På godt 20 år er udgiften til førtidspension til ikke-vestlige indvandrer steget til over otte milliarder kroner om året. Det er immervæk en sjat skattekroner. Det er også vigtigt at bemærke, at problemet ikke kun er økonomisk, men også kulturelt.
Hvis hele generationer af indvandrere og deres børn ser førtidspension som en mulig livsvej, så risikerer vi at skabe en selvforstærkende cyklus, hvor afhængighed af offentlige ydelser bliver normen i visse miljøer.
Henrik Kokborg, som selv har siddet som sagsbehandler i Aarhus og Jylland, beretter i Berlingske om hvordan han har siddet overfor folk, som ikke har haft motivation til at arbejde, men ikke led af synderlige fysiske gener. Han beretter sågar om hvordan visse grupper rådgiver hinanden om måder at snyde sig til førtidspension. Hvis det er sandt, så understreger det bare, at vi ikke kan lukke øjnene for, at en for stor del af vores integrationsindsats har slået fejl. Vi er nødt til at turde tage diskussionen om det her.
Revurdering
Derfor bør man revurdere og genåbne tildelingen af førtidspension specielt i udsatte boligområder.