Ved de, hvor meget vand, der står ved Sose?

Ved de, hvor meget vand, der står ved Sose?
Området ved Sose. Privatfoto
SYNSPUNKT | ABONNENT | 31. JAN 2024 • 19:00
Af:
Jens-Otto A. Sonne
Risegaard
Sdr. Landevej 104
3720 Aakirkeby
SYNSPUNKT | ABONNENT
31. JAN 2024 • 19:00

Mon Energinet og miljømyndighederne egentlig er klar over, hvor meget vand, der står ved Sose?

Der står vand på området ved Sose, hvor Energinet har tænkt sig at placere det landanlæg, de vil bygge som en del af Energiø Bornholm projektet. Der står meget vand!

En af forklaringerne er selvfølgelig, at efteråret 2023 har været meget vådt, og at 2024 også er startet gevaldigt vådt. Men det er desværre nok ikke hele forklaringen. For det første er det område, som Energinet har peget på som det foretrukne for placering af landanlægget - sikkert pga. af tætheden til kysten - et område, der er karakteriseret ved ferskvandsdannelser. Det fremgår af den miljøvurdering af hele planen for Energiø Bornholm, som Rambøll har udarbejdet og som netop har været i høring.

Samtidig er området et af de steder på Bornholm, som forventes at være i størst risiko for grundvandsstigninger som følge af de igangværende klimaforandringer, og det i en grad, så man i 2050 forventer, at grundvandsspejlet ikke ligger et stykke under jordoverfladen, men derimod på overfladeniveau. Det fremgår af en klimatilpasningplan, som Cowi i 2022 lavede for Bornholm. Altså må området forventes at være dækket af vand i store dele af året inden for en kort årrække.

Mon man i Energinet har overvejet, hvad det betyder for placeringen af Energiø Bornholms transformerstation? Og har man mon overvejet det i kommunalbestyrelsen for den sags skyld? Og har man mon overvejet, hvad de miljømæssige konsekvenser vil være, når man bliver nødt til at gøre noget for at sænke grundvandsstanden i området?

Den miljøvurdering af hele Energiø Bornholm planen, som netop har været i høring, fortalte jo med al ønskelig tydelighed, at såfremt der skal foretages grundvandssænkning ifm. etablering af højspændingsstation, så vurderes det at kunne medføre forringelse af vandkvalitet og kvantitet i området. Ikke mindst, må man formode, fordi der i området som bekendt er en betydelig naturlig forekomst af okker, som risikerer at blive frigjort ved dræning, grundvandssænkning osv. Det har vi smerteligt erfaret i forbindelse med tidligere dræningsprojekter.

Som borger i området og som en der ønsker at passe på vor natur, håber jeg, at både Energinet, som bygherre, og Miljøstyrelsen og Bornholms Regionskommune som myndigheder, tager deres ansvar for miljøet alvorligt i deres iver for at realisere Energiø Bornholm projektet.

Som anført tidligere vil en placering længere mod nord i det totalt udpegede område være at foretrække, idet det nordlige område ligger højere og ikke vil være udfordret i samme omfang med grundvandet. Samtidig kunne det sydlige område, hvor anlægget aktuelt foreslås placeret i stedet være et naturgenopretningsområde, hvor tidligere tiders engarealer med masser af dyreliv etc. kunne genskabes. Ydermere vil alle vore medborgere langs med Søndre Landevej, som aktuelt risikerer at få landanlægget direkte i deres baghave - uden nogen form for kompensation - få det på større afstand og afskærmet af et nyt naturgenopretningsområde.

Det har jeg virkelig svært ved at se ikke er en meget bedre løsning.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT