Teatrets bestyrelse råber vagt i gevær

Bornholms unikke fortællinger og kunsten at se lyst på fremtiden.

Den danske økonomi har aldrig været stærkere, forlyder det dagligt i regeringens skåltaler.

Alligevel bliver de kommunale budgetter overalt – og ikke mindst her på Bornholm - skåret helt derind til benet, hvor det ikke kan undgå at gøre mærkbart ondt. Alle må stå for skud, og ingen områder kan forvente at gå helt fri. Sådan er realiteterne, og det må man bøje sig for. Det gælder naturligvis også en kulturinstitution som Bornholms Teater. Men pas nu venligst på:

Bornholm Teater er nemlig ikke blot den base, som Rønne Theater (Danmarks ældste) baserer den væsentligste del af sin økonomi på. Det er samtidig den platform som yder daglig support til alskens forskellige funktioner der er tilknyttet teaterlivet, hvilket spænder fra de helt lavpraktiske til de mere officielle aktiviteter.

Det gælder ikke mindst skoleteaterordningen, der hvert år sikrer, at bornholmske børn oplever teater. Hvilket i en tid med mange skærmtimer er en radikal anderledes og nærværende oplevelse. Bornholms Teater har desuden i en årrække arbejdet målrettet på at fortælle bornholmerne unikke historier om øen og de mennesker, som bor her. Historier der er med til at tegne øens identitet, både overfor herboende og besøgende, og som på fornem vis har sat Bornholm på landkortet i hele Danmark.

På det seneste har teatret desuden startet en opsøgende virksomhed, der bringer historierne ud af teatersalen, til der hvor publikum opholder sig. Det har betydet en øget opmærksomhed, ikke mindst fra det yngre publikum, som teatret kan bygge sin videre fremtid på.

Det er tiltag som disse, der nu er i overhængende fare for at blive skåret ned i en grad, hvor de i bedste fald bliver nærmest usynlige; i værste fald helt forsvinder.

Og det vil blive mærkbart både for den enkelte borger, for turisterne og for sammenhængskraften på øen.

Det er på den baggrund, at vi, den menige bestyrelse for egnsteatret, føler os kaldet til at råbe vagt i gevær.

Kulturen har desværre en tendens til at blive taget for givet og er paradoksalt nok som regel først for alvor til at få øje på, når den bliver taget fra os. Lidt ligesom saltet i maden. Man kan godt blive mæt uden – men det smager nu engang bedre med.

Man – altså enhver som ønsker et varieret kulturliv på øen - kunne starte med at insistere på, at sparekniven føres med fornuft og forstandighed, så man ikke i sin spareiver kommer til – som i tilfældet med Bornholms Teater - at afskære sig selv fra de statslige tilskud, som gør de bornholmske skattekroner dobbelt så meget værd. For det er da – som det gamle mundheld siger – et dumt sted at spare.