opløbet. Det handler om at luge ud i misforståelser, der hurtigt kan opstå, når folk også er forskellige steder i deres liv. Meget kan klares med et klap på skulderen, siger han varmt.

Hvad er din virksomheds værdier?

– Det har mine medarbejdere selv defineret. Vi startede måske med 130 værdier, men det blev kogt ned til kærlighed, ærlighed, respekt og familie. Det var de fire værdier, vi endte med.

Han bliver rørstrømsk ved tanken.

– Jeg kunne se mig selv 100 procent i det, og det var superfedt at have nogle medarbejdere, der følte, at det var de værdier, der var her.

Så de følte sig som en del af en familie?

– Det tror jeg faktisk, at de gør. De spiser ikke med om aftenen hjemme hos min egen familie, så der er jo grænser, men vi spiser sammen til frokost hver dag, hvor jeg sørger for, at der er noget pålæg til alle medarbejderne. Og den første onsdag i måneden spiser vi også varm mad til frokost sammen. For det er vigtigt at have det godt sammen. De ved også, at der altid er en åben dør hos mig, og jeg har hjulpet dem med de mærkeligste ting, også af privat karakter. Og det vil jeg gerne.

Men kærlighed er ligefrem en virksomhedsværdi?

– Ja, siger han rørt.

– Mine medarbejdere er også bare selv gode til at kigge sig over skuldrene, og se om andre har det godt. Og jeg har selv været meget bevidst om, at vi skulle have en kultur, hvor alle respekterer deres makker. Høj som lav. Alle skal køre hjem med den rigtige mavefornemmelse. Det er meget vigtigt. Det kommer ikke af sig selv, og der kommer også nogle bump på vejen, men vi kommer aldrig til at få en mobbekultur her. For vi er så bevidste om, at alle skal behandles med respekt. Alt arbejde handler om mennesker, og så kommer resten af sig selv.

Så du behøvede ikke at arbejde med grise?

– Nej, jeg kunne arbejde i hvilken som helst virksomhed. Det, der driver mig, er at have med mennesker at gøre, men selvfølgelig også noget bundlinje, ler han.

Nægter at bekymre sig

Jagten på den sunde bundlinje har også forandret landbruget. I dag driver Preben Bjerregaard selv en del af sin virksomhed med en partner i et selskab, der kalder sig SP-Agro.

Og tendensen i landbruget er i det hele taget, at landbrugsvirksomhederne skal blive større for at blive mere effektive.

– Vi var været igennem en kæmpe omstilling, det er helt vildt, hvad vi har været igennem som landbrug på få år, men vi er her stadig. Vi har godt nok en anden konstruktion, vi er blevet store, og vi fylder meget, og man kan diskutere charmen i det, men det er desværre vilkårene, siger han og slår ud med armen.

– Der er ellers ikke noget mere lækkert end at se sin nabo trille ud på sin mark, så man tænker, at det kan være, at man også skal i gang, men den slags forsvinder, fordi det snart ikke længere kan betale sig at drive små landbrug ved siden af hinanden. Det bliver for bøvlet. Der er for eksempel rigtig mange af de administrative opgaver, der er de samme på en lille bedrift som hos mig, så der er markante fordele ved at være store.

Hvad er udfordringerne ved at drive så stort et landbrug?

– Der er ingen. Jeg er heller ikke typen, der bekymrer mig. Der kommer masser af udfordringer i fremtiden, men jeg har svært ved at forestille mig, at det nu også går så galt.

Men der blev jo ellers lagt op til betydelige miljøafgifter af politikerne i valgkampen. Og selv Venstre har erkendt, at man ikke kommer udenom en CO2-afgift?

– Jeg prøvede ganske godt at forholde mig til alle de ting, politikerne sagde op til valget. Nogle snakkede endda om 1.500 kroner i CO2-afgift per ton. Jeg kender mit CO2-udslip, for det går jeg op i, når jeg laver mine rapporter, og hvis man bare sagde, at det skulle koste 800 kroner per ton, så ville vi skulle betale 12 millioner kroner i CO2-afgift om året, og hvis jeg skal det, så stopper jeg, siger Preben Bjerregaard, der dog tvivler på, at det går så galt:

– Er vi klar til at halvere de landbrug, der ligger rundt omkring på landet? siger han med et mistroisk blik.

– For det ville være konsekvensen, hvis man gennemfører den politik, man taler om, og det ved politikerne inderst inde også godt, men der er jo stemmer i det. Men der er flere økonomiske vismænd, der peger på, at det jo ikke går.

Vil gerne være CO2-neutral

Til gengæld går han gerne videre med på den grønne omstilling, hvis den også hænger sammen økonomisk.

– Jeg vil gøre alt, hvad der er teknisk muligt, og jeg vil vride mig til det sidste for at være med på det, men det er altså også nødt til at give noget bundlinje på sigt. For jeg kan ikke kaste en masse millioner efter noget for mine blå øjnes skyld. Det er ikke ansvarligt at drive virksomhed på den måde, men jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg om 15 år havde mit eget biogasanlæg, mens vi måske kun havde den halve svineproduktion og ellers bare havde planteprotein på alle vores marker, som vi kunne putte i vores grise, så vi kunne lave en fuldstændig CO2-neutral landbrugsudvikling.

– Det kunne også være megaspændende at være en del af. Lige nu er det svært at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, men jeg har antennerne ude, når mulighederne byder sig. Det kunne da være fedt at være den første, der var det. Og det er da sjovere end at plante 50 hektar skov og kalde sig CO2-neutral på den måde, siger Preben Bjerregaard, der allerede driver en del af sine marker økologisk, hvor han leverer alt til valsning.

Men det er ikke nogen god forretning i øjeblikket, siger han og fortæller, at når alting stiger, så vælger forbrugerne det økologiske fra.

– Markedet er jo reguleret efter efterspørgsel, og der er kun efterspørgsel efter økologi til en vis pris, og det forstår jeg jo godt. Men så må folk også forstå mig. Når jeg høster en hektar konventionelt korn, så høster jeg ti ton, men når jeg høster en hektar økologisk korn, skal jeg være dygtig for at høste fire tons. Så det SKAL være dyrere. Det er det nødt til at være. Og jeg bliver også lidt ramt, når jeg læser, at vi skal have økologiske varer ned på samme pris, og det skulle være en ret og et krav. For det kan man ikke. Og den økologiske produktion er faktisk langt mere belastende for klimaet, for man bruger jo de samme maskiner og det samme grej til at dyrke en hektar, så CO2-belastningen for den mindre mængde økologisk korn er jo langt højere. Det gælder også økologiske grise, de skal have langt mere foder for at vokse det samme som en konventionel gris. Så CO2-belastningen er langt hårdere. Men det er historiefortælling. Man sælger jo produkter ved at sælge historier, der appellerer til følelserne.

Men kan du ikke forstå de forbrugere, der hellere spiser en flæskesteg juleaften, hvis de ved, at grisen har haft det godt?

– Jo, men mine grise har det da også godt. Mine tøser og drenge møder ind hver morgen for at passe og pleje de grise, og de gør alt, hvad de kan for at få alle til at overleve, så alle dyr har den bedst mulige dag, og så skal de skydes i skoene, at deres dyr ikke har haft det godt, nærmest hvisker han og tilføjer:

– Men hvis forbrugerne skifter indkøbsvaner, så er vi jo med. Vi kan ikke producere grise, som ingen vil have. Der er nødt til at være et marked, der efterspørger det.

– Jeg har ikke brug for at tage ud at cykle eller spinne for at slappe af, som andre gør. Har jeg brug for at koble af, kan jeg bare lavet noget andet på gården, siger Preben Bjerregaard. Foto: Jacob Jepsen

Arbejder alle ugens dage

Udviklingen er gået stærkt i de år, han selv har været landmand, men Preben Bjerregaard kan stadig ikke forestille sig et bedre og mere alsidigt arbejde.

– Det er megafedt. Jeg kan gå ud at skrue, hvis jeg har lyst til det. Jeg kan gå ind og arbejde på kontoret, hvis jeg har lyst til det. Jeg har altid været glad for tal, og jeg har altid været glad for mennesker. Det tror jeg, at man skal være født med, det er ikke noget, man lærer, siger Preben Bjerregaard.

Han har ikke fortrudt, at han blev landmand for 20 år siden.

– Nej, jeg har aldrig fortrudt noget som helst i mit liv. Jeg kigger altid fremad. Det er nok sådan, jeg er opdraget. Jeg har aldrig hverken set eller hørt min far beklage sig.

Vil dine egne børn være landmænd?

– Nej, griner han.

– Min ældste søn er i elektrikerlære, den mellemste læser HHX og så er der Marie, der er 13 og skal konfirmeres næste år.

Ville du gerne have, at de skal overtage gården?

– Det snakker vi slet ikke om. Lysten skal være der, og det er også et specielt job at være landmand. Jeg holder typisk kun en uges ferie om året, og jeg arbejder syv dage om ugen, så jeg har næsten ingen fridage, men det gør ikke noget. Jeg er jo altid hjemme, så jeg kan sagtens trække nogle timer ud, hvis det er nødvendigt i familien, og så er arbejdet også min hobby. Jeg sidder ikke og ser serier og film. Det bruger jeg ikke.

Hvad gør du så, når du slapper af?

– Jeg har ikke brug for at tage ud at cykle eller spinne for at slappe af, som andre gør. Har jeg brug for at koble af, kan jeg bare lavet noget andet på gården, fordi arbejdet har så mange forskellige facetter. Jeg står op klokken seks hver morgen, og så er arbejdsdagen sådan set flydende, indtil jeg skal i seng. Selvfølgelig bliver der også tid til familien. Men det er en livsstil at være landmand. Man skal kunne trives i det, og det kan jeg heldigvis.

Hvordan ser du på fremtiden?

– Jeg gør mig hele tiden masser af tanker, og jeg er også nødt til at tænke på næste generation, for det tager lang tid at overtage en virksomhed af denne størrelse. Jeg er 44, og det er ingen alder, men senest når jeg bliver 50, har jeg min exit-plan klar. Så kan jeg måske stoppe, når jeg bliver 60 år.

– Men det kan jeg kun arbejde med, hvis jeg stadig udvikler min virksomhed, så der hele tiden er bevægelse. Ellers er der ingen exit-plan. Der sker utrolig meget i alle erhverv, og også landbruget er ramt af, at her ikke er særlig mange unge, men mange ældre. Gennemsnitsalderen i landbruget er tårnhøj, så der er masser af ejendomme, der skal gennem et generationsskifte på en eller anden vis, og det bliver jeg jo nok en del af, så det bliver en del af min virksomheds udvikling.

Preben Bjerregaard tænker længe, inden han svarer på, hvad den største glæde er ved at have bygget så stor en landbrugsvirksomhed op.

– Min store glæde er hele den pakke, vi har skabt. Og det glæder mig at fornemme, at vi kan blive her mange år endnu og stadig have en supergod arbejdsplads med nogle gode omgivelser. Jeg har fantastiske naboer hele vejen rundt, så det er en glæde, fortæller landmanden der heller ikke kan blive træt af de billedskønne omgivelser.

– Det er også en glæde at kunne gå 50 meter op ad bakken og stå 100 meter over havets overflade og kunne se over til Christiansø med Paradisbakkerne bag sig. Det rører noget i mig. For hold kæft, hvor vi bor et lækkert sted. Hvor er Bornholm bare lækker, og hvor er her trygt og rart.

Preben Bjerregaard

Født i 1977.

Driver Ellesgaard og en stribe andre gårde på Bornholm, hvor han også er medejer af SP-Agro.

Privat er han gift og har tre børn.