Bornholmerfirma laver Tour de France-snaps

NOTITS | ABONNENT | 13. JUN 2022 • 13:46

Det har ikke gået manges næser forbi, at verdens største cykelløb, Tour de France, afvikler deres første tre etaper i Danmark, og den 1. juli går det løs.

Heller ikke den bornholmske producent af alkohol, Bornholm Spirits, lader den store cykelevent gå upåagtet hen. Derfor lancerer firmaet, som en hyldest til touren, en særlig produceret snaps med navnet Le Tour de Snaps.

– Teamet bag Bornholm Spirits er store sportsfans, heriblandt af Touren, fodbold, formel 1 og ishockey. Og når Tour de France så starter i Danmark og endda kører lige forbi Amaliegade, hvor vi har vores hovedkontor, så var det meget naturlig for os at udvikle en small batch produktion af Tour-snapsen, siger Marshoud Tolstrup Dababneh, der er marketingchef i virksomheden.

Dermed var det i en kombination af kærlighed til sporten og snapsen, at Le Tour de Snaps opstod, og flaskerne er fyldt med økologiske ingredienser og har smagsnoter af citrus, honning, enebær og lakrids, oplyser marketingchefen.

Med den særlige tour-snaps følger naturligvis også et forslag til en rigtig sommerdrink, nemlig en Tour-sjus. Her skal der bruges 4 cl. Tour-snaps, 12 cl. citronvand og masser af is. Og så skal der pyntes med en skive citron. Dermed skulle de lune sommeraftener efter de lange cykelture være reddet.