Pjækkulturen vokser som ukrudt

– og vi vander den med skattekroner.

På papiret har vi et af verdens bedste uddannelsessystemer.

Alle, der opfylder adgangskravene, har mulighed for at tage en gymnasial uddannelse, betalt af skatteyderne, og vi fremhæver ofte vores dannelsesideal, hvor unge ikke blot lærer matematik og dansk, men også udvikler sig til ansvarlige borgere.

I virkeligheden

Men i praksis ser virkeligheden anderledes ud.

Rundt omkring på landets gymnasier har vi fået en kultur, hvor fravær ikke længere er en undtagelse, men en vane. Hvor elever uden problemer kan skippe undervisningen i dagevis uden, at det får konsekvenser.

Hvor pjækkulturen har sat sig så dybt, at det nærmest er blevet socialt accepteret at blive væk fra timerne, hvis man lige har brug for en “pause”. Det er et kæmpe problem – ikke bare for de unge selv, men for skolerne, samfundet og de skatteydere, der betaler for det hele.

Ikke en prioritet

For mange elever er gymnasiet ikke en prioritet, men noget, man møder op til, når det passer ind i kalenderen.

Man vælger og vrager i skemaet: Orker jeg matematik? Nej. Dansk? Måske. Idræt? Glem det. Den tilgang er ikke bare respektløs over for lærerne, men også over for de klassekammerater, der faktisk gerne vil lære noget.

Berøringsangste gymnasier

Alligevel ser vi en utrolig berøringsangst fra gymnasierne, når det kommer til fravær.

Skolerne er nemlig økonomisk afhængige af elevoptag, og hvis de smider for mange ud, så risikerer de at miste penge.

Så i stedet for at skære igennem og stille krav, så ender de med at se gennem fingre med pjækkeriet. Resultatet er et uddannelsessystem, hvor vi giver en gratis og privilegeret adgang til gymnasiet, men samtidig har vi så lave forventninger til eleverne, at det næsten er valgfrit, om man vil deltage.

Ond cirkel

Det skaber en ond cirkel:

Når skolen ikke handler, så signalerer det, at fravær ikke er alvorligt. Når eleverne oplever, at de kan slippe afsted med det, så bliver pjækkeriet mere udbredt. Og når pjækkeriet breder sig, så bliver det pludselig en kultur. En kultur, der skader både de elever, der møder op og gerne vil lære noget, og de, der ender med at spilde deres ungdom på en uddannelse, som de reelt ikke deltager i.

Retfærdighed?

Vi taler meget om retfærdighed i Danmark.

Men hvor retfærdigt er det, at skatteyderne betaler milliarder af kroner for gymnasieuddannelser, hvor elever ikke engang gider møde op? Hver eneste krone, der bruges på en elev, der ikke deltager i undervisningen, kunne være brugt bedre.

Hvis vi vil gymnasiet som institution det godt, hvis vi vil tage de unge alvorligt, og hvis vi vil være fair over for dem, der betaler regningen, så er der kun én vej frem: Vi skal tage pjækkulturen alvorligt og gøre op med den.

Det betyder, at gymnasierne skal have bedre muligheder for at gribe ind over for elever, der systematisk pjækker. Fraværsgrænserne skal være klare, og konsekvenserne skal være tydelige - ikke af ond vilje, men fordi det er nødvendigt for at bevare en skolekultur, hvor uddannelse faktisk betyder noget.

Gymnasiet er ikke en daginstitution. Det er ikke en parkeringsplads for unge, der ikke ved, hvad de vil. Det er en mulighed – en værdifuld en af slagsen.

Men den mulighed skal følges op af ansvar - og det ansvar starter med at møde op.

Ida er en af Tidendes faste kommentatorer. Hun går på Campus Bornholm, og er blandt andet formand for LAU Bornholm