– Det er en ekstraordinær situation. Jeg håber da, at de nye energipriser er ekstraordinære, siger han og henviser til, at Bornholms El-Produktion de forudgående tre år har haft underskud.
Mere sort brændsel
Energikoncernen producerer strøm på vindmøller og kraftværket, hvor træflis er den mest anvendte brændsel. Træflis bruges i kedlen på blok 6, hvor der samtidig med strøm laves varme til fjernvarmenettet i Rønne. På andre kraftværksblokke står dieselmotorer til ren strømproduktion, og de har været brugt mere end tidligere i 2021.
– Vi ønsker ikke at starte vores diesel-anlæg for at sælge strøm til el-børsen, men vi byder ind i balancemarkedet. Der har også været meget brug for balanceydelser i 2021, hvilket vil sige, at vi også har haft en større indtægt derfra, fortæller Claus M. Andersen.
På balancemarkedet byder kraftværker ind med tilbud om produktion, der med kort varsel kan udligne ubalancer i systemet. For at begrænse CO2-udledningerne er der fastsat en kvote for, hvor ofte de kan bruges, og dieselenhederne må ifølge Claus M. Andersen køre mellem 250 og 500 timer om året.