Mette Møller rakte ud.
Søndag sendte hun et nødråb på internettet med mobilpay- og kontonummer for at kunne betale bjerget af regninger og fortsætte sin hestekærlige gerning, og det virkede. På et døgn er det lykkedes hende at rejse over 80.000 kroner til plejehjemmet for heste.
Den vilde støtte fra mange forskellige er et flot billede på, hvad vi også kan udrette sammen. Vi kan hjælpe hinanden, når det gælder, så kongens foged ikke kommer og lukker stalden.
Mosekær mangler stadig en langsigtet løsning, men historien om hesteinternatet er et dejligt billede på den nærhed og hjælpsomhed, som Bornholm rummer. Vi kender hinanden, og vi vil gerne have de gode initiativer til at fungere - også selvom vi selv skal hjælpe lidt til.
I en verden, hvor mange problemstillinger dagligt serveres for os af ihærdige og kritiske medier, kan det let blive for meget med alle de udfordringer.
Her kan dyrs trivsel være et godt fristed, og man kan føle glæde ved at sikre dem et værdigt liv, som Mette Møller dagligt kæmper for.
Det er rigtig godt og fortjener stor respekt.