Søren Pind: Hvad er den fælles vision for de 'regeringsbærende' partier?

Det er uforklarligt, at et parti som Enhedslisten, de konservative og Dansk Folkeparti indgår i den samme konstituering. Det er meningsløst. Tomt. Og det undergraver tilliden til det danske folkestyre. Ikke på kort sigt. Men på det lange.

Nogle vil påstå, at det jeg nu skriver, er et angreb på det politiske flertal, der fandt sammen efter kommunevalget. Det er det også. Men i virkeligheden er det jo først og fremmest en konstatering af, at de to traditionelt ledende partier – Venstre og Socialdemokratiet – har vist en uformåenhed, der har fået folk til at ty til de mærkværdigheder, vi har set. Alt hvad jeg skriver, falder tilbage på det faktum, at de to største og ledende partier i det danske folkestyre grundlæggende har svigtet deres opgave på Bornholm.

Det gælder i politisk vision. Det gælder i spørgsmålet om arvefølge. Og det gælder i forhold til at være til stede i alle afkroge af det bornholmske samfund, der er helt særligt. I hvert fald i mine øjne.

For det er jo en gåde. Hvordan kan kommunister, kristne, konservative og nationalister sætte sig om det samme bord?

Når jeg har spurgt, er jeg blevet mødt med platheder som det samarbejdende folkestyre og andre ligegyldigheder. Men det er jo noget vrøvl. For grundlæggende handler valg jo om at stemme efter overbevisning og lade folk dele sig efter anskuelser.

Sagt med andre ord: det betryggende ved et folkestyre er, at man, når man stemmer på en konservativ, stemmer på ham, fordi han er konservativ. Ikke fordi man tror, at han dagen efter peger på en Enhedslisten-borgmester. Eller omvendt.

Det er jo måden at sikre vælgerne en vis sammenhæng – en ramme – en tilknytning til vores demokrati. Forudseenhed. Gennemsigtighed. Tillid.

En af mine dybe overbevisninger er, at identitet og integritet er to af de vigtigste elementer for et moderne politisk parti. Det gælder for det 21. århundrede, at de gamle stands- og kulturbånd er borte. Man stemmer ikke længere på Venstre, blot fordi man er bonde, eller på de konservative fordi man er funktionær. Eller Socialdemokratiet fordi man er arbejder. Det er sket. Det er nye bånd, der binder folk til holdninger og partier. Og reelt set har vi ikke endnu fundet ud af, hvad de nye bånd er. Deraf flugten fra de politiske partiers medlemsrækker, for ingen tilbyder medlemmer – der engang var folkestyrets tillidsmænd, og udgjorde en uvurderlig del af den lange forklaringsrække, der skal til imellem de styrende og det styrede – et meningsfyldt fællesskab.

Så meget desto mere er identitet – genkendelighed – og integritet – troværdighed og personlig ordentlighed – blevet vigtige faktorer for de mennesker, vi vælger til at styre os.

Og hænger det sammen med, at allehånde forskellige holdninger mødes for at udpege et menneske med det ene formål at holde andre væk? Rækker det virkelig? Chefredaktøren har gjort det til et særligt kendemærke – en ny politisk opskrift for Bornholm. Virkelig?

Eisenhower sagde engang, at et parti uden holdning ikke er andet end en sammensværgelse for at opnå magten. Det synspunkt deler jeg. Det er uforklarligt, at et parti som Enhedslisten, de konservative og Dansk Folkeparti indgår i den samme konstituering. Det er meningsløst. Tomt. Og det undergraver tilliden til det danske folkestyre. Ikke på kort sigt. Men på det lange. For det er intet andet end en sammensværgelse for at opnå magten – uden mål og med.

Hvad er det politiske program for de næste fire år på Bornholm? Hvad er den fælles vision for de ”regeringsbærende” partier? Skal byggesagsbehandlingen virkelig prioriteres, som det blev lovet af nogen? Eller skal skatten op, som andre givetvis mener? Skal det offentlige overtage en stor del af de private opgaver, der i dag løses af 9.600 privatansatte bornholmere? Eller skal vi satse på at udvikle det private erhvervsliv med indtægt, arbejde og vækst til følge?

Ingen ved det. Og ingen vil få det at vide. For det flertal, der har sat sig på kommunalbestyrelsen, vil ikke evne at præsentere en sammenhængende vision for arbejdet med at gøre verdens bedste ø endnu bedre.

Og dermed overtager de den fejl, forgængerne begik. Ingen vidste – egentlig – hvad S og V ville med deres pludselige budget. Ingen vidste, hvad visionen egentlig var. Socialdemokratiet blev ladt i stikken af en borgmester, der pludselig forsvandt, og opstillede en pensionist med et godt hjerte, men med fortiden bag sig. Og Venstre… Venstre har sluppet sine bånd til det nære samfund og har ikke foretaget det nødvendige generationsskifte. Det skifte, der var nødvendig allerede ved sidste valg, da det stod klart, at fuglen ikke fløj.

Man kan mene, at holdninger intet betyder. Man kan mene, at visioner er ligegyldigt. Man kan hævde, at kommunister og konservative sagtens kan arbejde sammen. Men det er og bliver et misfoster. Skabt først og sidst på fortidens fejl. De herskende partier er kun ved magten i kraft af forgængernes mangler. Og kunne kun blive enige om magten, ikke om indholdet.

Det er grundlæggende skidt for en ø, der ikke har meget politisk kapital og skal tænke sig grundigt om, når det lidt man har, skal forvaltes.

Uanset skal der herfra lyde et tillykke til den ny borgmester. Mit håb er, at min beskrivelse bliver gjort til skamme. Og at det flertal, der har indsat ham, inden længe vil præsentere en sammenhængende klar – demokratisk og markedsøkonomisk – platform for at udvikle Bornholm til et stærkere og mere levedygtigt lokalsamfund. Håbet er lysegrønt.

Søren Pind

Skriver hver anden lørdag Pinds perspektiv på tidende.dk.

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.