Årets læreplads blev fejret og hædret

NYHED | ABONNENT | 24. NOV 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
24. NOV 2022 • 15:30

– Min chef går meget op i, hvordan vi har det og er meget lyttende, hvilket jeg synes er en kæmpe fordel, skrev Freja Kofod Hansen i indstillingen.

Bornholms Kommunale Tandpleje er blevet kåret som årets læreplads på Skolen for Klinikasssistenter og Tandpleje, SKT, i København.

Det er tandklinikassistenteleverne selv, der har indstillet netop deres læreplads som årets bedste, og lærepladsen modtog hæderen tirsdag eftermiddag.

Freja Kofod Hansen har været ansat i tandplejen som voksenelev siden august 2021, og hun har været med til at indstille sin arbejdsplads til årets læreplads.

– Som elev er jeg blevet taget super godt imod fra start og der er blevet sat et stort fokus på mig og min læring i hverdagen, skrev hun i sin indstilling af lærepladsen.

Hun fortæller desuden, at hun var meget i tvivl om, om hun skulle flytte fra Ballerup og hjem til sin fødeø, da hun afsluttede grundforløbet.

– Men jeg har bestemt ikke fortrudt. Jeg blev hurtigt inkluderet i fællesskabet, hvilket betyder meget når man er ny og aldrig har prøvet at arbejde i dette fag før. Jeg har fået den bedste elev-vejleder, som går all-in for at jeg skal få det bedste ud af arbejdsdagen, som muligt. Mine kollegaer på klinikken er enormt grundige i deres arbejde og går meget op i at formidle tingene videre hver især på den bedste måde, så jeg nemt kan tilgå opgaven på egen hånd. Min chef går meget op i hvordan vi har det og er meget lyttende, hvilket jeg synes er en kæmpe fordel, fortsætter hun.

 

Der var god stemning, da hæderen blev fejret tirsdag eftermiddag. Privatfoto

 

Signe Leegaard Jepsen er uddannelsesvejleder på tandklinikassistentuddannelsen, og hun håber, at den gode omtale vil skabe en større interesse for uddannelse, fordi Danmark har brug for at flere vælger at tage en erhvervsuddannelse.

– Prisen som årets læreplads er med til at skabe et positivt fokus på erhvervsuddannelserne – og ikke mindst vigtigheden af gode lærepladser til eleverne – også på Bornholm, siger hun.

Størstedelen af uddannelsen foregår nemlig på lærepladsen, og derfor er det vigtigt med gode lærepladser.