Økonomisk ansvarlighed og elbusser

SYNSPUNKT | DEBAT | Tirsdag 29. august 2023 • 19:00
Af:
Maria Hach
kandidat til spidskandidat
Socialdemokratiet
SYNSPUNKT | DEBAT | Tirsdag 29. august 2023 • 19:00

Vi skal have de elbusser, vi har råd til, mens der også skal være råd til vores børn, unge, og ældre.

I lørdagens Tidende begynder linjerne at blive trukket hårdt op omkring køb eller leasing af 10 elbusser i 2024, og det ser ud som om at flere partier kommer til at stå meget stejlt på at indkøbe eller ikke indkøbe de 10 busser, som blev aftalt under sidste års budgetaftale mellem EL, V og S.

Her har jeg et ønske og en drøm: Lad være med at stå stejlt på, at alt skal gennemføres, som det først var tænkt. Søg et kompromis. Vores økonomi er voldsomt presset, vi har ikke råd til det hele, og Bornholm har brug for, at vi træder sammen nu og finder en fælles løsning.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ønsker grøn omstilling, både på transportområdet, men også alle andre områder. Som formand for det særlige udvalg for klima og bæredygtighed var jeg bannerføreren for, at vi ikke bare skulle tale om CO2-neutralitet, men om et emissionsfrit Bornholm i 2040, hvilket er en kæmpe ambition. Derfor ville jeg være den første til at sikre et indkøb af elbusser og presse på for yderligere omstilling på transportområdet, hvis vi havde styr på uddannelsen af vores medarbejdere i BAT i forhold til elbusser, og hvis vi havde økonomien. Men det har vi ikke.

Det er en kæmpe opgave, som de kommunale politikere har med budgettet for 2024, men jeg håber for Bornholms skyld, at vi ikke skal ud i en retorik omkring, at nogen vælger BAT over børn, eller at andre ikke ønsker grøn omstilling. For det ved vi godt ikke er sandheden. Derfor vil jeg igen opfordre til, at politikerne går sammen om at lægge et budget, der går i balance. Samtidig vil jeg sende nogle mulige kompromisforslag videre til inspiration.

Hvis det harmonerer med tilstanden af BATs busser, kunne man måske lease færre busser end 10. Vi får allerede fire, som er bestilt, så lidt sker der jo. Måske kunne vi selv supplere med at lease to i 2024, og så nogle flere i 2025, alt efter hvad økonomien viser til den tid. Et andet forslag er at kigge på samkørselsordninger. I min tid i klima- og bæredygtighedsudvalget var jeg i dialog med virksomheden NaboGo, der har stor succes i Nordjylland med at koble privatkørsel som samkørsel med de busruter, der allerede kører. Hvilket betyder, at borgere i tyndt befolkede områder, hvor der ikke er busser, kan få et lift med en, der allerede kører, og kan blive sat af ved bussen, hvor det giver mening. Det sparer også CO2 og gør, at der måske er nogle busruter, der kan lægges om eller fjernes.

Min pointe er, at der findes masser af løsningsmuligheder mellem nul og 10 el busser, der både er økonomisk ansvarligt og bidrager til den grønne omstilling. Det er selvfølgelig vores kommunale politikere, der skal træffe de svære beslutninger om, hvilken retning Bornholm skal have. Mit håb er blot, at de finder sammen, dæmper retorikken og lægger et budget i balance for 2024 med det antal elbusser vi har råd til, mens de sikrer, at vi har råd til vores børn, unge, og ældre.

FÅ ABONNEMENT