Hvis offentligheden har fri adgang til området og dermed badeklubbens trædæk og badetrappe, er prisen for leje af 90 kvadratmeter omkring 3.000 kroner.
Bliver der i stedet tale om en eksklusiv brugsret for badeklubben og betalende gæster, skal lejen fastsættes efter markedsvilkår.
Hvad det bliver i kroner og øre, er usikkert, da arbejdet med fastsættelse af markedsværdien for havnearealerne stadig er i gang. Forventningen er dog, at lejen i givet fald vil være højere, end hvis den fastsættes efter havnetaksten. Uanset hvilken leje Svaneke Badeklub ender med at skulle betale, vil den blive reguleret årligt.
Det er natur-, miljø- og planudvalget, der træffer afgørelsen, som kan få virkning andre steder end på Svaneke Havn. Hvis kommunen lader andre folkeoplysende foreninger opføre saunaer eller lignende på kommunale arealer, bør de nemlig tilbydes samme vilkår, når det gælder offentlighedens adgang og lejens størrelse, fremgår det af udvalgets dagsorden.
Stadig adgang