Pava: Til min elskede lille datter

Pava har skrevet et digt om mødet med sin nye datter.

Så det mandag igen, og sidste uges klumme handlede jo om bankernes ulidelige måde at behandle deres kunder - også mig - deres måde at se ned på en som en lille hund.

Eller blive set på, som om man vil stjæle fra dem i det øjeblik, man træder indenfor i deres univers af kontrol. Tyv tror, hver mand stjæler. Banken er en stor tyv. Så er det vist sagt.

Denne mandag har jeg skrevet et digt kort og godt. Ja et lille digt til min datter.

God læselyst alle sammen.

Digt til min elskede lille datter:

Jeg kan huske første gang, jeg mødte dig -

Du kom der siddende i din mors arme

Og på lang afstand så jeg dig for første gang

Det var i Manila lufthavn

Der sad du med din nye gule kjole

Og dit hår fint sat op med pynt, der passede til dine små sølvsko

Du havde fået lidt rød læbestift på

Du var så fin som den smukkeste prinsesse i hele verden

Din mor kom nærmere med dig, og du rakte ud efter mig

Men så fortrød du alt med dine brune øjne

Du klamrede dig til din mor. Du græd og græd

Du ville alligevel ikke over til mig

Måske var du bange for, at jeg ville tage dig fra din elskede mor

Du gik i panik lille kære menneske, som jeg bragte hertil jord

Din mor og jeg gik ved siden af hinanden

Vi slentrede mod en taxi, mens du græd

Pludselig lo din mor højt, og jeg forstod ingenting

Hun lo og sagde undskyld undskyld

Hvorfor ler du, spurgte jeg hende

Og hun svarede

Fordi din datter siger

Jeg vil hjem, han er grim