Efter den redaktionelle linje, som Tidendes redaktør har meldt ud, er det vist ikke så populært at kritisere de gener, som visse dele af turistindustrien medfører, både for fastboende og for turister, der tager til Bornholm for at nyde freden og roen.
For nu at bruge et konkret eksempel: Hver dag drøner en hellikopter fra Hasle hen over landskabet og vender tilbage fra Hammeren kort efter. Dette sker to til tre gange i timen stort set hver dag. Det er altså ikke kun gamle, sure fastboende som undertegnede, der forstyrres af det. Jeg har hørt turister undre sig over, at det er tilladt.
De fire-fem mennesker, der synes, det er en herlig flyvetur, generer samtidig utallige mennesker, og ikke mindst fordi man ikke kan se en ende på det.
Nu har helikopterpiloten tilsyneladende et vellønnet job, og flyvningerne er nærmest kun en hobby. Desuden kommer de indtægter, han har fra sin virksomhed, kun i meget ringe grad Bornholm til gode, da han jo ikke betaler sin skat her. Så på hvilken måde gavner dette øen og turismen?