Det underste sikkerhedsnet, kontanthjælpen, er politisk bestemt, og for mange mennesker er det at blive grebet i det laveste sikkerhedsnet lig med et liv i fattigdom. Det er det, fordi et politisk flertal, herunder Iben Busch’ parti Det Konservative Folkeparti, har besluttet, at det laveste sikkerhedsnet ikke skal dække basale leveomkostninger – mad, tøj, bolig og fritidsaktiviteter for alle.
De borgerlige argumenterer ofte med, at der skal være incitament til at arbejde. Men folk er ikke på kontanthjælp af magelighed. Tværtimod handler det ofte om psykisk eller fysisk sygdom og sociale problemer. Frem for at være en motivation til arbejde er fattigdom en ekstra stressfaktor. I en rundspørge blandt socialrådgivere svarer 77 procent, at nogle borgere er så presset økonomisk på grund af lave ydelser, at det er svært for socialrådgiverne at hjælpe dem med andre problemstillinger, som kan få dem ud af passiv forsørgelse.
Før sommerferien blev der taget et lille skridt med en kontanthjælpsreform, der forbedrer forholdene en lille smule for især fattige børnefamilier. Reformen har fået hård kritik fra de borgerlige, der vil rulle reformen tilbage efter et valg – det vil sige fattiggøre endnu flere børn. Hvis vi skal gøre op med fattigdom, så er individuelle indsatser ikke nok. Det kræver politisk handling (også mere end den seneste kontanthjælpsreform) – og den er de borgerlige partier tydeligvis ikke villige til at levere.