– Jeg tror, at det betyder, at man passer på ikke at blive i skyld i, at andre bliver ramt af ens konkurs på en måde, så de mister penge, siger han og uddyber:
– For man risikerer jo at møde dem i brugsen, Netto eller andre steder efterfølgende. Og derfor er der måske en tendens til, at man lægger sig i selen for at få virksomheden lukket på en god måde, hvor man så vidt muligt får betalt det, man skylder, eller eventuelt laver nogle frivillige afdragsordninger, så man henad vejen får afviklet gælden efterfølgende.
Fokus på ejerskifte
Øen rummer knap 4.000 virksomheder, hvoraf mange er enkeltmands, men ydermere vil der være mange af dem, hvor en enkelt person har både et anparts- og et holdingselskab, hvilket altså er dobbelt op.
– Typisk vil man løbende overføre penge fra driftsselskabet, altså fra anpartsselskabet til holdingselskabet, og går det galt, kan man så lukke anpartsselskabet, men man har stadig sin pengetank i holdingselskabet, siger Ebbe Mølsted-Møller og konstaterer, at konkurserne på Bornholm i 2023 netop på nær i ét tilfælde har ramt anpartsselskaber.