Når en kommune sætter streger på et kort, fastsætter byggelinjer og formulerer regler i en lokalplan, så vil vi som borgere meget gerne have tillid til, at de regler gælder. For alle. Ellers risikerer man jo at underminere hele ideen med demokratisk planlægning.
Læste du historien om Simon og Lisa, der har købt en byggegrund tæt ved Næs i Allinge? Parret har måttet sætte planerne om at bygge i bero, fordi der i mellemtiden er bygget et hus på nabogrunden, hvor byggelinjen er overskredet, og hvor der derfor blandt andet bliver blokeret for noget af havudsigten i Simon og Lisas kommende hus.
Nabohuset er bygget med tilladelse fra kommunen. De efterfølgende klager over byggeriet har så vist, at huset er ulovligt, hvilket både Byggeklageenheden og Planklagenævnet har fastslået. Så nu vil kommunen lovliggøre byggeriet med en dispensation. Det sker med en argumentation om, at huset er en fleksbolig.
Men hvad skal vi så med lokalplaner, fristes man til at spørge. Hvad er de værd, hvis de kan tilsidesættes så let? Og hvad siger det om retsbeskyttelsen for almindelige borgere, når en vunden klagesag ikke fører til konsekvenser for det ulovligt opførte byggeri?