Specielt tiltag har skabt enorm succes

Specielt tiltag har skabt enorm succes
I det store glashus, hvor de tidligere ejere havde en udtjent swimmingpool, har Kirstin Brandt Blomgren lavet et stort orangeri. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Fredag 19. september 2025 • 05:30
ERHVERV | Fredag 19. september 2025 • 05:30

Fjerde sæson har slået alle rekorder for Hotel Blommes Place i Snogebæk, og indehaver Kirstin Brandt Blomgren er ikke i tvivl om hvorfor.

Kirstin Brandt Blomgren nærmer sig i år afslutningen på sin fjerde sæson som hotelejer i Snogebæk.

Tilbage i 2022 åbnede hun og hendes mand Hotel Blommes Place på Ellegade, og de første tre år er gået fint.

– Men særligt i år har vi kunnet mærke, at nu kender folk os.

– Vi har haft en super sæson, hvor vi har været fuldt booket hele sommeren, så det er virkelig dejligt, fortæller hun, da Tidende stikker hovedet forbi for at høre, hvordan det går.

Det går nemlig rigtig godt. Op til opstarten i 2022 gav parret hotellet den helt store tur, og over årene har de renoveret samtlige værelser, restauranten, tv-stuen og badeværelserne, ligesom de har lavet en yogasal, der også kan bruges som mødesal.

– Senest her i vinter har vi lavet et saunaområde udenfor, for de har jo så meget succes med saunaen på Snogebæk Havn, at vi ikke længere kan tilbyde den til vores gæster. Så nu har vi lavet vores egen.

En gammel tilbygning er blevet sat i stand og rummer nu yoga-studie og mødelokale. Foto: Sarah Thun Kristensen

Ligesom med alle de andre ting på hotellet er også saunaen lavet simpelt, men lækkert.

– Vi vil gerne levere mental luksus, hvor man føler sig vigtig, forkælet og taget hånd om. Så vi prøver virkelig at lade det skinne igennem, at vi er glade for hver enkelt gæst, der er her.

Og gæsterne er altså også glade for dem, for der er masser af gengangere blandt de mange gæster.

– I år har der været sådan lidt en take-off-fornemmelse, og hvis jeg må være lidt udansk, så må jeg sige, at vi gør det altså også skide godt. Og det kan man se, fordi vi har en score på 9,2 på Booking.com, forklarer Kirstin Brandt Blomgren.

I tv-stuen kan man også finde masser af læsestof - blandt andet var Kirstin Blomgrens egen far forfatter, og man kan finde hans værker på hylden. Foto: Sarah Thun Kristensen

Hun oplever, at folk forholder sig meget til den score, når de booker, ligesom mange fortæller, at de har fået det anbefalet af venner og familie.

– Det har kæmpe, kæmpe betydning, så man bliver bare nødt til at gøre sit arbejde ordentligt og være ærlig omkring, hvad man kan, og hvad man ikke kan.

Børnefri zone

En af de ting, man på hotellet er bundærlig omkring, er, at det ikke er et oplagt sted for børnefamilier at slå sig ned - snarere tværtimod.

– Vi tillader slet ingen børn under 13 år, så vi har stort set kun par og selvfølgelig nogle enlige. Det er langt overvejende modne mennesker, men vi har også par, som endnu ikke har fået børn, og også nogle ældre i perioder. Men vi ser ikke meget til de 30-50-årige, smiler hun.

Beslutningen om at sige pænt nej tak til børn har været en del af konceptet helt fra starten, og indehaveren begrunder den med et ønske om at kunne levere ro, afslapning og lounge-stemning.

– Og så handler det også om, at vi ikke synes, stedet er egnet til børn. Vi vil gerne levere et ordentligt produkt til de mennesker, vi har med at gøre, men vi kan ikke levere et ordentligt produkt til børnefamilier - tværtimod. Vi har ikke mulighed for at sige, at det er okay at løbe rundt og spille bold, for det generer nogen, forklarer Kirstin Brandt Blomgren.

Selvom der er et stort udendørsområde med hængekøjer og smukke planter, så er det nemlig tænkt som et afslappende og roligt sted, hvor man kan læse en bog eller tage en lur.

– Vi kan bare ikke have, at der løber børn rundt og forstyrrer det, som vi gerne vil levere - nemlig fred og ro. Så vi har bare valgt at sige, at vi gerne vil gøre det, vi gør ordentligt, og så slet ikke gøre det, som vi ikke gør.

Oprindeligt var der ellers to familieværelser på hotellet.

– Den første sæson sagde vi minimum 10 år, men allerede efter én sæson blev vi enige om at hæve grænsen til 13 år, og så kalder vi dem ikke længere familieværelser, men premium dobbeltværelser.

Indehaveren har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra gæsterne, som er begejstrede for konceptet.

– Der er jo mange sommerhuse i Snogebæk, så det er ikke usædvanligt, at børn og børnebørn bor i et sommerhus, og så bor bedsteforældrene hos os, fortæller hun.

Hun oplever af og til, at bedsteforældrene spørger, om de må invitere børn og børnebørn på spisning i hotellets restaurant.

– Så siger vi simpelthen til dem, at det må de ikke, hvis der er børn under 13 år, for de skaber uro, forklarer hun.


Blommes Place i Snogenbæk nærmer sig afslutningen på deres fjerde sæson. Foto: Sarah Thun Kristensen

Kirstin Brandt Blomgren ved godt, at det kan virke lidt kontroversielt at sige nej tak til børn på hotellet. Hun har selv børn, og hun understreger, at det ikke er fordi, hun har noget imod børn.

– Jeg kan også godt lide hunde, og jeg har selv en hund, men de må heller ikke være på hotellet. Det handler bare om, at når vi gerne vil give gæsterne på de 24 andre værelser en fornemmelse af, at kunne slappe fuldstændig af, så nytter det ikke noget, at man blive forstyrret af den stemning, som børn har brug for.

Hun oplever da også, at bedsteforældrene af og til siger tak for at give dem en god undskyldning, for selv de skønneste bedsteforældre kan have brug for en pause, når ferien varer en hel uge.

Mange gengangere

Kirstin Brandt Blomgren håber, at det ikke bare er hende, der har haft en god sæson, men at det er hele Bornholm. Hun er dog ikke i tvivl om, at det gode år på hendes hotel ikke bare skyldes en tendens.

– Vi kan se, at vi har mange gengangere, og at folk booker direkte på vores egen side, så det er en indikator på, at de kommer her, fordi de ved, hvad de får.

Til næste år kunne hun ønske, at de sidste huller i maj og september også blev lukket, men hun ved også, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at tallet på booking.com ikke er konstant.

– Man skal gøre sig fortjent hvert eneste år til at være på gæsternes radar, for vi vil gerne beholde den score, og det er noget, vi er super opmærksomme på. Det kræver, at man er skarp til at vedligeholde og holde tingene pæne fra år til år.


Saunaen på Snogebæk Havn blev for populær, og derfor har de på hotellet bygget deres egen sauna til gæsterne. Foto: Sarah Thun Kristensen

Derfor er det heller ikke et naturligt næste skridt at udvide sæsonen, for der er mange udendørs områder på hotellet, og de mister stille og roligt deres charme i løbet af oktober måned.

Sæsonen starter derfor omkring 1. maj og hotellet lukker ned i slutningen af september.

– Den sidste uge i september, den ser da lidt trist ud, men det er absolut forventet, og i år er det bedre, end det plejer at være.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT