Men jeg følte et stort pres og havde svært ved at sige fra. Jeg spejlede mig i de øvrige ansatte og bebrejdede mig selv, at jeg ikke kunne håndtere arbejdspresset. Det var svært for arbejdsgiverne at yde den nødvendige støtte, og jeg havde ikke selv kapaciteten til at kunne imødekomme kravene og finde fodfæstet. Det var svært i den sårbare tilstand, jeg var i, ikke at føle mig jævnbyrdig. I samarbejde med min psykolog måtte jeg erkende, at jeg fortsat var for sårbar til at kunne være på disse arbejdspladser, og at det ikke understøttede mit inderlige ønske om at komme til hægterne igen efter min sygemelding.
Derfor valgte vi at rette blikket mod Plantagen, da stedet har stor viden og praksis i at hjælpe og støtte sårbare mennesker.
Jeg var blandt andet meget udfordret på menneskekontakt og lydpåvirkninger. På Plantagen kunne jeg trække mig tilbage fra fællesskabet og gå ud lave arbejdsopgaver for mig selv. Det gav en enorm ro i mit hoved og nervesystem, at jeg kunne arbejde uden at skulle forholde mig til andre mennesker.