Flere og flere partier kappes nu om at reducere og forenkle den offentlige sektor, og der fremkommer løse og luftige forslag i mange retninger. Iderigdommen er enorm nu her lige før folketingsvalget. Jeg vil foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe til at forenkle den offentlige sektor. Medlemmerne i arbejdsgruppen, bør blandt andet være almindelige medarbejdere fra forskellige fagområder i forskellige kommuner og regioner. Det er ofte almindelige medarbejdere, der kender mest til de virkelige udfordringer med alt for mange rigide paragraffer, vejledninger og andet, og en oparbejdet praksis, hvor mange sags- og arbejdsgange er gjort helt unødvendigt detaljerede og komplicerede.
Miljø og klima står også højt på vores dagsorden, og det er godt at fremme projekter, hvor natur, biodiversitet, miljø og klima får det bedre. Men jeg synes, at det er enøjet signalpolitik, når staten omdanner hele Almindingen på Bornholm til urørt skov, hvor alt for meget træ går til spilde, og muligheden for at lagre CO2 i bygningstræ spildes. Mindre områder i Almindingen kan omdannes til urørt skov, men resten af Almindingen kunne fortsat bruges til produktion af træ til savværker og andet, og samtidig kunne andre områder ændres til mere naturlig skov med plughugst.
Borgere, virksomheder og landbruget skal gøre hvad de teknologisk og økonomisk kan for at forbedre natur, biodiversitet, miljø og klima, men ikke i et tempo der ikke er økonomisk bæredygtigt. Og ikke i en stemning af en hetz mod for eksempel landbruget.
Minkbranchen blev for mig at se lukket ned på grund af overreaktion og inkompetence, og de meget forsinkede udbetalinger af erstatninger lider under den samme inkompetence. Politikere bør være kompetente politikere med livs- og erhvervserfaring, og personer som vi kan have tillid til. Jeg har personligt stor tillid til Marianne Karlsmose, Bjarne Hartung Kirkegaard og vores øvrige kandidater. Jeg håber meget, at ”tillid” bliver et af hovedtemaerne i valgkampen.
Kompetente og tillidsskabende politikere er vigtigere end nogensinde før, og de skal også kunne tage hånd om inflationen, energikrisen, forsvaret af Danmark og Bornholm, og fortsat bakke Ukraine op i den meget tragiske krig Rusland har kastet dem ud i.