Pas på Temu!

NOTITS | DEBAT | Søndag 27. oktober 2024 • 15:30
Af:
Erhvervsminister Morten Bødskov (s)
digitaliseringsminister Caroline Stage (m)
NOTITS | DEBAT | Søndag 27. oktober 2024 • 15:30

Man kan ikke stole på alle online platforme!

Uanset om du handler hos din lokale legetøjsbutik eller på nettet, så skal du som forbruger kunne stole på det produkt, som du køber. Du skal være sikker på, at du ikke udsætter dig selv eller andre for fare.

Desværre er det ikke altid virkeligheden. Lige nu ser vi hvordan onlineplatforme som Temu trækker tæppet væk under forbrugersikkerheden.

Undersøgelse

Forbrugerrådet Tænk har lavet et eksperiment, der tydeligt illustrerer, hvad vi er oppe imod. De købte 38 produkter på Temu og dumpede 30 af dem.

Vi taler om en webshop, der blanddt andet sælger legetøj, som kan gøre skade på vores mindste. Vi taler om den næstmest besøgte webshop i Danmark ifølge Dansk Industri.

Det er uacceptabelt. Og det er ikke sådan, vi opererer i Danmark.

Kontrol og nye tiltag

Derfor har Sikkerhedsstyrelsen i år sat gang i en kontrolindsats målrettet onlineplatforme som Temu.

Blandt andet begynder vi nu at bruge et kunstig intelligens-værktøj, som screener platformene for ulovlige – og potentielt farlige – produkter.

Vi kommer også til at lave en taskforce. Så vi styrker samarbejdet mellem de myndigheder, der fører tilsyn med produkter på onlineplatforme, og så sætter vi gang i en oplysningskampagne til forbrugerne.

Europæiske løsninger

Men vi ved jo også, at vi fra dansk side ikke løser det selv.

Derfor kæmper vi også en vigtig kamp gennem EU. Det kræver nemlig europæiske løsninger, hvis vi skal tage livtag med problemerne.

Fra dansk side synes vi ikke, at lovgivningen lige nu går langt nok. Vi skal være mere ambitiøse. Derfor er det godt, at vi tidligere på efteråret har set, at et land som Tyskland nu også er begyndt at rejse det røde flag over for en platform som Temu.

Derfor bliver vi ved med at presse på for at lukke smuthullerne.

Onlineplatforme som Temu skal tage mere ansvar for alle de produkter, som de har på deres platform. Det er kun rimeligt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT