Tuborg-huen på TV 2/Bornholm

KOMMENTAR | ABONNENT | 10. NOV 2023 • 19:00
Af:
Jan Jørgensen
direktør TV 2/Bornholm
KOMMENTAR | ABONNENT
10. NOV 2023 • 19:00

TV 2/Bornholms direktør svarer på kritikken fra Thorkil Thorsens læserbrev den 8. november.

Thorkil Thorsen fra Svaneke kritiserer i et læserbrev i heftige vendinger TV 2/Bornholms indslag om J-dag, som blev sendt fredag den 3. november.

Han har ret på to af punkterne.

Der var tale om tre dele. Først kom der et interview med Bornholms Politi, som understregede ansvarlig opførsel og advarer mod spirituskørsel. Så blev der sendt direkte fra et værtshus i Rønne. Og til sidst var der et interview med Natteravnene i Rønne om deres arbejde senere på aftenen.

Det er den direkte transmission, som varede 1:42, hvor Thorkil Thorsen tager fat i os og kritiserer. Det handlede i al væsentlighed om en gymnasieklasse, der samler penge ind til studierejsen. Der blev imidlertid lavet to fejl i det, og det kan ikke rettes, fordi det bliver sendt direkte.

Reporteren beholdt en Tuborg-hue på hovedet. Det var ikke meningen. Den skulle have været taget af inden, men det glemte han i skyndingen. Den anden fejl var, at han slutter med at nævne bryggeriets slogan.

De to andre dele, som samlet er længere (nemlig 2:30) handler om de andre sider af J-dagen – og her bliver det understreget, at det er en dag, hvor både politiet og Natteravnene appellerer til ansvarlig indtagelse af alkohol. Som helhed var det derfor en afbalanceret dækning.

TV 2/Bornholm er ikke ene om at dække J-dag. De landsdækkende medier var på pletten. Bornholms Tidende havde en artikel nogle dage forinden, hvor der var foto af Tuborg-øl. Artiklen handler kun om Tuborgs juleøl, og der citeres en ansat på Tuborg. I artiklen står der blandt andet ”Har man lyst til at smage en af årets første Tuborg Julebryg, kan man ifølge Tuborgs egen liste besøge…..” Og så kommer listen over værtshuse på Bornholm.

Til det er der vel kun at sige, at Tuborgs markedsføring er vanvittig effektiv. Til næste år vil vi på TV 2/Bornholm helt sikkert være opmærksom på at undgå huer og slogan.