Inden du tænker "krænkelsesparate klummeskribent" så hør lige her: Hvis du endnu ikke har phubbet dit livs udkårne helt derud, hvor isen ikke kan bære, så spørg om phubbing er en udfordring for jer? Hvis du er rigtig modig, så tag phubbingsamtalen med børnene, med familien, på jobbet og med vennerne. Nu er du jo i gang. Hvis vi i gennemsnit dagligt modtager 50 push-beskeder, notifikationer eller andet adfærdsdesignet støj, så vil det også ske i andres nærvær. Sørg altid for at have mentalt stamina i reserve, når push-beskeder indtager telefonen og kærligt vibrerer i din lomme. Behovsudskyd! Det er bare den systematiserede forretningsmodel, der banker på. Det er sjældent vigtigt.
Inden du siger ”phub jer” til både partner og børn, og synker ned i venners hav af fede billeder med hjemmegjorte halloweenkostumer, egen økologisk kærnet smørproduktion og lav sol over wannabe CO2-neutrale Århus. Lige før de manipulerede glansbilleder gør skade på dit indre misundelsesorgan, så overvej: Hvordan er det lykkedes en god håndfuld ingeniører og hjerneforskere fra Guldkysten ”Silicon Valley”, at få milliarder af mennesker til at phubbe livet op?
Ifølge Gloria Marks, professor i informationsvidenskab ved University of California, bruger vi i gennemsnit 47 sekunder på skærmen, før vi retter vores opmærksomhed mod noget nyt. Og det nye er ikke vores partner. Vores relationer trænger til et kærligt kilometereftersyn. Konstante notifikationer har vidtrækkende fangarme. Notifikationen er elefanten i rummet vi ikke tør tale om. Alt imens den rager alt porcelænet ned omkring os.