Man kan spare sig fattig

Niels Bertelsen skriver om Bornholms økonomi i de kommende år, som han ser den.

Nu er Bornholms økonomi igen kommet i fokus. Politikerne bliver tvunget ud i hårde prioriteringer i budgettet. Lige nu står vi der, hvor politikerne skal spare, hvor det overhovedet er muligt at spare. Men hvad med næste år? Er problemerne så løst, eller skal vi igen igennem lignende spareøvelser? Noget tyder på det. Det tyder også på, at spareøvelser bliver en fast opgave flere år ud i fremtiden, hvis vi fortsat kun har fokus på at reducere omkostningerne.

Vi bliver nødt til også at kigge på skatteindtægterne og hvordan vores samfund i det hele taget fungerer, hvis vi skal ud af dette økonomiske morads. Vi bliver også nødt til at kigge nogle år ud i fremtiden for at sikre, at der er perspektiv og sammenhæng i det, vi laver.

Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsprognose vil vi i de kommende år stabilt have cirka 39.000 indbyggere, men der vil ske en omfordeling mellem aldersgrupperne.

Tallene taler deres tydelige sprog: En faldende andel af erhvervsaktive, flere ældre og flere børn i 2040. Der er med andre ord færre til at betale de stigende udgifter. Hvis kommunens indkomstskatter falder med 10 procent, som prognosen antyder, vil vi mangle cirka 200 mio. kroner. Yderligere udgifter til børne- og skoleområdet samt en stigning på 15 procent inden for ældreområdet vil forværre situationen med yderligere 130 mio. kroner. Sammenlagt vil vi i 2040 stå og mangle over 300 mio. kroner mere end i dag. Allerede i 2030 vil der mangle cirka 100 mio. kroner.

Tallene er naturligvis behæftet med usikkerhed, og hvis man går i detaljer og medregner andre poster på budgettet, statslige udligningsordninger mv., ser det nok lidt anderledes ud. Men man kommer ikke uden om, at en ændret aldersfordeling får meget stor betydning for Bornholms økonomi. Og det er vel spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at hente så mange penge ved besparelser.

Derudover har de sparerunder, vi kører, jo en selvforstærkende negativ effekt: Jo mere der bliver skåret ned på service, kultur mv., jo mindre attraktivt bliver det at bo på Bornholm, og jo færre erhvervsaktive borgere vil bosætte sig på øen – og dermed dårligere økonomi og flere nedskæringer.

Så det er nødvendigt, at vi øger skatteindtægterne, så vi ikke sparer os fattige. Der er to veje til det:

1. Vi skal have flere gode skattebetalere. Det har gennem nogle år været et mål, at vi skal op på 42.000 indbyggere. Men der sker jo ikke noget, hvis vi ikke gør noget aktivt. Fra 2020 til 2024 blev der 829 færre bornholmere i de erhvervsaktive aldre. Ansættelse af en tilflytterkonsulent og visning af reklamevideoer på færgen har tydeligvis ikke været nok. Der skal en helt anden indsats til, så det bliver langt mere attraktivt at slå sig ned på Bornholm. Præcist hvad der skal til, kræver nærmere analyser, men boliger og serviceydelser til børnefamilier kommer man for eksempel ikke udenom.

2. Den anden mulighed er, at bornholmerne kommer til at tjene flere penge. I 2022 tjente en bornholmer i gennemsnit 311.000 kroner, det er 60.000 kroner mindre end landsgennemsnittet. Vi kommer ikke til at have indkomster som landsgennemsnittet, men på niveau for eksempel med nordjyderne burde vi da kunne, og de tjener 30.000 kroner mere om året. Hvis vi kan det, betyder det ekstra skatteindtægter for kommunen i størrelsesordenen 100-200 mio. kroner.

Bornholm er faktisk den landsdel i Danmark, der har den laveste indkomst pr. indbygger. Vi har også, ifølge Danmarks Statistik, den laveste produktivitet, som jo er forklaringen på de lavere indkomster, mindre jobskabelse i væksterhverv mv. Det har blandt andet noget med uddannelse at gøre, og om bornholmerne har job i de brancher, der giver gode lønninger og vækstmuligheder.

Hvis vi kan få et par tusind flere gode skattebetalere til øen og øge produktiviteten blandt os, der bor på øen, er det bestemt realistisk, at vi kan komme ud af det økonomiske morads. Men det kræver en vedvarende fokuseret indsats også på indkomstsiden og andre virkemidler end dem, vi hidtil har anvendt.

Fokus på indkomsterne løser ikke problemet her og nu, men det er nødvendigt, at vi gør noget ved indkomsterne, hvis vi skal løse problemerne og ikke, mange år fremover, skal kæmpe med nedskæringer samtidig med at vi sakker agterud i forhold til resten af landet med hensyn til levestandard og velfærd.

Der er behov for at der bliver udarbejdet en plan og strategi, der lægger en retning for, hvordan vi når målene, hvilke typer virksomheder vi skal satse på, hvordan vi tiltrækker nye borgere, hvordan vi øger uddannelsesniveauet mv.