Badehotel gentager succesen: Hr. Weyse vender tilbage

Badehotel gentager succesen: Hr. Weyse vender tilbage
Hr. Weyse alias Jens Jacob Tychsen besøgte sidste år Stammershalle, og i år gentages successen. Direktør Susanne Vang Søgård glæder sig til besøget. Privatfoto
ERHVERV | Søndag 18. september 2022 • 07:30

Stemningen og stilen på Stammershalle Badehotel passer spot-on med hr. Weyse fra serien Badehotellet, mener hoteldirektør Susanne Vang Søgård.


Skuespilleren Jens Jacob Tychsen, der nok er bedre kendt og elsket for sin rolle som hr. Weyse i successerien Badehotellet, besøger til november igen Bornholm, og denne gang tager han sin pianist med. Det fortæller hoteldirektør på Stammershalle Badehotel, Susanne Vang Søgård.

– Ja vi glæder os rigtig meget. Vi havde fornøjelsen af ham sidste år, så vi gentager successen i år, siger hun

Hotellet inviterer stjernen til Bornholm som et trækplaster for hotellet, men også som et led i en promovering af Bornholm i efteråret.

– Vi holder selv åbent helt til 2. januar, så vi vil jo gerne hive nogle mennesker til Bornholm i november, og der kan sådan en som hr. Weyse trække folk til, fortæller Susanne Vang Søgård.

Og lige præcis hr. Weyse passer rigtig godt til et badehotel, mener direktøren.

– Der er bare rigtig mange, der er vilde med hr. Weyse. Og det er sjovt nok, fordi for et par uger siden, så var der nogle af vores gæster der sagde nej, hvor er her bare hyggeligt. Vi mangler bare lige hr. Weyse til at sidde der ved klaveret. Og så kunne jeg sige, at vi er i dialog med ham, og at han var her sidste år. Det var bare smadder sjovt, siger Susanne Vang Søgård.

Da Jens Jacob Tychsen besøgte hotellet sidste år, var det mere en form for foredrag, som han optrådte med, men i år bliver det anderledes, lover direktøren.

– I år har vi valgt, at han også har sin pianist med, og så bliver det mere sang, men også noget sjov og ballade.

Men underholdningen er kun for gæsterne på hotellet?

– Ja, det er en særlig pakke man køber den weekend.

En god sæson

Susanne Vang Søgård overtog Stammershalle Badehotel lige inden sidste års sæson sammen med sin mand, Ulrich Søgård, og sæsonen i år har været en hel del anderledes end sidste år, fortæller den nye hoteldirektør.

– Det er gået rigtig godt, men det har være to forskellige somre, kan man sige. For sidste år var der corona, og det vrimlede med mennesker. I år har det været lidt mere afdæmpet. Men fully booked både på hotel og i restauranten, så vi er rigtig glade og tilfredse med en god sæson her, fortæller hun.

Og selvom sæsonen er ved at være overstået, så er der stadig masser af gæster på Bornholm.

– Der er stadig, her i september, overraskende mange gæster. Og nu får vi så en masse forespørgsler, både på mødeaktiviteter, men også på bryllupper og alle livets andre glade fester. Så det er skønt, at vi også får fyldt vores selskabslokale, siger Susanne Vang Søgård.

Så I mærker ikke, at der er krise i samfundet?

– Nej, det gør vi ikke - heldigvis. Vi havde flere i restauranten sidste år, men det var også helt crazy. Det har været mere behageligt i år, slutter hoteldirektøren.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT